Praksis med Kampkunst og Tantra i intime møder
Hvad er det, som kan gøre både en praksis med Kampkunst og Tantra i intime møder til noget af det tryggeste, jeg kender? Og hvad er det, som kan gøre dem til det modsatte?
Forleden stillede jeg et retorisk spørgsmål:
Forekommer der overgreb, når vi øver kampkunst?
F.eks. Judo, Karate, Jiu Jitsu, Taekwondo eller lign.?
Når noget sådant trænes og øves, går vi ind på en måtte for bevidst at undersøge og i iagttage naturen af at kæmpe med hinanden. Ikke imod hinanden, men med hinanden.
Afhængig af hvilke praksis, vi vil undersøge – slår, sparker, kaster, og holder vi hinanden. Vi skaber situationer som ligner overgreb, og undersøger, hvordan vi bedst kan bevæge os med det på en sådan måde, at vi bevarer vores integritet.
Når vi gør det, er vi meget opmærksomme på, at vi ikke gør skade på de mennesker, vi praktiserer med.
I den forbindelse ankerkendes det også, at det nogle gange kan gøre ondt eller medføre ubehag og smerte at øve det? At vi kan komme til at være kluntede eller blive grebet af en situation, hvor noget bliver for vildt.
Jeg er kommet mange gange hjem fra træning med blå mærker, forstrækninger, fibersprængninger og ømhed i hele kroppen. Også ind imellem emotionelt og følelsesmæssigt berørt. Det har været hele spektret fra irritation til at føle mig opstemt.
Når en praksis med Kampkunst og Tantra føles tryg
Jeg har altid følt det som trygt – og aldrig oplevet overgreb. Det er på samme måde, som når dyr leger med hinanden. Hvis blot en ikke forstår at det er leg og ikke alvor, så vil ingen længere lege med vedkommende mere!
Når det føles så trygt at være med i vores grupper på Mahamudrainstitut, så har det noget at gøre med, at princippet er det samme som ovenstående. (Uden at vi altså slår og sparker hinanden eller får blå mærker 🙂 )
Det er meget tydeligt og klart, at vi undersøger “naturen af at elske og relatere” – Elskovens kunst – herunder også, hvordan vi spontant og impulsivt enten slet ikke går ind i et møde, eller undervejs forlader det?
Vi laver realistiske situationer som vi øver igen og igen. Vi udvikler på den måde vores fysiske, emotionelle- og følelsesmæssige- bevægelseskompetence til bedre og bedre at kunne bevæge os afspændte i integritet.
Det at rammen er så klar: Ja det er elskov, vi undersøger! Ja det er også seksuelt! Og nej der er absolut intet, nogen skal være med til!
Vi inviterer til at undersøge- og udvide antallet af muligheder i forskellige situationer med forskellige mennesker.
Frem for alt insisterer vi på dialog: At vi bevæger os med hinanden.
I både en praksis med Kampkunst og tantra sker det i dialog
Ingen kan øve Judo eller elskovskunst med en, som er passiv. Vi passer bedst på os selv, når konteksten handler om gensidig samtidig bevægelse.
Hvor kommer Tantra så ind i alt dette?
Megen kampkunst har sin rod i Tantra.
Zen – som blot er en af de klassiske Tantras – Og optræder forskellige variationer, – har været fundament for forskellige praksis i den henseende.
Det handler om at bevæge sig opmærksomt – og bl.a. iagttage at fortællingerne om verden ikke er det, de beskriver. Spontan bevægelse blokeres af tanker, der gøres “sande” som andet end tanker.
Er jeg optaget af at følge en plan, gøre noget bestemt, gøre det rigtigt, opnå noget med nogen, komme et sted hen, give en god oplevelse, behandle for noget – så tabes den bevidste opmærksomme kontakt til det, som er og sker lige her og nu.
Ikke at bringe sig i situationer, hvor det er svært at passe på sig selv
Et kvinde, som klæder sig af og lægger sig nøgen på en briks, for at lade en mand “behandle sig” med sanselige berøringer, som vækker lyst? Bringer sig selv i en situation, hvor det er meget svært at passe på sig.
Især fordi det betones, “at dette er en “behandling” og naturligvis (!) intet seksuelt har over sig.”
Alle møder imellem mennesker indeholder seksualitet. Det er det, vi er: Køn! .. Hvilken illusion at tro, at vores køn kan holdes udenfor et møde, som handler om at berøre og berøres på en sanselig lyst-vækkende måde!?
Det er uklart, grumset og dobbelt bindende. Det skaber i mine øjne en meget betænkelig kontekst. Uanset om det sker i private eller såkaldt professionelle rammer.
At øve sig med hinanden i Dojoen.
Som det forholder sig i Dojoen, sådan er det i salen på Abildgaard. Vi mødes i respekt, omsorg, opmærksomhed og i en meget klar ramme. Vi går aktivt ind i et møde, og afslutter det lige på klart.
Hvad, der øves på måtten, tager vi ikke “med ud” – således at det ene møde på nogen måde legitimerer eller gør det givet, at der skal være et nyt.
Det at øve, hvordan vi skaber bevidst kontakt og om vi overhovedet ønsker den? Er lige så vigtigt i elskovens kunst som at træne, hvordan vi spontant, når som helst, og uden hverken begrundelse eller forklaring afslutter den!
Når det i udgangspunktet er rammen og gennemgående for alle møder og den samlede praksis, så bliver det meget lettere for alle at gøre det.
Hvis du er blevet nysgerrig på dette, så kom og snus til det på vores sommercamp.
Vi udvikler os sammen med hinanden til bedre elskere i den helt vide forståelse – og ikke til behandlere. Imellem de to er der verdener til forskel. Der er ikke en “opgave som skal udføres” eller en ydelse, der skal leveres – når vi elsker…. Vi er der , uden at “ville noget” med hinanden, og kan lade det mulige og villede fælles opstå, af sig selv.
