Som ung mand var jeg meget begejstret for at programmere computere. Til det brug fandtes der forskellige programmerings-sprog som kunne gøre det lettere.

Et var at lære sådan et sprog, noget andet at skrive algoritmer.

At lave en Algoritme betyder entydigt at fastlægge de beregningstrin computeren skal tage for at komme fra data til et eller andet ønsket resultat.
En anden måde at beskrive det på ville være: At lave en “opskrift” på at løse et problem.

Der er med andre ord to umiddelbare udfordringer når det handler om at programmere: Opskriften på at løse problemet, og det sprog som denne opskrift bliver beskrevet i.

Den samme opskrift kan jeg mere eller mindre let beskrive med brug af forskellige sprog. Sproget oversætter således min ide til en rækkefølge som maskinen/computeren bruger.

Hvis der er fejl i algoritmen – får jeg ikke det resultat jeg forventer.
Anvender jeg ikke sproget korrekt, virker det heller ikke.

Selv en lille fejl i sådan et program, kan lede til ganske besynderlige og uventede resultater. Nogle gange til at computeren kører ind i et uendeligt loop, uden at ville stoppe programkørslen igen.

Jeg fandt det vildt fascinerende.

At programmere sig selv og andre

Det gik op for mig, at hele denne måde at programmere en maskine til at gøre noget på var en analogi til, hvordan jeg selv og andre programmeres af vores sprog og de “data”, vi fodres- og fodrer os selv med.

Med den meget væsentlige forskel, at kompleksiteten i os er uendeligt mange gange større end i en computer.
Vi minder mere om en computer, der kontinuerligt bygger sig selv om, alt imens den programmerer sig selv, af sig selv… Og i øvrigt undervejs også selv skaber de data, som den synes bedst om i øjeblikket ved siden af de forstyrrelser den forstyrres af igennem det, den sanser.

Jeg kunne nok have fortsat ad den vej. Jeg fandt det imidlertid meget mere spændende at beskæftige mig med det levende end at programmere computere.

Måden vi bruger sproget på og analogien til at programmere

Når jeg er så optaget af, hvordan vi benytter vores sprog, hvilke betydninger ord skaber, og hvordan det bevæger os – så har det altså sin parallel til ovenstående.

Det forunderlige er, at man kan programmere en meget simpel computer til at lave ret komplicerede ting. Det tager bare meget lang tid for den at gøre det.

Computerteknologi har været styret af hastighed… Jo flere beregninger og jo hurtigere de kan gøres på kortest mulig tid, jo mere kan vi simulere noget som ligner det, vi selv gør.

Det kræver smarte algoritmer (opskrifter) og et godt og entydigt sprog. Et sådant sprog til computere indeholder gerne “færdige” opskrifter, der beskrives med et ord eller måske endda bare et tegn.

Det er, som når vi benytter matematik-sprog. Sætter jeg f.eks. et “!” bagved et 4-tal, så betyder det ikke “4”, men 1*2*3*4 .. dvs. 24 …

Fuldstændigt på samme måde bare langt mere komplekst fungerer vores daglige sprog. Både når vi tænker, og når vi kommunikerer med hinanden.

At skabe mening og forudsigelighed

Siger jeg f.eks: “Blyant-spidser”, eller “Hindbær yoghurt” … så vil en som har lært dansk sprog forstå det. En som kun har lært tysk – kan ikke stille ret meget op med det, dvs. vil have vanskeligt ved at handle på det.

Både den danske og den tyske vil forsøge at skabe mening igennem de to ord.
Den mening – de danner – som udtrykkes i det, de efterfølgende gør – vil være vidt forskellig.

Det bliver imidlertid endnu mere komplekst.
Siger jeg “Parforhold” til to mennesker som begge taler dansk, så vil de også forstå noget forskelligt.

Måske stønner den ene og tænker “åh-nej.. aldrig mere!”?
Den anden sukker hengivent i et “eii ja det er så dejligt!”?

For langt de fleste mennesker sker det ureflekteret. Det sker “bare”.

Forudsigelighed og selv?

Metaforisk kan jeg beskrive det sådan, at vi løbende programmeres af det, vi hører, -siger og -tænker som ord. Vi har “lært” at forstå et eller flere programmeringssprog. Og vi reagerer lynhurtigt med at bevæge os relativt forudsigeligt – på samme type input.

Selv når vi hører ord vi ikke kender… som jo ikke er andet end lyde, dvs bevægelse i vores ører. Så søger vi at skabe mening med dem, ved at søge efter noget, som vi mener “ligner”.

Vi søger genkendelse: “Er den lyd (ord) hørt før” og i sammenhæng med hvad?

Det sker som med alle de andre indtryk, vi sanser som bevægelse i os selv..
Den bevægelse er det, vi opfatter som “os selv”.

Siger nogen: “Jesper!”… Så jeg kan høre det,… skabes dette “selv” med lynets hast og forskelligt afhængig af, hvilket tonefald det siges i og konteksten i øvrigt.

Det er ganske enkelt fantastisk spændende!

Det er også så komplekst, at vi nærmest må opgive at skabe forudsigelighed. Vi kan højest øge sandsynligheden for meget groft at kunne beskrive et bestemt udfald – dvs. bevægelse – af et meget simpelt input.

Og på trods af det, regner vi med forudsigelighed.

Er der noget galt med en af os?

Vi går grundliggende ud fra, at mennesker vil handle, tænke, sanse, og skabe betydning som vi selv ville gøre det, i noget som ligner.

Vi bekræftes i det, ved at de tilsyneladende også gør det, og forstyrres når det ikke sker.

I det sidste tilfælde kan det føre til, at vi så kommer til at tvivle på os selv? Dvs. føler os “forkerte”.

“Der må være noget, som ikke virker i mig, når jeg ikke er i stand til at skabe forudsigelighed for mig selv!?”

Med mindre vi har lært – at det må være den anden, der er noget i vejen med? Han/hun må jo så være underlig, når reaktionen er meget forskellig fra det, jeg forventede eller ønskede?

Da de fleste af os helst vil have at verden er i orden, hvilket betyder at vi selv føler os i stand til at skabe orden i os, når vi møder den!? – Så vil vi automatisk forsøge igen og igen, med at genskabe en følelse af forudsigelighed i kommunikationen med den anden.

Det gør vi gerne indtil vi kan sige:

“Åh nu er jeg rolig igen”. Der var altså ikke noget i vejen med mig…
Nu ved jeg hvorfor han er underlig …”

“Har du et godt forhold til din krop og seksualitet?”

Lad mig komme med et eksempel:

“Har du et godt forhold til din krop og seksualitet”…. spørger en terapeut sin klient.
“Det er vigtigt!” .. siger hun.

Så svarer klienten.

“Nej… Jeg forholder mig overhovedet ikke til hverken “min krop” eller “min seksualitet”. Hvis jeg skulle det, måtte jeg jo have adskilt mig fra begge?”

Og fortsætter..

“Krop og seksualitet… ER også det, jeg er. Lige nu ser jeg f.eks. på dine bryster, og det mærker jeg i mit køn!”

“Nu skal det jo ikke handle om mig, men om dig” …Svarer terapeuten og flytter sig lidt uroligt i stolen.

“Det forstår jeg ikke” svarer klienten.. “Det, jeg er, bevæges af, at du sidder der, og at jeg kan se dine brystvorter igennem din T-shirt”

“Ei ..Jeg tror vi må stoppe vores samtale!. Det tager en for mig uheldig seksuel retning, og min seksualitet og krop skal altså ikke blandes ind i det her” … Hun lukker sin notitsbog.

“Okay… ja jeg svarede bare på dit spørgsmål, og har intet forBEhold overfor hverken krop eller seksualitet overhovedet. Jeg skaber nu en følelse af, at du har det?… Og lad bare det ligge”..

“Ja jeg går altså ikke samtale med en klient, for at han skal glo på mine bryster og tale om mine brystvorter! Det betragter jeg som meget grænseoverskridende adfærd!.. Altså vil jeg bede dig om at forlade min klinik!”

(At “Forholde” kommer af det nedertyske “vorholten”.. at afgrænse, begrænse til noget bestemt.. Betinge ..)

måske er den systemiske uddannelse noget for dig?