Jeg har levet af at være provokerende. Det gør jeg stadigvæk. Og ikke “bare” provokerende.

Igennem mere end 30 år har jeg haft min gang i store og mellemstore virksomheder og organisationer. Jeg har også hjulpet ministerier og styrelser. Med hvad? Ja umiddelbart helt grundliggende med at reflektere over- og forny- måden, der ledes og styres på.

Kunne de ikke det selv? Jo .. jeg har mødt og møder stadig så mange dygtige og reflekterede ledere. Hvad er du så blevet betalt for? For at være provokerende..

Ja du læser rigtigt: At være provokerende!

Der findes måske ikke noget mere irriterende end et menneske, som bevidst forsøger at provokere mig? Altså irritere mig FOR alt få mig til at gøre noget bestemt…

Det føles lige så ubehageligt, som hvis nogen forsøger at “give mig en orgasme”.. Det er hverken sjovt, rart eller lystent…

Så det gør jeg IKKE!

Jeg bliver heller ikke inviteret til at provokere for at krænke- eller såre nogen.

Jeg inviteres til at undersøge ideer, antagelser og adfærd i en kontekst hvor de, som deltager – for de flestes vedkommende – er med på, at det er det, vi nu gør!

Jeg lytter, stiller spørgsmål, og åbner for nye måder at iagttage og tænke på. Jeg udfordrer konstruktivt eksisterende tankegange – bl.a ved at anerkende måden der er blevet handlet på tidligere.

Nogle reagerer ved at gå i forsvar eller at afvise. Der kan opstå konflikt, hvis ikke jeg er meget præcis i måden, jeg kommunikerer på. Jeg anerkender at det kan være meget sårbart at få stillet spørgsmål til vaner og koncepter, som måske har været integritets-bevarende igennem mange år?

Det har betydet, at jeg har været optaget af både at være tydelig og klar i måden, jeg kommunikerer på og at lytte åbent og opmærksomt til andres synspunkter.

Ord bevæger. Konteksten er meget vigtig for, hvad vi kan sige eller ikke sige til hinanden. Frem for alt har jeg derfor været selvåbenbarende i min kommunikation. Dvs. jeg beskriver hvordan jeg ser, erfarer og oplever verden, med eksempler og gerne humor – uden at nogen skal gøre det sandt eller tro på det mindste af det.

Vi mennesker har så forunderligt mange sjove – og nogle gange – ret skøre ting for!

Er det virkelig en god ide at være provokerende?

I Hinduismen optræder 3 vigtige guder: Brahma, Vishnu og Shiva.
De har hver deres rolle:

Brahma er skaberen
Vishnu er beskytteren
Shiva er ødelæggeren

De er sindbilleder på en indsigt fra oldtiden, der peger på naturens fødsel, bevarelse, og død.
Jeg kan også kalde det for vigtigheden af at forny, drage omsorg for- og at ødelægge.

De følges ad hånd i hånd.

Tænk bare på noget så simpelt som at bevæge armen! For det første kan intet menneske bevæge sin arm uden også at bevæge hele kroppen og i øvrigt alt omkring sig?

At jeg overhovedet isolerer bevægelsen til “en arm”, vil være illusion. ..
Nuvel for eksemplet skyld så:

Hvordan opstår den bevægelse?
Igennem spænding!

Musklerne på den ene side spænder!
.. og de på den anden side afspænder!

Hvis jeg vil stoppe bevægelsen, skal spændingen på “begge sider” bevares som “ens”.

Uden at der spændes forskelligt ingen bevægelse!

Det provokerende inviterer i spænding

Det provokerende inviterer os til at spænde. Det bringer os ud af illusionen om at kunne være i balance. Det bevæger os. Det ophidser os måske endda!…

Har du tænkt på at lyst nogle gange kan beskrives som at være “ophidset”? At denne liderlige følelse netop vokser igennem spænding – og også engang imellem følges af irritation?

At det, at noget kan føles “farligt” også kan være pirrende?… Interessant ikke?

På Mahamudrainstitut for at komme ud af balance?

Men hallo!
Kan jeg virkelig opleve på Mahamudrainstitut, at jeg bringes ud af balance?
Ja…

Dvs.. nej.. Du er ikke i balance. En Ting kan balancere. Måske du bare tror, at du er en ting? Du ved: En ting er afgrænset. Den har en bestemt form, som helst ikke må gå i stykker.

Jeg/Vi viser dig bare, at det må være en illusion? … At bevægelse er det vi er, og at naturen bevæger og bevæges, spontant, impulsivt, skabende, bevarende og ødelæggende… kontinuerligt nyt!

Det kan være hjertebankende lystent og skrækindjagende pirrende. Det kan også føles sårbart, vredt, irriterende og sorgfuldt… Det kan “det hele”. Du puffes, lokkes, skubbes – og flytter dig af dig selv…

Velkommen til at føle sig meget levende! <3

Et praksis- og interessefællesskab om Tantra