Hvad er det, som gør det, psykoterapi og klassisk tantra inviterer til, så fundamentalt forskelligt? Ja SÅ forskellige at det at blande dem sammen virker som at hælde vand på ild?

Mig og min psyke

Helt grundliggende har det, jeg finder i de klassiske Tantras og det, som i dag gerne sælges som “psykoterapi og tantra” ikke meget med hinanden at gøre.

Psykoterapi tager, som ordet siger, afsæt i “psyken”. I følge den store danske defineres psyken som: “En egenskab ved levende væsener, som forbinder en organisme med omgivelserne på en sådan måde, at den kan orientere sig i dem og regulere sin adfærd i forhold til dem.”

Både psykologi og psykoterapi er orienteret omkring individets adfærd i relation til sine omgivelser.

En typisk psykoterapeutisk samtale vil således kunne begynde med: “Hvad vil du gerne have ud af denne samtale?”.. Den vil handle om “mit liv” eller “hvordan det er at være mig?”

Frem for alt vil den undersøge sammenhænge og mulige årsager til, at jeg opfører mig og tænker/føler, som jeg gør? .. Med det sigte evt. at kunne handle mere hensigtsmæssigt i forhold til det, jeg ønsker mig?

Psykoterapeuten tænker egocentrisk.

Hvor der ikke længere er en nogen?

En Tantra skrives eller formidles med en helt anden baggrund. Den spørger: “Hvad mon naturen er af det, som er?”

I denne formulering gemmer sig den umiddelbare erkendelse, at det vi kan sige om denne natur, ikke KAN være sandt, men blot vil fremstå som et udtryk for, hvordan vi har lært at beskrive og forholde – dvs. – betinge – vores forståelse at det, vi mener, VI er.

Jeg har skrevet det før: Beskrivelsen af en dør er ikke en dør. Beskrivelsen af en hund, er ikke en hund. Det, der beskrives som “jeg”, kan ikke være dette “jeg”.

Den erkendelse, en tantra inviterer til, vil ikke kunne “forstås” i den almindelige forstand. Erkendelsen vil ikke sandt kunne formidles med ord.

Tantraens invitation vil fremstå som en praksis – der måske igennem gentagelse og vedholdenhed – frigør fra alle fortællinger og dermed også overbevisningen og illusionen om at være “en Nogen” eller “Noget”.

Hvor, der ikke længere er en sådan “nogen” – vil der heller ikke være en sådan “nogen” til at forstå…

Det lyder måske voldsomt filosofisk? Det er det på den ene side også, og praksis selv, virker ganske enkel: Den inviterer ikke til at “opnå” noget som helst. Der vil ikke være “nogen” til at bedømme det. Den peger på: At det, som måske står i vejen for at erkende naturen af det, som er, er alle de illusoriske fortællinger og historier, vi benytter til kontinuerligt at skabe en acceptabel ide om os selv

Altså i virkeligheden netop det som psykoterapeuten eller psykologen gerne vil hjælpe os med at blive bedre til?

Psykoterapi og klassisk tantra, hvad er der salg i?

Der er selvfølgelig ikke meget “salg” i de klassiske tantras?

Hvis der ikke er noget, du skal “erhverve” for at komme “et sted” hen, men i stedet lyder en invitation til at se, at intet mangler!? … Hvordan kan der så være noget at “købe”?

Omvendt så vil der for psykoterapien og -terapeuten være et uendeligt marked. Den producerer så at sige selv sine nye kunder:

Jo stærkere et “selv” der skabes, jo mere af: “Det er ikke mig”, skal der så også produceres af dette “selv”.
En “Nogen” vil fremstå som en form, der afgrænses tydeligt fra “sine” omgivelser. At opretholde en illusion om en sådan form, så den fremtræder som om den virkelig er der, kræver megen energi og anstrengelse.

Et arbejds- og udviklingsfællesskab