På seminaret her i weekenden blev et af de temaer, vi undersøgte sammen: Hvordan forskellen imellem rammer og regler, kan beskrives, og hvordan de hver især virker?

Det har relevans, både når vi undersøger såvel bevidsthed og ledelse i det hele taget, og ikke mindst i forbindelse med møder, samtaler – kropslige som verbale – eller det, der sker på en “workshop”.

Rammer om malerier

Forestil dig en ramme om et maleri!

Rammens funktion er at markere, hvor kunstværket begynder. Dvs. at gøre det muligt at skelne det fra væggen, det hænger på.

Det jeg gør, når jeg betragter billedet i sin ramme, er at lade mit blik løbe hen over rammen fra væggen til maleriet, og tilbage igen. Billedet fremtræder på baggrund af den tomme væg.

Rammen inviterer til at rette mit blik imod noget, der er i rammen. Den fungerer som en invitation til at undersøge og sanse uden på nogen måde at være en regel. Der er intet jeg skal eller bør.

Den inviterer kort og godt til at skelne..

Ansvaret, friheden og måden det sker på ligger hos iagttageren.

Regler definerer, hvad der er rigtigt og forkert

En regel fungerer fundamentalt anderledes. Den definerer noget som rigtigt/forkert eller forbudt. Med en regel følger der nødvendigvis dom. For at dømmes må den adfærd, der iagttages, vurderes efter en målestok. Med den følger skyld og, hvis konsekvensen er stor nok, også angst.

Med regler introduceres kontrol og pligt. Reglen inviterer ikke. Den påbyder og kræver “pligt”. I pligt kan ingen handle frit og dermed heller ikke ansvarligt.
Ansvaret for den acceptable adfærd ligger hos den, der opstiller reglen og følger op med konsekvens. Straffen er et vigtig virkemiddel i den forbindelse.

Al iagttagelse sker ved at ramme-sætte, og derigennem skelne imellem det, der skal høre med, og det, som ikke hører med.

Rammen på væggen i ovennævnte museum er således blot et eksempel af uendeligt mange muligheder for at sætte rammer. Det sker også igennem vores sprog og handlen. Ikke mindst pauser vil markere et skift i betydning, og hvad der fremhæves.

Rammer skaber betydning og gør iagttagelse mulig.

Radikalt betragtet opstår al betydning i kraft af den ramme, eller “kontekst” iagttagelsen forbindes med.

Skifter jeg f.eks. pludselig tema midt i en artikel som denne uden at angive, “at det er det, som sker nu”, vil teksten blive vanskelig at forstå.

At skabe tydelige rammer for iagttagelse letter således forståelse og indsigt.

Blomsten i haven

Et simpelt eksempel på rammesætning kan jeg illustrere ved følgende dialog:

“Se blomsten der!”
“hvor?”
“Derovre ved siden af grantræet!”
“Mener du det træ til højre for haveslangen?”
“Nej ca 25 meter lige ud i den retning du ser nu”

“Ahh nu ser jeg den!”… “Jeg troede det er en bregne?”
“Ikke alt, hvad der er grønt med fjerformede sammensatte blade, hører til bregnefamilien”

osv..

I denne korte samtale sættes der kontinuerligt nye rammer med intentionen om at invitere til at orientere sig i haven – specielt i det tilfælde at se blomsten. “Haven” udgør selv en ramme, hvori det hele foregår, som er placeret omkring Abildgaard, der ligger i kort afstand til stranden ved Saxild i Jylland…

(Læg mærke til at min forklaring af dialogen også finder siden ved anvendelse af rammesætning!) … Og der kom der så en ny ramme 😉 …

At du overhovedet kan læse den, skyldes, at du ser det på en skærm, der tydeligt rammes ind, på baggrund af det rum, du befinder dig i.

Jeg kan fortsætte i det uendelige….

Erkendelse bliver til ved at at rammen rammes ind af en ramme, der er rammet ind som… osv.

Rammesætning er ganske enkelt det at sanse og kommunikere. Også hvis det at sanse eller at tænke vil erkendes.

Hvad består rammer af?

Hvad “består” rammer så af?

Her kan det blive svært.

Rammen selv udtrykker også skelnen! Altså bevægelse.

Rammen opstår ved at markere to “sider”: Den ene og den anden side. Det, de markeres i, er “ingenting”: Det tomme potentielle og klare “rum”. Det jeg også kunne kalde for “bevidsthed“. Men ikke “nogens bevidsthed”

Indersiden eller ydersiden?

Forestil dig en tynd skål, der er lavet af et fleksibelt bøjeligt materiale f.eks. af gummi!

Hvis jeg beder dig om at pege på skålens “inderside”, vil du sikkert rette din finger mod skålens hulning, der afgrænses af det indvendige af sine “vægge”.

Nu vender jeg så vrangen ud på denne fleksible gummi-skål.
Med et er det, som før var indersiden, blevet til ydersiden.

Såvel yder- som inder-siden skabes altså udelukkende som skelnen i forhold til iagttageren. Som “fænomener” er de “tomme”. De fremtræder for os alene igennem iagttagelse og skabes af iagttagelse. Iagttagelse forstået som skelnen eller “bevægelse”.

Når, en Tantra inviterer til stille, opmærksomt og bevidst at iagttage sindets og kroppens natur, så gælder invitationen at undersøge ovenstående.
Denne invitation kan gøre brug af mange forskellige rammer. I grunden fuldstændigt som i eksemplet med dialogen om blomsten i haven.

Tantra inviterer igennem rammer og ikke via regler.

Når rammer gøres til “grænser” eller en tantra forbindes med regler af enhver art, så har det simpelthen intet med tantra at gøre men med religion.

Over en grænse er der kontrol. Den bruges til at skabe en illusion om adskillelse: “At jeg er afgrænset fra dig og alt andet”. Grænser lukker ude og spærrer inde.

En “personlig grænse” signalerer, at “Jeg er “mig”, og du er “dig”, og at “noget der bedømmer” skal kontrollere, hvem der må komme ind, og hvem der skal blive ude.

Den illusoriske kontrol

Idet du læser denne tekst, så kan du måske lige nu i dette sekund erkende, at “jeg” allerede er “derinde” i dig og bevæger “dit” intellekt og sind?
Du læser “mine”tanker – og de er nu “dine”. Der er intet du eller jeg kan gøre for at forhindre det…

Det er grænseløst og ustyrligt, med mindre du slukker for skærmen. Selv efter at den er slukket “sidder jeg der endnu”..

Hvis, det erkendes og anerkendes, at hverken “du” eller “jeg” overhovedet “er der”, som andet end bevægelse og skelnen, så følger det, at “grænserne” fungerer som kontinuerligt at gentage en helt bestemt måde at skelne og invitere på:

At skabe illusionen om et “selv” igennem gentaget, kontrolleret skelnen op imod en relativt ubevægelig givet målestok.

Grænsen udtrykker lidelse

Det bliver indlysende at dette “selv”, der opretholdes som “en nogen”, der er helt særlig, og adskiller sig fra alt andet – udtrykker lidelse.

Metaforisk som at lytte til den samme melodi der gentages i et uendeligt loop, og samtidig kæmpe for ikke at forstyrres af “støj udefra”.

Møder, der ledes igennem “regler”, fungerer igennem tvang, forventning, pligt og binding. De inviterer i spænding, ambition og lidelse.

Ledes de igennem evnen til kompetent, opmærksomt og bevidst at forandre rammer for iagttagelse – bliver ledelse naturlig og afspændt. Det bliver simpelthen let at følge hinanden.

Ledelse opstår på den måde igennem samtidig, fælles, iagttagelse og gensidig interaktion i måden vi gør, imens vi gør…

Systemisk cupisofi og elskovskunst

Systemisk uddannelse på Abildgaard

Aftengrupper