Hvad er naturen af din realitet? Hvad er det, som holder sammen på dig, som identitet betragtet? Kan vi tale om din og min realitet?

Hvis vi vil holde sammen på mennesker, skal vi give dem en fortælling, de kan være enige om.
Det, som binder mest sammen, er historier om det, der er imod os. Det, der kan forandre os på måder, der ikke passer til vores fælles fortælling, og derfor opleves som en trussel.

På helt samme måde forholder det sig måske med det enkelte menneske?
Det holder sammen på sig selv ved at repetere sine fortællinger og blot udvide dem med noget som matcher.

Den magt, som det at mestre fortællingens kunst giver, tåler – i mine øjne – ingen sammenligning.
Forudsætningen for at den virker, er imidlertid, at de fleste opdrages til at tro på, at nogle fortællinger kan være sande og andre løgn.

Kan en fortælling være det, den peger på? Fortællingen om vand, kan ingen drikke. Historien om et kys er ikke at kysse. Ved du hvad vedkommende mener, hvis han siger “Jeg elsker dig!”?

Historierne, der fortælles, har derimod en nytte!
De afgrænser fortællerne.
Binder dem bag grænser. På den måde tildeler de sig identitet.

Det er nok at kalde “Peter” for “Bent” – på trods af, at vi er mødtes mange gange før.

“Er det mig du mener?” spørger Peter (eller Bent).
“Jeg hedder altså Peter! Kan du ikke huske det?”

Kender vi så hinanden, hvis du ikke engang kan huske, hvad jeg hedder?

Kender vi hinanden?

Betyder det: “At kende”:
At kunne fortælle både vores egne og hinandens fortællinger, som vi er enige om og kan lide at huske og høre dem?”.

Tænk på de gange, hvor du har fortalt en historie i en gruppe, og en af tilhørerne så siger:

“Nej det du siger der, passer ikke ! Sådan var det ikke!”..

Kan du huske fornemmelsen af at føle dig angrebet på din integritet? Vel at mærke det image, der kan føles så kostbart, hvis du vil tilhøre- og bedømmes som egnet i en bestemt gruppe?

“At kende” udtrykker for mig: At bevæge os intimt sammen hinsides behov for at begrunde og betinge igennem fortællinger.
Udtrykket: “..Og de kendte hinanden” – blev i tidligere tider brugt for: “at de elskede med hinanden”.

Jeg har brug for dig!

“Jeg har brug for dig!”

Den fortælling optræder i mange variationer.
Hvem bliver ikke glad over, at noget har brug for ens hjælp?
Især, hvis det er det, som passer til den identitets-fortælling, der fortælles?

“At bruge” har sin rod i “at anvende noget som et middel til at opnå noget andet”. Midlet betinger resultatet og omvendt. Resultatet betinges af midlet.

Ser vi det, der er, som, det er? – Altså det vi også kalder for “kærlighed”? Hvis vi betinges eller betinger?

Stil dig spørgsmålet: Hvad er naturen af min realitet?

Hvis vi stiller os selv spørgsmålet:

“Hvad er naturen af vores realitet?”

Kommer vi så udenom også at iagttage naturen af vores måder at kommunikere på? – Herunder naturen af vores fortællinger?

Det spørgsmål genfinder jeg som centalt i de forskellige klassiske Tantras, jeg er stødt på.

Kom og erfar det igennem sanselige, bevægende og reflekterende møder!

Der er få pladser på sommercamp22 tilbage.. Og vores nye aftengruppe over efteråret, som begynder den 16. august er åben for tilmeldinger.