Relation og kærlighed. At elske betyder ikke “at kunne lide meget godt”. Der er næppe noget, der er vigtigere i livet end at udvikle en kompetent måde at relatere til andre mennesker på?

At elske betyder ikke “at kunne lide meget godt”

Evnen til at skabe kontakt

Livet fungerer ved at videreføre eller at genskabe sig selv, af sig selv, og for en art som Homo Sapiens sker det igennem kønnet formering.
Vi lever i store og små fællesskaber, hvor vi finder tryghed og omsorg og bliver i stand til at løse komplekse opgaver i kraft af, at vi er sammen.

Derfor vil også vores evne til – i første omgang at skabe kontakt til et andet menneske (eller flere), og senere udvikle det til et intimt fællesskab og rum for elskov, børn, samvær, og dagligliv være helt central for vores livskvalitet.

Hvordan lærer vi så det?

Vi leger og spejler

Vi lærer først og fremmest ved at lege. I legen finder vi ud af, hvordan vi bedst bevæger os med hinanden. Desværre reduceres leg i dag meget hurtigt til at konkurrere. Det sker når den frie leg erstattes af at spille. Typisk spil man kan vinde.

Metaforen er klar: Livet ses som sådan et spil. Et væddeløb, hvor det handler om at komme først eller at være bedst målt på de spilleregler, som spillet er bygget op omkring.

Når man vil spille holdspil, skal man “vælges”. Den, der vælges først, er den heldige. Den, der vælges sidst, føler sig erkendt men ikke anerkendt og efterlades med en følelse af at være “tålt”.

I legen spejler vi hinanden. På samme måde spejler vi som børn de voksne. Ser hvad de gør, når de relaterer, hvordan de mødes, tager kontakt, viser hensyn og omsorg, bevæger sig i konflikter, og frem for alt hvilke værdier og moralforestillinger de giver udtryk for.

Den rigtige

Deres måde at relatere på, sætter sig som ubevidste vaner eller mønstre i vores adfærd. Vi gør det, vi føler er rigtigt eller nærmere: Som vi er formet til. Vi danser de danse, vi har set og øvet igennem hele vores opvækst.

Når mor siger til sin veninde: “Han var heller ikke den rigtige for dig”, så lytter vi med. …Han skal være “rigtig”!.

Når hun udbryder. “Åh hvor jeg elsker is!”
.. og to timer senere hører hende tale om at “elske hinanden”, så bliver vi overbeviste om, at det “at elske nogen” betyder at “kunne lide rigtigt meget”.

Det passer så også til, at “man kan få for meget af is” og så ikke kunne lide det mere, hvilket en til en overføres til “kærligheden”: … “Jeg elsker ham ikke mere!” …opsnapper vi med store ører, imens vi leger under bordet, hvor de voksne drikker te og taler om deres “forhold”.

“Hun har nok bare fået for meget af ham”.. Tænker vi, og lader den en bamse slå på den anden, fordi “han er dum!”

Relation

Så bliver vi voksne og sidder på cafe med en Latte, drøfter vores forhold og hvem, vi måske er “vilde med”. Vi mærker, hvor svært det er. – Dette med “at relatere” eller “være i relation”.

Vi kalder det for “kærlighed” og taler om “tantra” og længslen efter at være i en “dyb relation” med masser af hjertekontakt, eller om at finde sin sjæleven. Det helt rigtige – bevidst og spirituelt.

Vi laver beskrivelser af, hvordan vi “er”, og hvordan han eller hun skal være, for at “passe til os”, i håbet om at det er muligt at spotte ham eller hende på “markedet”.

“Har du fundet kærligheden?” .. Kan vi finde på at spørge.

Tantra og kærlighed

En tantra peger på noget helt andet end at “kunne lide”.

Den inviterer til at se, at vi er forbundne i bevægelse.

At impulsen til at leve er fælles for alt levende. Denne “puls” bærer alt. Vi indånder den samme luft, udånder alle til den samme atmosfære. Vi fødes og dør, og intet forgår. Alt – os inklusiv – består af stjernestøv, der har været her fra universets begyndelse.

Kærligheden KAN ikke findes. lige så lidt som det ikke giver mening, hvis min hånd skal finde “sig selv”. Hvis den leder efter sig “derude”, vil den skulle lede hele livet, uden at se, at det, den leder efter, er “sig selv” – altså det, den leder MED.

At ville “være kærlig” som en dyd, eller noget jeg kan tilstræbe, svarer til at hånden vil gøre sig umage for at “være” mere “hånd”, end den er. Absurd, umuligt og lidelsesfyldt i sin ambition… Den ER, som den er og kan bevæge sig forskelligt.

Ordet “Kærlighed” udtrykker den erkendte kontakt til det, som er.

Til det hører at få øje på, hvordan det er så enkelt og besnærende at erstatte denne kontakt med sine fortællinger, forventninger og ønsker til, hvordan det burde være.

Tantra og relation

En tantra peger på, at enhver “ relation ” vil være sådan en historie. En fortælling der “binder” ind i et sæt regler, der knytter sig til den form (navn) som relationen gives.

Det er uanset om den f.eks. kaldes for “en dyb tantrisk relation”, “et åbent forhold”, Et “ægteskab”, et “venskab” eller “vi er kærester” .. til dem alle hører ideologiske, kulturelt og socialt styrede forventninger.

Relation vil være “form”. En form som er tillært og bruges til at skabe orden med. Det er der intet “forkert” eller “rigtigt” i. Det er som det er… Vigtigt kan det blive at se, hvad det gør ved os?

Betinger vi hinandens adfærd af denne form? Er det så overhovedet muligt at SE hinanden, som det, der er, eller bliver det til: “Jeg kan lide dig godt, når du gør, som jeg forventer og kræver i henhold til den form dvs relation, vi vel er enige om, at vi skal mødes i?”

cupisofi og elskovskunst årsforløb

Supplerende læsestof: Forelskelse og romantik