Hvad betyder “respekt”?

Det spørgsmål opstod for et par dage siden, da jeg hørte om nogle piger i en skoleklasse som havde inviteret nogle med til en fødselsdag, uden at spørge to af de, som de ellers delte klasse med. Jeg er sikker på at mange forældre genkender den situation? Isæt måske hvis det er ens barn, som ikke får en sådan invitation?

Det er ikke nogen sjov opgave at forklare det til sin pode. Helt umuligt bliver det også at tale med den pige, som inviterer, om det. “Jamen jeg kan bare ikke lide Lise og Hanne” .. vil hendes argument måske være? Og hvad stiller man så op med det som forælder?

Eksemplet fra skolen, kommer til at gentage sig mange gange i forskellige forklædninger igennem livet. Det handler om respekt i mine øjne.

Respekt – at se igen

Respekt kommer af det latinske “respectus” som betyder “at se tilbage på” eller “at se igen”. Det kan tolkes som en invitation til at observere og overveje noget omhyggeligt. Ikke umiddelbart træffe en dom men i stedet anerkende eller se det, som er..

Respekt peger noget, som sker “imellem os” – på et “hvordan”. Hvordan møder vi hinanden? Hvordan bevæger vi os med hinanden?

På den måde har det også interesseret utallige filosoffer igennem tiden. I Buddhistisk tantra benyttes ordet “Metta” i forbindelse med respekt. Det peger på at opdage, hvordan erkendelsen af: At vores Natur er den samme natur som al anden natur – leder til at møde alt levende i medfølelse.

Den samme erkendelse ser, at ideen om et isoleret afgrænset selv, stiller sig i vejen for at se alt det, som er større end sig selv.

Det er ganske enkelt centralt i beskrivelsen af “respekt” i mange såkaldte spirituelle traditioner: Ingen kan stille sig over eller gøre sig selv vigtigere end “det skabende”. – Det som er – det naturgivne, storheden og u-begribeligheden i det hele og vi alle.

Respekt handler med andre ord om at se værdigheden i det og den enkelte.

En værdighed som er iboende, og ikke kan handle om “ret”, fortjeneste, evner, levevis og hvilke præferencer og vurderinger vi ellers afgrænser os selv og hinanden med?

Pyh det er voldsomt ikke?

En bærer af integritet

På den måde bliver respekt ganske enkelt til grundlaget for ethvert samfund og samvær med hinanden. Den bliver til en bærer af vores integritet sammen og hver for sig.

Den er af samme natur som lyst, kærlighed, frihed, og medfølelse…
Alle disse 4 er fælles om ikke at kunne betinges, kræves, forlanges, købes, gives eller modtages – og deler lige netop det med “respekt”.

Det er respektløst at forlange respekt.
Den kendetegner modenhed i et menneske – indsigt og erkendelse. Den opstår..måske?

Når der synes at være mangel på den, eller vi forholder os respektløst overfor naturen, dyr, planter, diversiteten, vores egen sundhed og liv, mangfoldigheden, diversiteten, fødsel og død, livets cyklusser, opståen og forgængelighed – så handler det alt sammen om dette “mig selv”.

Om at vide bedre, at bruge andre til at opfylde sine behov, frem for at mødes i noget samtidigt villet og fælles.

Respekt fungerer epidemisk

Du kender sikkert til, hvordan en respektløs bemærkning nærmest øjeblikkeligt inviterer dig til at svare respektløst. Når vi føler, at vi “rammes” på den måde, så oplever vi at vores integritet kommer under pres.

Det handler også om os selv. Vi opdrages til at være “vigtige” i kraft af det, vi -kan og -ved. betinget af det vi kan -lide og -ikke lide – og frem for alt af: Hvem, vi gerne vil have, skal kunne lide os!

Hvis du kan lide mig, så kan jeg også lide dig!
Hvis du ikke kan lide mig, så kan jeg heller ikke lide dig!

Sådan fungerer forelskelse. Kort og godt som i sætningen: “Jeg bliver helt vild med mig selv, når du viser at du er vild med mig!” Allerhelst sådan at andre også kan se “at jeg er noget helt særligt for dig!”

Hvis så det menneske siger til dig: “Ja du er ganske særlig! Lige så særlig som hvert eneste andet levende væsen”.

Så bliver det svært at sluge for det selv, som vil være noget helt for sig selv.

Så i tilfældet med børnefødselsdagen, så gør fødselaren sig til noget helt særligt, ved at udvælge de veninder, som hun særligt godt kan lide, til at fejre sig… og måske i tilgift beundre det hun kan, er og gør?

Det hun viser ved at måle, veje og dele klassens piger i to vil være u-modenhed og mangel på respekt. Hun aner det sikker ikke? Ud over, at hun måske godt selv kender den meget ubehagelige følelse det er, at blive ekskluderet fra et fællesskab, som man havde identificeret sig med?

Respekt handler således også om Empati: At lade sig bevæge med- og af- det, som sker i andre levende væsener.

Respekt for et selv?

Hvis respekt peger på at se udover et selv: At få øje på at dette selv må være illusorisk?

Hvordan er så med at vise respekt for et menneske, som insisterer på, at blive taget alvorligt som et selv – en nogen som insisterer på at være særlig?

“Vil du virkelig behandle mig – din bedste veninde – sådan!?”
“Hvad bilder du dig ind – at opføre dig sådan overfor din mor!?”

Ja begge udsagn rummer en fordring og en forventning. Det er det sådan, et selv skabes: Af krav, kontrol, forventninger, og bedst at vide selv.

Jeg kan måske i mødet med vedkommende se, hvilken lidelse og ubehag der er forbundet med at føle sig bundet inde bag et selv? Det udtrykker lidelse.

Respekt kan ikke erkendes i vores kommunikation hvis blot en af os stiller et selv imellem. Det virker helt som at forlange kærlighed, eller at kræve at nogen orgasmer på kommando og på en bestemt måde.

Et selv KAN ganske enkelt ikke vise eller erkende respekt. Det er umuligt.
Et selv kan måske “gøre som om” .. og i sidste ende stiller det sig selv og sin stolthed i vejen.

Hvad så… Må vi opgive respekt?

Forventes det ikke i vores kultur og samfund, at vi identificerer os med et selv?
Jo det gør det. Du skal have en identitet! Ellers kan du ikke fungere igennem de sociale regler.

Du må ganske enkelt ikke være hinsides andres kontrol!

Hvad, jeg kan, er, at se at identitet ganske enkelt ikke kan være sand. Jeg er ikke nogen eller noget, som sandt kan rummes i en fortælling! Jeg er lige så lidt fortællingen om Jesper” som at historien om vand, er vand. Ingen slukker sin tørst ved at tale om vand!

Jeg kan så måske også se, at både min og din fortælling om dig, ikke er dig, som du er. Den skabes kontekstuelt i netop i det her møde imellem os. Den udtrykkes, som du har lært og øvet dig utallige gange på at gøre det.

Og det er måske kernen? Det med at øve!

Kan vi øve respekt? … Kan vi praktisere den, lige som vi kan øve os i at køre på cykel, eller lære at danse, elske, synge, lave mad etc.?

Ja… det kan vi.

Et praksisfællesskab

Det allerbedste sted, jeg kender til det, er i et praksisfællesskab.
Der kan vi undersøge sammen.

Når jeg f.eks. inviterer til at undersøge, hvordan det virker i mig , når det forventes at jeg begrunder, at jeg spontant flytter mig på afstand i et møde eller afbryder det pludseligt?

… Så handler det om måske at opdage, hvor ubehageligt det føles at betinge den spontane impuls til at holde sig levende? At forklare at jeg vil passe på…

Det er lige så skørt som at begrunde, at jeg flytter min hånd fra en glohed kogeplade.

Hvis det menneske, jeg flytter mig ud af mødet med, ønsker en forklaring på det. Om det så er her og nu, senere på dagen, eller ved en helt anden lejlighed, så handler det udelukkende om, at vedkommende føler behov for at retfærdiggøre og hævde sig selv!

…eller at få dig til at gøre det!

Begge dele virker respektløst.
Det forlanges af et selv, som forventer at den anden stiller sig til regnskab.
Selv altså fylder ret meget i det!

Denne forventning om såkaldt “feedback” lukker i øvrigt også af for den spontane lyst til andre møder.

Det er lige så respektløst, som hvis nogen på din første date forlanger, at du giver en begrundelse for, at du ikke vil mødes med ham/hende igen! Eller siger nej til at han/hun kan kysse dig med det samme.

Der kan ganske enkelt ingen forlangende være, hvis vi vil mødes i respekt.
…. INGEN forventninger til at der skal ske noget bestemt.
End ikke til at vi overhovedet skal mødes!

Respekt peger på anerkendelse..

At se det som er, og lade det være som, det er, i erkendelsen af at alt bevæger sig og vil være noget andet næste gang…. Også du og jeg.
Respekt udtrykkes på den måde i at mødes i: “Jeg kender dig ikke!” .. Intet af det, der sker, kan jeg tage for “givet”. Jeg møder dig på ny, og på ny..
Der er intet tidligere “A” som nu automatisk fører til “B”..

Er det ikke vidunderligt!? <3