Rummelig?… Vil du være det?

“Du virker rummelig!, “Jeg kan lide, at du er rummelig”.
Jeg har det en gang imellem med at “falde over” et udtryk. Denne gang er det så “rummelig”.

Hvis et hus er rummeligt, så vil det betyde, at der er plads til meget i det. Det samme med en rummelig bil: Der er plads til 6 Børn, voksne og bagage til dem alle. Den må være meget rummelig!

Er du rummelig som menneske?

Hvad når en menneske beskrives som “rummeligt”? Så handler det vel om at “kunne rumme den anden, som vedkommende er”… Altså kunne tage det, det udtrykker “ind”, uden at ville lave det om: “Kom bare med det.. Der er plads”!

Jeg hører, at mange forstår det som at acceptere, hvad et andet menneske gør eller siger? Accept betyder at bedømme noget som “ok”.. “Det er i orden, at du siger, gør og mener sådan!”

I den forståelse finder jeg begrebet rummelighed meget uheldigt.

Noget andet er at anerkende det: Se se det, høre det, fornemme det…

“Jeg ser dig! Jeg lytter til dig!”

… Og jeg erkender ,at det du siger ikke kan være sandt – i betydningen “være det som er”.

Det, du siger, er et udtryk for det, du gerne vi ses som i mødet med mig. Det er en måde at bevæge dig i integritet på lige nu.

Det, jeg hører og ser, er mig, som jeg skaber mig lige nu i mødet med dig. Jeg ser, at det er det, som sker.

Kan jeg “rumme” at se på, at en Skade slår en fugleunge ihjel? At en kat leger med en bange mus? Kan jeg rumme at se to mennesker “dyrke sex” på en måde, jeg ikke bryder mig om?

Handler det at være rummelig om integritet?

Det samler sig til, hvordan jeg kan bevæge mig i integritet?

Passer jeg på mig, ved at se (rumme) eksemplerne ovenfor? Eller vil der være mange situationer, jeg netop anerkender, som de er! Og spontant vender mig om og går væk fra?

Når det at være “rummelig” gøres til en moralsk fordring – en forventning eller en kvalifikation, så siger jeg fra!

Denne ide om at være rummelig kan i den grad stille sig i vejen for at bevæge sig spontant væk.
Det er kravene, forventningerne, historierne, forventninger til accept, og angsten for f.eks. ikke at være rummelig nok – der får mennesker til at udholde det utroligste.

De gør det vel ofte som en følge af, at de ikke ved, hvordan de skal bevæge sig i konflikt?
At leve er konflikt… Det levende spiser noget andet levende. Sådan lever livet.

At konflikte og at være rummelig

Den kompetence: At konflikte – har sammenhæng til evnen til at bevæge sig afspændt. I det afspændte vil bevægeligheden være størst…. Og det er ikke “bare at gå med” eller være slap og se hvor meget, der kan rummes derinde?

Når, jeg bevæger mig afspændt, så åbner og lukker jeg uden anstrengelse. Det sker spontant uden at bremse det med tanken: “Nu skal du også være rummelig Jesper!”

Cykler jeg i skoven.. Lukker jeg gerne munden, hvis der kommer insekter på min vej. Virker nogen truende – skaber jeg afstand og/eller positionerer mig til kamp.

Så nej, “rummelig” er jeg ikke. Jeg finder det derimod vigtigt at bevæge mig kompetent og afspændt med det meste, og derved også opdage, hvor meget jeg endnu kan lære i den henseende.

De klassiske Tantras var bestemt ikke rummelige – og alligevel

De klassiske Tantra mestre var ikke særligt “rummelige” overfor alle mulige forskellige tolkninger af deres praksis. Det betød ikke, at de så dem som “sande”.

En praksis – f.eks. på en kloster – eller i et hjem – fungerer som “den måde vi bevæger os med hinanden her”. Det er værten eller værtinden, eller vedkommende, som leder klostret, der sætter rytme, takt og tempo og de rammer og regler som han/hun finder nødvendige.

På Mahamudrainstitut sammenligner jeg det med: At hvis vi hos os metaforisk “leger i sandkasse”, så dur det ikke, at en i gruppen insisterer på at lege “tantrisk fodbold”.

Det gør ikke det ene mere rigtigt end det andet. Det passer bare ikke sammen. Så er det meget bedre at vedkommende finder nogle andre at spille med !

😉 Ja “tantrisk-“ kan f.eks. rummeligt sættes foran alt!? ..

Hvis du er nysgerrig på at være med i et dejligt praksis-fællesskab så skriv eller ring