Sådan ser min verden ud, forsvar dig imod det!
De fleste kender til udtrykket “Sådan ser min verden ud!”. Måske bruger du det selv? Er det kilden til de fleste konflikter?
Du anklages hermed for…! Forsvar dig!
Forestil dig at du placeres i et lille lokale, og foran dig sidder en person, som læser en anklage op for dig!
Du lytter til det vedkommende siger og vil protestere, for der er intet af det, du hører, du har gjort eller finder sandt. Du kan ganske enkelt ikke genkende dig selv eller dine handlinger, som det beskrives i anklagen. Sådan ser din verden altså ikke ud!
Det hjælper imidlertid intet. Du er konfronteret med et menneske, der ser dig, som han beskriver det. Den overbevisning er vedkommende kommet frem til.
“Du får senere lov til at bevise din uskyld!” .. Slutter anklagen.
Overbevis ham om, at han ikke er rigtig!?
Først da der bliver stille i rummet, går det op for dig hvor absurd den sidste sætning var.
Hvis du skal bevise din uskyld, så betyder det, at du skal overbevise et menneske om, at den måde han bedømmer sin verden på, ikke er rigtig!?
At sige til nogen: “Din verden og den måde, du ser den på er ikke rigtig” er 1 til 1 at fortælle ham, at han ikke er rigtig!
Det er jo “ham selv”.. Han beskrive med: “Sådan ser min verden ud!”
Og videre:
“Her er du, bedømt med de briller, jeg skaber mig selv med!
Begynder du at argumentere i denne situation, for at “passe på dig selv” – altså “din verden”, så betyder det, at HAN skal give afkald på at se sin verden – dvs. sig selv – som han har gjort det før. Han vil med andre ord føle sig angrebet på SIN integritet.
Dit forsvar vil blive hørt som et angreb. Endda et forsøg på fra din side at begå overgreb på ham! – Gøre ham “forkert”.
Sådan ser min verden ud: Du har gjort noget forkert
Når jeg inviterer til at se vores “selv”, som “måden vi afgrænser vores verden på igennem bedømmelse” – illustreret i ovennævnte fortælling, så bliver det måske mere indlysende at få øje på?
Anklagen, der læses op, vil tage afsæt i, at du har gjort noget forkert! Den bygger på, at der ifølge anklageren er regler, du har forbrudt dig imod. Moral består f.eks. af regler, normer, og forventninger til acceptabel adfærd.
Det synes at være meget svært at se at den måde, vi hver især søger at skabe “orden i vores liv på igennem beskrivelser af andre” er måden, vi skaber os selv på?
Her er grundlaget for mit liv og min praksis! – Sådan ser min verden ud!
Forestil dig at du skriver en bog med vejledninger, antagelser, og eksempler – og gør den til et grundlag for det meste af det, du gør?
Måske vil du oven i købet undervise i dens principper til andre, for at lære andre at se- og i bevæge sig verden, som du gør?
…”Sådan ser min verden ud” inviterer du og fortsætter: Kom og lær at se den på samme måde!
Så har du på den måde skabt dig et meget stærkt selv. Du søger det bekræftet ved, at andre bliver enige med dig om, at det, du har skrevet, er sandt. På den måde opstår enighed. Dvs. vi kalder det for en “Menighed”.
Sådan fungerer trosretninger og religion. Sådan skabes “Bibler” af enhver art. Sådan skabes binding til selv.
En Tantra – en mulighed for at undersøge
De klassiske Tantras er ikke religiøse i deres natur. De stiller tværtimod spørgsmål ved netop dette “selv”. Det gør de ved at pege på, at uanset hvordan du og jeg beskriver verden, så kan vores beskrivelser ikke være det, de peger på?!
Livet og det levende kan ganske enkelt ikke erkendes, som det er, hvis vi vil fastholde os selv i “et selv” og afgrænse os i vores “egen” verden.
De inviterer ikke til at tro på det heller, men til kontinuerligt at undersøge om det mon kunne forholde sig sådan, at dette “selv” eller “min og din verden” blot udtrykker illusion?
Hvis der ikke længere bindes igennem konstruktionen af et sådant “selv” … hvad så?
“SE det…!” inviterer de.. “Bare se!“
“Undersøg det! ..” “Øv det!”
Og fortsætter. “Gør ingen beskrivelser sande som andet end en finger, der peger på (et) sig selv? ” Det kan fingre jo netop ikke, altså pege på sig selv”.
Derfor er de nødt til at pege på andre?
