“Der findes mange sandheder”
eller: “Jeg vil mærke efter og finde ud af, hvad MIN sandhed er, og du kan så have din”.

Sådanne udtryk synes jeg at høre og læse jævnligt.

Måske opstår den udfra en opfattelse af, at “en sandhed” er det, som gøres sandt for nogen”?

Oraklet i Delphi

Igennem tiderne har det at kunne fortælle sandheden, været forbundet med magt. “Oraklet i Delphi” repræsenteret ved templet der, levede af denne færdighed. Sandheden bestod i dette tilfælde at kunne forudsige fremtiden for et menneske.

En sandhed skal tages alvorligt

Alle religioner og deres moral bygger på en bestemt opfattelse af, hvad der er “sandt”, og deres tilhængere fornærmes og såres på deres følelser, hvis nogen skulle finde på at sætte spørgsmålstegn ved denne – især hvis dette spørgsmål tager form af drilleri eller “at gøre sjov med”.

En sandhed skal tages “alvorligt”. Det ligger i magtens egen orden, at den forlanger at blivet taget seriøst. Derfor følger der også af det at påberåbe sig sandheden en invitation ind i angst. Du skal frygte for sandheden, eller for IKKE at tale sandt. At være en løgner opfattes som nederdrægtigt i de fleste samfund.

Fungerer sandheden som en fortælling?

Den “sandhed”, som der i ovenstående henvises til, udtrykker en beskrivelse, en forklaring, eller en historie, og hvis den skal være “sand” betyder det så, at den skal svare til “virkeligheden”?

Kan jeg køre i billedet af en bil?

Vil en beskrivelse kunne gøre andet end at pege på noget andet end sig selv?
Vil jeg kunne ride på beskrivelsen af en hest, eller køre i billedet af en bil? Kysse ved at skrive “kys”?

Hvis en beskrivelse henviser til noget andet, end det den selv “er”, hvori ligger så dens “sandhedsværdi”? At den er nyttig som henvisning? At den giver mening at følge?

“Toilet” står der på døren?

Som hvis der står “toilet” på døren, og jeg på den ene side godt ved, at det ikke er skiltet, jeg skal tisse op ad, og samtidig forventer at finde et sted, hvor det er ok og praktisk at tisse bag ved døren? .. OG vil blive skuffet, hvis der blot gemmer sig det, jeg opfatter som et kosteskab bagved.

Jeg ville tvivle, HVIS der kun stod koste og spande med rengøringsmidler og ikke var en toiletkumme og en håndvask, altså hvis det at åbne døren og SE ikke svarede til mine forventninger, dvs min forestilling om et toilet – på trods af skiltet.

Det “sande” som et system af sandheder?

At noget bliver “sandt” hænger altså sammen med den forestilling, som der i forvejen lever i det intellekt, der gør det sandt? Det sande skal være “sandsynligt” i forhold til de historier, som jeg kalder for “mine erfaringer”? Erfaringer der OGSÅ fungerer som historier og fortællinger – det som jeg “husker”?

Det “sande” bliver altså alene “sandt” i forhold til hvorvidt en beskrivelse stemmer overens med en anden beskrivelse? Det “sande” gøres til noget relativt? Til et “system” af sandheder, der alle griber ind i hinanden?

Sanses sandheden?

Alternativt kunne jeg med beskrivelsen: “At noget er sandt” pege på, at der er overensstemmelse imellem noget der erfares og sanses, igen og igen – og den beskrivelse, som inviterer ind i denne erfaring?

Det “sande” ville så knytte sig til, at en sansning kan gentages: “Hver gang jeg smager det, som kaldes for en “øl”, smager den sådan her…”. Det jeg drikker nu, smager som øl. Det må være en øl.”

Et af problemstillingerne med den beskrivelse af “sandhed” ligger i, at den, som sanser, vel også forandrer sig? Er det således sansningen, der er “sand”, eller “det som sanses”, der udtrykker sandheden? Hvis jeg ikke længere kan smage “øl-smag” – betyder det så, at det jeg får at drikke ikke alligevel kan være en “øl”? Og hvad betyder så det der ord “øl”… Sansningen derinde eller væsken “derude” i flasken?

Det er intet under at en meget stor del af filosofi og erkendelsesteori beskæftiger sig med disse spørgsmål – og har gjort det i tusinder af år.

Sandheden hinsides form?

Hvad nu hvis det “sande” slet ikke kan rummes i en beskrivelse, i det “at sanse”, eller i “en nytte” for nogen?

Hvis det “sande” udtrykker det, som er eller gør, bevæges og bevæger, og som ikke kan tilgås igennem en beskrivelse, der uvilkårligt vil betinge og give en “form”?

Sandheden fortælles af en løgner?

Så vil enhver beskrevet sandhed fremstå som en løgn: Sandheden fortælles således af en løgner, (som Heinz von Foerster engang sagde) og end ikke løgnen vil være “sand”, som løgn betragtet?

Dette paradoks vil et intellekt ikke kunne forstå?

Derfor skal det lige gentages endnu en gang: Tro ikke på et ord af det, som jeg skriver!

Kom og erfar sammen med os, og se om du kan undlade at gøre det til en erfaring, der skal være “sand” 😉