Sanselighed betyder sårbarhed

Alt, hvad jeg sanser med, er sårbart: Øjnene; de celler i næsen, som jeg lugter med, og det fine slimlag der opfanger duft; min tunge med sine smagsløg, det indre øre, og de sarte nerveender overalt på kroppen. De steder, hvor jeg er mest følsom, er min hud tynd.

Derfor vil smerte og nydelse også altid følges ad: Den sanselighed som jeg tiltrækkes af, og den smerte som jeg måske vil undgå?

Som musik

Det virker som om de to ikke bare følges ad, men også varierer som tonerne i musik?

En vedvarende stimulation af mine sanser kan føles som fyldt med nydelse, og fortsætter den uden ophør, kan den blive voldsomt ubehagelig. Hvis Nattens Dronning i Mozarts “Tryllefløjten” ville holde den vidunderlige høje tone FOR længe, forvandles den til lidelse i mine ører. Af det smukke opstår så det skingre. Kineserne har i tusinder af år praktiseret tortur med brug af en fjer, som stryges over det samme sted, indtil hvert strøg føles som 1000 knive, der martrer.

Undgå smerte?

Hvis mit liv synes fyldt med smerte, kunne jeg få den tanke at gøre mig mindre sårbar ved at gøre mig mindre følsom? Mere en sten og mindre et menneske? Hård og stærk. “En som kan klare mosten”, “der kan slå igennem uden at pive” og helst imens “tænderne bides sammen” for på en “dedikeret måde og med stålsat viljestyrke at nå sine mål”?

I et forsøg på at udholde smerten, kan jeg kan opbygge høj spænding i min krop eller træne mig til et tykt panser af muskler – hvis ikke jeg alternativt spiser mig til et tykt lag af fedt, – for at dæmpe denne sanselighed.

Resultatet ville blive, at jeg OGSÅ ville blive dårligere til at sanse alt det, som kan bringe nydelse?

Beskytte sig igennem “sine grænser”?

Et sådant forsøg på at gøre mig mere “hårdhudet” eller “godt polstret” er at sammenligne med den, som har været forelsket og efter bruddet beslutter sig for aldrig mere at lade en mand eller kvinde komme sig så nær?

Eller som når der skabes “grænser”: “MINE grænser” der er et værn imod, at “nogen kommer for tæt på”. Grænser der alle sammen får form som historier og fortællinger, der gøres sande: “Mine erfaringer“ kaldes de også.

En isoleret ø?

Måske virker de i forhold til at “beskytte”, og samtidig gør de forsvareren til noget, der ligner en ensom isoleret og uindtagelig ø. Det fungerer som at møde livet igennem forbehold eller betingelser? Der skal et “passer-kort” til for at komme igennem forsvarsværket. En meget god forklaring med tilhørende vurdering og godkendelse!

Hvor der er kontakt til kærlighed ER der vel intet pas, der skal vises?

 Spænding i kroppen

Hvad ville denne hårde hud, de store muskler, den spændstige krop med de stramme baller, godt optrukne grænser eller gode spæklag så gøre ved mig?  Den vil reducere min bevægelighed.

Jo højere spænding i kroppen – jo mindre bevægelighed. (Krampe fører f.eks. til stivhed).

Sanselighed fungerer igennem bevægelse

Sanselighed fungerer igennem bevægelse. Det er derfor at alle disse sansende sider af mig er så skrøbelige: De skal kunne bevæges let og ubesværet. Alle mine mange hundrede millioner eller milliarder af nerveender, skal bevæges for at fungere, Og jo mere varieret de bevæges, jo mere bevægelse inviterer de til.

Hvor bevægelse ophører, er der død.

Det NEJ, som udtrykker et JA

Hvad de færreste måske tænker over er, at evnen til at bevæge sig OGSÅ er udgangspunktet i det at kunne sige NEJ. Det NEJ der kommer impulsivt fra kroppen, og som får os til at flytte os øjeblikkeligt, UDEN først lige “at skulle mærke efter om nogen overtrådte mine intellektuelle grænser”?

Hvis der er en tung rustning at flytte rundt på, ER det ikke så let at sige umiddelbart “nej”. Der skal først lige forhandles med væbnerne, om de har tid til at løfte en op på hesten?

Dette NEJ er livets JA til sig selv. Det kan du spørge den næste flue om, når du ser den flyve, hvis du skulle få den ide at ville fange den med et glas.

Intellekt har fluen ikke brug for til dette JA!

Den er sprællevende i al sin sårbarhed, sanselighed og bevægelighed.