Hvad har “selv”, elskov og en tantra med hinanden at gøre? Hvis de altså kan have det?

Tantra og Sex?

Ind imellem møder jeg udsagnet: “Tantra har ikke noget med sex at gøre!”. Den opfattelse optræder måske især, hvor der skal skabes en “behandlings-kontekst” og dermed et behov for understrege en professionel distance imellem klient og behandler/terapeut?

Samtidig forebygges det også på den måde, at klienten, såfremt vedkommende erfarer lyst under “behandlingen”, kunne få den ide, at den skulle være en invitation til nogen form for gensidighed i seksuel forstand?

En Tantra handler hverken om mad, behandling eller om elskov

På sin vis er det rigtigt, at en klassisk Tantra ikke omtaler sex. Den handler heller ikke om mad, spadsere-ture, søvn, håndværk, behandlinger, psykologiske samtaler, elskov eller noget af alt det dagligdags og praktiske, der kan optage os i livet.

Dvs. det gør den så alligevel indirekte. Den inviterer til at iagttage, hvordan vi overhovedet er levende, og hvad naturen af dette, “som lever”, mon er? Om det er muligt at erkende det, som det er? Hvordan skabes tanker? Hvordan opstår vores opfattelse af det, vi kalder for “os selv”? Hvad er lidelse? etc.

Det lyder for mange temmelig “filosofisk”. Det er det også. Buddhismen – der har rod i klassiske tantras – betegner sig selv som en filosofi. Omend der mange steder i verden er opstået en praksis, der kan minde meget om religion under det navn.

Hvis jeg skriver: “Tantra har intet med behandling at gøre”, så vil det altså være lige så sandt eller forkert som sætningen “Tantra har intet med elskov eller sex at gøre”. En Tantra inviterer til at iagttage alt i livet.

Mange forskellige Tantras

Det, der kan samles under overskriften “Tantra” har igennem mange tusinde år bevæget sig i mange retninger. Dels er de mennesker som praktiserede “tantra” blevet forfulgt af religiøse og politiske magthavere og måtte derfor flygte. Dels har der overalt – især i Asien – været forskellige formidlere af forskellige Tantras, som har bidraget med tekster og praksis. Det er endda muligt at knytte forbindelse imellem Pythagoræerne i det antikke Grækenland og Asiatiske Tantras.

SELV

Et helt centralt spørgsmål, som går igen i disse Tantras, er det om “Selv”. Vi kender nok alle til følelsen af “at lide”. Noget går ikke, som vi ønsker det? Vi vil gerne at tingene og livet skulle være anderledes, end de/det er?

Tilsyneladende oplever jeg verden som noget “omkring mig”? Jeg er “sat” i verden, som en “beholder” med et navn på, der samler “oplevelser” op. Omkring mig sker en masse “ting”, og når jeg er “midt i dem”, kan jeg blive “ramt” af følelser og tanker, der enten føles rare eller er lidelsesfyldte?

Disse ubehagelige følelser, som “rammer mig”, vil jeg gerne “af med igen” . Smide dem “ud af beholderen”, sådan at jeg oplever “fred og ro” derinde bag mine trygge sider (grænser). Jeg vil kunne “mærke mig selv”, som det gerne beskrives.

Ovenstående fortælling, vil du som læser sikkert kunne genkende i mange variationer?

Findes der et selv?

En Tantra gør op med den! Det er et fællestegn blandt disse Tantras, at de inviterer til at få øje på, at dette “selv” udtrykker en illusion. Det findes ikke!

En af de mere elegante måder at vise det på, kommer fra Nagarjuna.

Han spørger bl.a i denne stil:
“Findes et adfærds- eller tanke-mønster uafhængigt af den, som handler eller tænker?“
“Hvis den tænkende ikke er der – vil der så være et tankemønster? – Vel næppe!?”
“Kan et tanke-mønster eksistere uden en, som tænker? (Ditto med et handle-mønster)”

“Altså vil hverken tankemønstret eller “den tænkende” have nogen selv-eksistens!?“

Det, som disse tantras er fælles om at invitere til, er ikke at “iagttage noget”, men blot at iagttage – og måske erkende at iagttagelse og iagttager er det “samme”?
…Og altså ikke selv-eksistente?

Den invitation kaldes for “Gom” eller “Meditation”.

En Tantra favner det hele

På den måde favner en Tantra alle aspekter af det at leve… Måske i særdeleshed det, jeg kalder for “at elske”.

At elske lader jeg pege på netop det at se.
At se, at der ses. hinsides forbehold, adskillelse og betingelse.

Vi kommunikerer med ord – om os selv

Nu er det sådan, at vi bl.a. kommunikerer med hinanden igennem ord. Ord vi kun kan lære at tale, høre og forstå ved at sanse.

Nagarjuna peger på at:

“Jesper” eller “mig selv” opstår således ved, at der tænkes på noget andet end “Jesper”. “Jeg selv” stilles overfor “noget andet end mig selv”.
Der er “ingen” som gør det, det sker “bare” … og ubevidst i det øjeblik iagttagelse gøres til “at iagttage noget”.

Vi lærer det næsten fra fødslen af.
Meget hurtigt “hjalp” min mor og alle andre omgivelser med til at “Jesper”, blev den lyd – det navn – som adskilte mig, fra alt andet.
Det var bare begyndelsen. Derefter fulgte “Jesper er sød”, “dygtig”, “vred”, “ked af det” etc… Jeg blev skabt som identiteten Jesper, både i forhold til en fortælling om at noget “sker inde i mig” og en historie om “det, som sker udenfor mig”. Det fungerede som en intellektuel afgrænsning fra “alt det andet”.

Vi ser eller opdager ikke, at “Jeg” udelukkende eksisterer “overfor noget andet”. Med mindre vi fordyber os i forskellige Tantras, eller f.eks. l den systemiske tankegang og praksis.

Hvordan kan alt dette omsættes i praksis, ville nogen måske spørge?

Selv, elskov og Tantra?

Der kommer jeg så til overskriften på artiklen her:

Når vi elsker med hinanden, er vi der med alle sanser. (Det er vi vel mere eller mindre bevidst i alle sammenhænge?) .

Mine læber og mund, ja ansigtet i det hele taget er sårbart: Måske er det, det mest sansende i kroppen?

Jeg kan møde en kvindes skød i ambitionen om at “gøre noget ved det” eller “at få noget ud af det for mig”. I begge eksempler vil det adskille mig fra hende.

Er illusionen om “mig selv” erkendt, opretholdes der ikke længere adskillelse imellem “mig” og “hende”, “min mund, tunge og læber” og “hendes fugtige bløde lår og køn”.

Det, som er, er, at der sanses. At der bevæges.
“Jeg” og “Hun” opløses hinsides grænse og grænser…

Jeg optages i hende.
Hun i mig.
Al skelnen ophører.
Hvor der før kunne være en ide om “to” er der nu blot bevægelse.
Der bevæges.
Det er bevægende.

Ring gerne og hør mere om Arbejdsgruppen for Systemisk Cupisofi og elskovskunst