I de klassiske Tantras beskrives selvet at være uden egen eksistens. Det står i stor kontrast til megen moderne Tantra, som gerne slår sig op som en “selv-udviklingsvej”. Hvis Selvet ikke findes, hvordan så udvikle det?

Eksisterer selvet uafhængigt af sine omgivelser?

De fleste mennesker vil have den opfattelse, at de eksisterer som noget uafhængigt af de omgivelser, de befinder sig i?

Lidt som, hvis jeg laver en fotoserie, hvor jeg fotograferer en keramik-kop i forskellige omgivelser.

“Ah der er koppen igen!” ville en betragter udbryde, hver gang hun igen fra fundet den på et nyt foto.

Koppen har “sin egen eksistens” ville hun med al sandsynlighed hævde.
Ligesom “hun selv” vel også må have det?

Det helt centrale i den klassiske Tantras, er at pege på at dette IKKE kan være tilfældet.
Om det så er ZhuangZi, Laotzu, Nagarjuna eller f.eks Dōgen Zenji (1200 – 1253) så peger de alle på:

At Intet med en uafhængig, stabil essens kan eksistere.

og..

At intet er permanent..

Det som er – også Selvet – er bevægelse?

Jeg kan også oversætte dette til at:

Det, som er, er bevægelse. Hvad, der bevæges, er også bevægelse..
Bevægelse, er det som er…

Den formulering rummer imidlertid – (som gælder når jeg vil beskrive noget) – “form” i brugen af ordet: “Bevægelse”..

Kan noget erkendes som “bevægelse”, hvis det, der skal erkende det som sådan, er “det samme”?

Vil bevægelse ikke udelukkende optræde som bevægelse, i relation til noget der relativt ikke er bevægelse?
Findes det “der bevæges” …uafhængigt af “bevægelsen”?
Hvis bevægelsen ikke er der, ophører så ikke også – “Det, der bevæges” – med at eksistere som “det der bevæges”?

Alt er tomt!

Sådan må det være?
I hvert fald i vores bestræbelse på at beskrive det med ord?

Derfor bruges ofte udtrykket: “At er tomt”. i mange af de klassiske tantras.
Jeg kunne også skrive: “Alt” er “ingenting”… ingen “ting” eller hinsides “form”.

Det er udenfor begrebslig forståelse, og dog kan vi invitere til måske at erkende det?

For nogen virker alt dette meget “filosofisk” .. eller som en kommenterede en dag: “Du skriver som sædvanlig kryptisk Jesper” – måske i betydningen “Det er svært at forstå”.?

“Ja – det ligger i sagens natur!” .. Kan jeg så svare.

Selvet opstår i mødet med noget andet?

Hvad kan denne erkendelse så føre til?

Jeg vil invitere dig til at se på vores ide om at være “et selv”.

Hvis jeg skal følge Nagarjuna og co ..Så eksisterer “Selvet” ikke i sig selv.
Det opstår kun så længe, det møder noget, der gøres til “noget andet end selv”.
Dets tilsyneladende eksistens skabes “imellem” det, der ses “som selv” og det, der “ikke gøres til selv.”.

Iagttag lige det et øjeblik…!

Jesper og “noget andet end Jesper”

“Jesper” findes altså kun i mødet med noget, der gøres til noget “andet end Jesper”. Altså ved at adskille!… Og adskilles der ikke, ophører Jesper med at eksistere”!

Samtidig vil denne Jesper også betinges af dette “andet”. Det er med andre ord ikke “den samme Jesper” som opstår i mødet med “Pia”, som i mødet med “Poul”.. Eller i møder med et bjerg, en hund, hest, en kop, havet etc…

“Jesper” findes ikke som sådan.

Metaforisk kan jeg illustrere det ved: At en samtale vel kun findes, så længe der samtales. …Og aldrig vil kunne gentages, som den var!

Hvis det fungerer sådan? Hvad fører det så til?

Selvet i mødet med en terapeut

Forestil dig, at du f.eks. møder en “terapeut?”
Allerede fra begyndelsen af det møde, vil du opstå som “jeg” i forhold til det, du vil se som “min terapeut”.

Hun gør det samme: Skaber sig som “terapeut”, og f.eks. ikke som “Mor”, som når hun er sammen med sine børn.

Lad os bare kalde hende for “Lise”!
Lise er aldrig den samme.
Lise er, som hun opstår i en given kontekst.

Hvad gør en terapeut for dig, for “at blive til en terapeut” for dig (“din terapeut”)?
Hun stiller spørgsmål?
Hun vil gerne hjælpe (derfor er du der, og derfor er hun der)?
Hun vil gerne høre om dine problemer eller om det, som trykker?
Hun inviterer – ved at optræde som “terapeut” – dig til at blive “klient”.

Hvad gør en klient, sådan at Lise kan føle sig som “terapeut”?

Han bliver på egen banehalvdel.
Han vil gerne have hjælp.
Han har et problem eller noget som trykker.
Han er her for at tale om noget, der vedrører ham selv.

Selvet i en passende professionel afstand

Nu peger Nagarjuna så på, at Selvet overhovedet ikke findes!
Eller jo det opfindes/skabes/opstår i interaktionen med Terapeuten – Dvs. Lise – som ikke vil ses som “mor” eller “partner” i det møde, men kun som terapeut med en passende professionel afstand.

Begge har med andre ord travlt med at opretholde et selv, som de selv er tilpasse ved i netop dette unikke og forgængelige møde…. Uden i øvrigt at være opmærksomme på, at det er det, som sker.

“Fortæl mig om dit Traume”.. siger Lise, og skaber i samme sekund to nye “selv”..
“Selvet som er traumatiseret” – og “Selvet som gerne hjælper med traumer og har forstand på det”..

Nagarjuna og Co. vil sige, at det hele er illusorisk (tomt) i skabelsen af to lidende “selv”. Lidende som en følge af, at de adskiller sig både fra hinanden og fra naturen af det, som er.

Jo mere vigtigt Selvet gøres, jo tydeligere en illusion om at være “lukket ude”.
Hos terapeuten er det “Selv” sindssygt vigtigt for dem begge; og jo mere adskilles der.

Selvet gøres til noget alvorligt.
Vi kommer til terapeuten for at tage os selv meget alvorligt. Gøre noget for vores “selv” uden at se, at det ikke findes…

Hvad sker der, hvis dette ses?

Forestil dig så, at du ser alt dette!

At Selvet kontinuerligt opfindes forskelligt i mødet med alt andet. Selvet bliver med andre ord blot til et forgængeligt udtryk i disse møder.
Det findes altså ikke som sådan – har intet egen-eksistens uden at der fortælles.

Hvis Selvet ikke findes, så kan “Selv” heller ikke være traumatiseret eller “have et problem!”.
En kop, som ikke findes, kan heller ikke være en “skåret kop”!

“Men!” – ville nogen tænke “Jeg ER altså traumatiseret!” … Og dermed skabe DET selv.

Og ja… så er det sådan. Det går der hverken noget fra eller til af.

Samfund bygger på Selvets egen eksistens – eller på Gruppens

Samfundet bygger på at gøre os til forskellige “selv” .
Vi kan gøre det “sandt” .. eller se, at det er et “spil” som spilles.

At få øje på det, jeg skriver her, sker på et øjeblik! Enten ses det eller det ses ikke.

Dōgen Zenji (1200 – 1253) skriver så smukt i engelsk oversættelse:

To study the Way is to study the Self. To study the Self is to forget the self. To forget the self is to be enlightened by all things of the universe. To be enlightened by all things of the universe is to cast off the body and mind of the self as well as those of others. Even the traces of enlightenment are wiped out, and life with traceless enlightenment goes on forever and ever.

Dōgen Zenji

Måske er Praksis- fællesskabet om Tantra, Cupisofi og elskovskunst noget for dig?