Selvkontrol er en illusion som ganske lidelsesfuldt kontinuerligt forstærker sig selv. At sørge kan blive at erfare det

Når vi i et kvante-mekanisk perspektiv betragter, hvad du og jeg og alt, hvad der findes, “består” af, så bliver det klart. At det, der for os ser ud som noget, der er afgrænset som en veldefineret form, i virkeligheden kun har eksistens som noget “dynamisk”…

En enkelt elektron hænger så at sige dynamisk sammen med alle elektroner i hele universet. Ja det giver ikke rigtigt mening at tale om “en elektron”, idet den grundliggende er ubestemmelig.

Vi kan iagttage nogle egenskaber ved den, og mister samtidig andre af syne, som er lige så vigtige for at kunne forudsige eller bestemme dens natur.

Denne ubestemthed regnes som en egenskab ved naturen, og handler ikke om, at vi bare ikke er vidende nok eller endnu ikke er i stand til at måle godt nok.

Natur består ikke af “ting”

Almindeligvis opfatter vi det, vi ser omkring os som veldefinerede “ting”, der opfører sig nogenlunde, som vi forventer det. Og når vi kommer på mikroskopisk niveau begynder det at se noget anderledes ud.

Det er meget interessant for mig, at genfinde tilsvarende synspunkter hos Nagarjuna. Han regnes som måske den vigtigste tænker i Madhyamaka Buddhismen. Han peger på at “intet har svabhāva” – eller “egen-eksistens” .. Dvs. at intet kan eksistere indenfor lukkede grænser.

Det som er, må være gensidigt-afhængigt…

Nagarjuna har i den grad også været inspirationskilde til mange Zen-mestre op igennem tiden.

Han citeres for at sige:

“De som underviste i identiteten af selvet og eksistens,
anses ikke for at være dygtige til at forstå Buddhas lærdom.”
(Vaidya, Madhyamakaśāstra of Nāgārjuna, p. 152)

Alt bevæges relationelt og grænseløst

I nyere vestlig filosofi repræsenterer bla. Heidegger en forståelse af, at det er meningsløst at betragte subjekter og objekter som noget, der er afgrænset fra hinanden.

To mennesker kan gribe hver sin kop, som tilsyneladende, hvis vi måler dem op, er “ens”. Og koppens eksistens som kop, afhænger af hvordan den iagttages og anvendes af de to mennesker hver især. Den ene kan erindre sin barndom, hvor netop “sådan en kop stod på morgenbordet foran Mormor”. Den anden vejer den i hånden og overvejer, “om den er tung nok til at slå naboen ihjel med”.

Det, både Nagarjuna og Heidegger peger på, er, at alt skabes relationelt og grænseløst.

Hvad kan jeg bruge det til?

Kan det ikke være lige meget for mig?
Hvad skal jeg bruge det til?
Hvordan kan det overhovedet vedrøre mig?

… Sådanne spørgsmål – som måske end ikke er reelle spørgsmål, idet de alle indeholder en forudindtaget præmis: Nemlig at ovenstående tanker kun har værdi, hvis de tjener til at gøre “et selv” tilfreds! – er vel nok ret almindelige?

Kontrol er selvkontrol

De klassiske Tantras peger på, at vi lider som en følge af, at vi ikke kan- eller vil- se, hvilken illusion det er at gøre os til selv-højtidelige og selv-tilfredshedssøgende subjekter, der er optaget af at passe på vores ikke eksisterende grænser.

Hvis noget er “lukket” og bestemt igennem en fastlagt orden, så vil det synes muligt at opnå kontrol over denne afgrænsede verden? “Jeg skal nok selv bestemme, hvad jeg selv gør!”

Er det derimod åbent og grænseløst, så forsvinder enhver mulighed for at være i kontrol.

Kontrol kræver med andre ord et meget stærkt selv. Og det selv samme selv vil også være det som lider, når den forstyrrende natur banker på i al sin uordentlighed.

Lad mig komme med et eksempel som både favner Nagarjuna og Heidegger´s tanker.

Sorg og selvkontrol

Jeg vil tro at alle mennesker erfarer det, vi kalder for “sorg”. Jeg har skrevet om det før. Ordet “sorg” kommer af det tyske: “Sorgen” som betyder: “At sørge for”.
Det giver ret god mening for mig. Mange mennesker og dyr dør hver eneste dag, uden at jeg søger over det.

Noget andet er det, hvis et levende væsen jeg har omsluttet i omsorg, og på den måde har gjort vigtig for min integritet, dør! Da erfarer jeg smerte…

At sørge ser jeg ikke som noget “mentalt”, der ligger indenfor min selvkontrol. Det, som sker, viser smerteligt, at jeg ingen egen-eksistens har.

Et kontrolleret menneske vil søge at finde en forklaringsmodel til “sin smerte”. F.eks. “lede efter dens årsag”:
“Der må være en grund til at, jeg oplever smerte? ..
Spørger han måske? og fortsætter:
“Finder jeg smertens årsag, kan jeg også opnå kontrol over den og fjerne den!”

Nagarjuna peger på det illusoriske i at afgrænse det smertelige. Det har heller ikke nogen egen-eksistens. At sørge udtrykker medfølende bevægelse. Jeg erindres i samme åndedrag om det illusoriske i at ville være i selvkontrol.

Allergi overfor forventninger

Jeg møder mennesker, som søger ensomhed og afstand fra at relatere nært i angst for både illusionen om kontrol og tabet af den.

De frygter forventninger – både deres egne og andres. De drives af angsten for ikke at være elskede, hvis ikke de lever op til dem. På den måde udvikles “allergi overfor forventninger” nærmest som en auto-immun-lidelse.

At forvente noget af både sig selv og hinanden er integreret i vores omgang med hinanden. Alene vores kommunikation og nødvendige forudseenhed beror på forventninger og forventnings-afvigelser.

Hvis det at der forventes noget, opfattes som en betingelse for at være elsket og anerkendt, så skabes der “form”: Sådan skal jeg være for at være god nok nu!

Flugt fra selvkontrol

Da forventninger opstår spontant og er flygtige som al anden bevægelse, bliver det en frygteligt anstrengende måde at leve på. Så anstrengende at ensomhed, tilbagetrukkethed og afstand bliver mere attraktivt end forgæves forsøg at opretholde den illusoriske selvkontrol.

Flugten fra alt dette kan blive til en illusion om: At finde “friheden”.
At lede efter “friheden” som “noget”, der har egen-eksistens, kan paradoksalt nok ikke være “frit”. Hvad der beskrives som “frit” vil være hinsides al afgrænsning, form, kontrol og tro på “sig selv”.

Kan selvkontrol opløses?

Hvordan forandres lidelsen, når illusionen om grænser opløses?
Hvad er så overhovedet dette “selv” som permanent forandres betinget af en ubestemmelig kaotisk verden?

Det er “hverken selv eller ikke-selv”… Det er ikke-permanent og uden egen-eksistens. Det eksisterer, som det relaterer dynamisk med det, der sker i situationen. Det med- og sam-skabes kontinuerligt igennem interaktion, der i sin natur vil være ubestemmelig.

Og se det er jo ret interessant!

I det fuldt forudsigelige og kontrollerede erfarer vi meget sjældent spontan kontakt til lyst og latter?

Hvor vi oplever os som aktivt med-skabende, legende og undersøgende igennem passende invitationer, der matcher vores bevægelseskompetence på en sådan måde, at vi kan bevæge os i integritet! ……. Der overraskes vi gerne…

Jeg/vi erfarer, hvordan denne opmærksomme og legende undersøgelse stille og roligt åbner for at se igennem illusionen om grænser.
Samtidig styrkes evnen til at bevæge sig spontant i integritet i bevidst kontakt til det, som sker lige her og nu.

Et praksis-fællesskab om Tantra, berøring, bevægelse, og tantramassage