Når jeg inviterer mennesker til at undersøge hvordan “Selvorganisering “ fungerer, så oplever jeg, hvordan mange finder det svært at begribe. Vi er vant til at “vi selv organiserer noget”. Altså sætter noget i system.

Siden jeg for mange år siden begyndte at interessere mig for systemisk tankegang og -teori, har jeg brugt en metafor til at forklare, hvordan systemer kan organisere sig selv.

Det er vanskeligere at få øje på, at det overhovedet ikke er “os selv”, som gør det. Det sker af sig selv. Det er blot så komplekst, at det er noget lettere at skabe en illusion om, at det er “mig selv” som gør det. 😉 En mere præcis betegnelse for det vil være: “Spontan organisering”.

Selvorganisering i systemer

Forestil dig, at vi befinder os i et mørkt rum, hvor der spændt et meget elastisk lagen vandret mellem væggene og i en højde midt imellem gulv og loft. Når vi smider en bold ud på dette lagen, vil dens vægt skabe en fordybning – en synlig manifestation af dens indflydelse på systemet. Jo tungere bolden er, desto dybere bliver fordybningen.

Vi begynder nu at smide flere bolde ud på lagenet, hver med sin egen vægt og størrelse. Bolde, der lander langt fra den første, skaber deres egne fordybninger baseret på deres vægt. Men når en mindre bold lander tæt på en større, vil den gradvist i en roterende bevægelse nærme sig den dybere fordybning skabt af den tungere bold.

Med denne metafor vil jeg illustrere ikke bare, hvordan elementer inden for et system påvirker hinanden, men også hvordan stærkere eller mere indflydelsesrige elementer (de tungere bolde) har en tendens til at trække andre elementer mod sig, skabende en form for orden eller struktur i systemet.

På den måde vil jeg vise, hvordan selvorganisering kan opstå naturligt fra de enkelte komponenters interaktioner, uden ekstern styring.

Hvis jeg skal fremhæve nogle væsentlige egenskaber, som kendetegner selvorganiserende systemer, bliver det:

Interaktioner skaber struktur: Ligesom boldene skaber fordybninger i lagenet, er det interaktionerne mellem systemets komponenter, der skaber strukturen og ordenen i systemet.

Påvirkninger er relative: Større eller tungere bolde (elementer med større indflydelse) har en mere markant effekt på systemets struktur. Det kan ses i mange naturlige og sociale systemer, hvor “tunge aktører” ofte definerer dynamikken og retningen for systemet.

Nærhed betyder noget: Afstanden mellem bolde (elementer) afgør, hvordan de påvirker hinanden. Tætte bånd ofte fører til stærkere indbyrdes påvirkninger.

Analogi til universets selvorganisering?

Hvad, der for mig er meget interessant, er, at metaforen på mange måder minder om det, som Einstein foreslog omkring “Rumtid”.

Ifølge hans teori skal gravitation ikke forstås som en “kraft” i traditionel forstand. Den er snarere en manifestation af rumtidens krumning forårsaget af masse. Einstein foreslog, at masser deformerer den omkringliggende rumtid, og denne deformation er det, vi oplever som gravitation.

Tyngdekraft vil på den måde være en grundlæggende egenskab ved universets struktur.

I vores eget solsystem fungerer solen som “et stort tungt objekt”, hvorom de forskellige planeter med deres måner roterer. Galaksers spiralformede udseende opstår omkring meget tunge “sorte huller”. Hele solsystemer roterer omkring dem og på et eller andet tidspunkt, vil de løbe sammen og forsvinde.

Et kig på, hvordan Jordens egen rotation opstår, fører til at se det samme princip. Jordens kerne er meget tung. De geofysiske processer, der finder sted, er et udtrykt de samme fundamentale kræfter og interaktioner.
Jorden fungerer som et selvorganiserende system. Dens masse og rotation om sin egen akse, kombineret med dens bevægelse omkring Solen, skaber et komplekst system af klima, geologi og biologiske processer

Selvorganisering af Sociale systemer?

Kan du se ligheden til måden, hvorpå vores liv også organiserer sig om os selv, og hvordan vi indgår i sociale systemer. Noget vi opfatter som større end os selv?

“Det hele skal vel ikke dreje sig om dig?” Siger en mor måske til sin teenagedatter`
Jo det gør det.. Det “hele” drejer sig om et tungt selv, der udvikles frem til den alder.

Indtil da drejede det sig både om kernen selv, OG omkring mor, far, og søskende. Eller andre familiære nære mennesker (f.eks. en bedstemor) som “tunge” elementer i barnets univers.

Efterhånden som dette univers fyldes med andre unge, så kommer det sociale fællesskab til at “veje mere”. Med det… ændres “banen”, så det system får stærk indflydelse på rotationen og organiseringen.

På den måde opstår også sociale systemer “omkring” noget, som vejer tungt. En kæreste kan også lede til, at noget kommer til at “dreje sig om hinanden”. Altså som en jord og måne, der sammen spinder omkring en central sol.

Jeg kan føre dette selv-organiserende princip helt ned til det at samtale med hinanden. Samtaler forløber lettest når de drejer sig om noget “fælles tredje”.

Politiske bevægelser opstår omkring “tunge emner” som tiltrækker sig opmærksomhed. Ideologier og religioner, leverer meget stabile “tunge svar” og meninger. Den tyngde der opstår, vil fungere som et vigtigt omdrejningspunkt for mange mennesker.

De præges af stabilitet ved igennem dogmatiske svar på ellers bevægelige spørgsmål at gøre det let at antage en fælles mening, moral og etik, uden at komme til “at stå alene med det”.

Noget som er vigtigt for os

Kan du se, at det at gøre noget vigtigt for os, virker centralt i forhold til, hvordan selvorganisering opstår? I måden vi relaterer med hinanden på. Ja i det hele taget for vores evne til at leve.

Det er simpelthen afgørende for vores “bane”. Det betyder imidlertid ikke, at vi på nogen måde kan kontrollere det, som sker. Vi kan måske bevæge os forskelligt med det?

Jeg har af flere gange peget på det, vi kalder for “Aktiv inferens”: Et andet selvorganiserende princip, som også får stor relevans for, hvordan vi både lærer og og bevæger os i integritet.

Aktiv inferens” refererer til ideen om, at levende organismer stræber efter at minimere forskellen mellem deres forventninger og deres oplevede virkelighed.

Kort sagt: At reducere mængden af “store overraskelser”.

Det sker ved, at de aktivt former deres omverden for at få den til at passe bedre til deres modeller af, hvordan verden burde være. Omverdenen “formes” ved, at de bevæger sig anderledes i den, end de ellers ville have gjort uden at forvente noget af den!

Hvis det, som konkret erfares, fremtræder anderledes end det, som forventes, så korrigerer organismen sine modeller til brug for “næste gang”.

Lad mig komme med en metafor:

Som en app der hjælper med selvorganisering

Forestil dig, en smartphone-app, der konstant gætter på, hvad du vil gøre næste gang! Den baserer det på, hvad du plejer at gøre. Og hjælper dig til at gøre det.

Hvis appens forslag passer, er alt godt; Tager den fejl, justerer den sin strategi for bedre at matche dine handlinger næste gang. Det betyder også at hjælpe dig til at justere det, der sker i din krop.

Sådan fungerer “Aktiv inferens” metaforisk beskrevet. Den tænkende krop spiller et konstant gætte-spil med verden omkring sig og forsøger at forudsige, hvad der vil ske ved allerede at indstille sig på dem, før de sker.

Det indebærer også at indstille sig på at sanse noget bestemt INDEN – altså i forventningen om at det sker. Det kan være at øge pulsen, at stoppe med at bevæge sig, eller modsat pludseligt at flytte sig. At munden “løber i vand”. At blive seksuelt ophidset.. etc.

Alt dette kalder vi gerne for “vores erfaringer”. De kan komme til at spille en meget “tung rolle” i måden, vi selvorganiserer os på. Meget af det, vi gør “drejer sig om” det, vi mener, at vi tidligere har erfaret.

Nytten?

Jeg finder det voldsomt interessant at undersøge “naturen af det, vi gør”, når vi mødes i praksis-fællesskabet på Mahamudrainstitut. Når de klassiske Tantra´s inviterer til at se illusionen af det at have et “Selv”, så kan det umiddelbart være svært at få øje på: “Hvordan det kan hænge sammen?”

Det der personlige “Selv” opleves jo om noget meget påtrængende og virkeligt.

Når Nagarjuna i sine tekster peger på, at det ikke kan have nogen egen-eksistens, så benytter han også intellektet til at skabe invitationer for os til at se det. Det er ikke nok!

Det skal praksis til. En nænsom, undersøgende, opmærksom og iagttagende praksis. Den kan vi bringe ind i alt, hvad vi gør og måden, vi gør det på. Den kaldes for “Metta”: Venlig kærlighed.

At gøre “Metta” til noget tungtvejende, virker selvorganiserende.

Elsk!