Temaet på weekendens træf i praksis-fællesskabet omkring cupisofi og elskovskunst blev “kontakt” og separation. En tantra vil pege på at: “Kontakt ikke er noget, vi kan søge. Det er det, vi er. Vi finder blot så mange måder at skabe illusioner og separation på?”

At se det, synes ikke umiddelbart let.

Lever en organisme i separation?

Normalt vil vi igennem måden, vi beskriver ting på, antage at en levende organisme eksisterer i sig selv. Vi peger på “en hund” eller “en hest” .. Og ser den som “noget, der er adskilt fra “sine omgivelser”.

På samme måde kan jeg se på ”min hånd”, og bare ved at benævne den som sådan, isolere den fra resten af kroppen. Ja ikke bare det: Jeg kan også tale om, at det er “min hånd”, ligesom at du så har “din hånd.”

Det synes da også at være ret praktisk. Sikke noget rod, hvis jeg ville pudse min næse ved at bruge din hånd til det?

Kroppen adskiller vi således igennem sine “dele”: Ører, næse, tunge, bryst, arme, ben, fødder, yoni, lingam etc. … Og hinanden som: Du og jeg, de og dem, vi og os ..osv.
Vi gør det ved at adskille os fra “vores omgivelser” på mange niveauer.

Separation af en kop fra et glas – og fra mig.

Tager jeg fat i en kop, så er det lysende klart for mig, at koppen er forskellig fra mig. Griber jeg din hånd, ja så opfatter jeg det på samme måde. I begge tilfælde er den eneste måde, jeg overhovedet kan opfatte ,at jeg har fat i noget, at jeg kan sanse det. At gribe om en kop sanser jeg anderledes end, hvis vi holder i hånd.

Det jeg sanser, er “noget i mig”. Dette “noget” opstår ganske enkelt ved, at det sanses anderledes i mødet med en kop end i mødet med dig. Denne skelnen eller forskel er mig…

Jeg kan også skrive, at denne måde at adskille på (adskille = at skelne imellem) bliver til det, som skaber “mig” i mødet med dig, koppen, hesten, hunden, jorden etc.

Var der intet at sanse, ville der ikke opstå nogen mulighed for “at holde sammen på mig selv.”.. Uden “det andet” ingen mig.

Har “en fod” egen eksistens

Har du nogensinde set en levende fod, som ikke var forbundet med en ben og videre til en krop? Næppe!
En levende fod har med andre ord ingen egen eksistens. Når vi adskiller den fra “resten af kroppen i vores beskrivelse, så udtrykker denne separation illusion.
Krop, fødder, hænder, næse… bevæges sammen…i kontakt. Kontakt betyder “at der ikke er noget imellem”.

Har du så nogensinde erfaret et levende menneske uden luft, mad, vand .. etc? Spørgsmålet er indlysende. Mad, vand, varme, plads (rum), luft .. Som, vi sprogligt set også adskiller fra “os selv”, er lige så livsnødvendige for os, som vores mund, lunger, tarm etc.

Og når jeg skriver om tarmen, så “bebos” den af et vanvittigt antal mikroorganismer, der har et andet DNA end det, vi kalder for “vores egne celler”. Uden “disse små myr i os” overlever vi ikke. De tilpasser sig i forhold til den mad, vi spiser, som igen hentes i vores “omgivelser”.

Separation fra omgivelserne?

At adskille os fra de omgivelser vi lever i, og alt hvad der er, vil altså være illusorisk? Vi fungerer sammen “systemisk” – dvs. som bevægelse..og relationelt.

Hvis vi kunne se hinanden i et atomart perspektiv, ville alt, hvad der er, være “det samme” og blot bevæge sig forskelligt. Den moderne kvantefysik peger på, at bevægelse i en elektron i universet simultant bevæger alle elektroner i universet. Og også her får vi problemer med sproget, idet det også vil være skabe illusion at pege på “en elektron” som noget, vi kan bestemme som en “form” – uden samtidig at tabe indsigten i dens natur.

At se ovenstående er ikke nyt. Det er på mange måder kernen i flere klassiske Tantras.

Nagarjuna peger i “Mula-madhyamaka-karikas” på: At intet kan eksistere som “noget” i sig selv.

Dogen Zenjii der lever og praktiserer 1000 år senere fører Nagarjunas tanker og indsigt videre til invitationer af stor skønhed.

Kontakt som det, der er. Separation som illusion

Lad mig lige samle op: Det hele fører til, at “kontakt” ganske enkelt er det, som ER. Vi har bare meget travlt med at skabe overbevisende illusioner om, at vi er adskilte fra hinanden og vores omgivelser!

Det bliver lidelsesfuldt!

Det gør det, i kraft af at illusionen ikke ændrer på naturen af det, som er, men blot gør, at vi handler “som om det er anderledes”. Vi går metaforisk rundt i mørke eller i vores drømmeverden i overbevisningen om at kunne se? Og forstår så ikke, hvad der sker, når vi ramler ind i alt muligt, der ikke er, som vi forventer det.

Frem for alt er det nærmest umuligt at få øje på at enhver “forståelse” – dvs. beskrivelse – ikke kan være sand, forstået som: At ordene og billederne, hvis funktion det jo er at pege på noget andet end sig selv – naturligvis ikke selv kan være det, de peger på?!

At forveksle beskrivelse eller symboler med det som er, svarer til at tisse op ad skiltet, der står “toilet” på, og ikke se at det viser hen til noget, som er bag den lukkede dør.
Den forveksling fører til noget værre griseri og ubehag.

På den anden side kan mennesker nærmest vænne sig til alt! 😉 Til sidst vil de tænke: “Nå jamen det er sådan det er…Når jeg lader mit vand! ..og NEJ! Det kan ikke være anderledes, sådan er det bare!”

Når, der i de klassiske tantras skrives og tales om “oplysning”, så peges der på en praksis!
Der henvises ikke til en tilstand eller en form, men på at lade sig oplyse af naturen af det, som er… …. Og blive ved med at åbne sig for den frem for at “lukke sig om sit selv..”

Hvordan adskiller vi så og lukker os om vores selv?

Hvis jeg skal samle det i en sætning, så vil det være: Ved at skabe form – og forventning om form.

Hvad mener jeg med “form”?
En form afgrænses som en form. Det gør vi ved at se den, som noget, der ikke forandres. Vi tager spontan bevægelse ud af den. En form må gerne bevæge sig, bare den så følger regler og forudsigelighed for denne bevægelse.

En form skabes også relativt til noget andet. Jeg kan skelne en kop fra et glas, igennem de regler vi har vedtaget for, at noget kaldes for “glas”, og noget kaldes for en “kop”. De kan muligvis “bruges” til næsten det samme?

Brugen af “noget” kan altså også medvirke til at definere “form”. En “kop” og et “glas” har begge en form, vi kunne kalde for: “Noget, der kan være, noget andet i”.

Det er sindssygt praktisk at kunne definere form, når vi kommunikerer med hinanden. Og samtidig gør vi som om, af vi er adskilte, når vi gør det.

Dvs. de fleste mennesker ser det som fuldstændigt uomtvisteligt og indiskutabelt, at vi er adskilte igennem “grænser”, har egen-eksistens og -vores egen form. Den form vi kalder for: “Mig selv”.

Separation kaldes for “selv”

Dogen Zenjii peger på at netop dette “selv” er adskillelsen – altså illusionen.

Enhver kan blot se sig selv i spejlet og iagttage, at ingen af os er “den samme” fra gang til gang vi ser?. Den ændring vi ser, kalder vi for “alder”. “Nå den knop var der da ikke i går”… “Eller den rynke synes jeg ikke, at jeg har set før”.

Trods det at vi i virkeligheden må være bevægelse… og dermed kontinuerlig forandring, som bevæges/forandres med alt omkring os? Så fastholder vi igennem identifikation med vores historier f.eks. med vores navn, at vi er den samme! I det mindste “indeni”?

.. Og nej det hjælper desværre ikke at skifte navnet for at komme ud af den illusion. Det skaber bare ny identifikation.

Så kan Dōgen Zenji og nyere forskere i termodynamikken nok så mange gange sige at:

“Intet med en uafhængig, stabil essens kan eksistere.” … og dermed at “form” i princippet udelukkende fungerer som en “måde at iagttage på”.. Her som: “En måde at lukke iagttagelsen på”.

Hvad kan jeg bruge alt det her til?

“Jesper! Hvad kan jeg bruge alt det her til?”

Det spørgsmål vil mange sikkert stille sig?

“Hvad skal jeg bruge det til?”

“Hvis ikke jeg kan bruge det til noget, hvorfor skal jeg så beskæftige mig med det? Jeg gør kun noget som jeg, synes at jeg får noget UD af…”

På sin vis er det et vidunderligt spørgsmål at stille!
Kan du se, hvordan det adskiller og skaber illusion om separation?

“Hvorfor kysse dig, hvis ikke jeg kan få noget ud af det?”
“Hvorfor røre ved dig, hvis jeg ikke også må røre ved din yoni og få noget sex?”
“Hvorfor have venner, hvis jeg ikke kan bruge dem til noget?”
“Jeg vil have mest ud af mine børn?” (Nej vel?… desværre jo… “De skal klare sig bedst muligt, så de skal have noget ud af deres skolegang”

Disse spørgsmål som mange andre skaber illusion om separation.

• at ville noget med noget-,
• have noget ud af-,
• forvente noget af-,
• bruge til noget- ..
• bedømme noget som noget – og tror på at det er sandt…
• at skabe “en grund! til, at gøre noget.

At gøre det, som bevæger og bevæges til en form: Til “noget” vi kan flytte rundt med, og dermed skabe en illusion om separation fra

Min kone, mit parforhold, min kæreste, min bil, mine børn, min sandhed, mine følelser, etc.

….Alle disse eksempler skaber selv.

Et “jeg”, som adskiller “sig” fra det, som er, i kraft af det “som helst skal -være eller -komme”.

Det sidste – forventningen om et udbytte, som endnu ikke er — gøres til det vigtigste:
Lige så vigtigt som illusionen om “sig selv” – der altså heller ikke er, men har separationens illusoriske karakter.

At se forandrer alt!

At se det her… ændrer alt!
… Og sjovt nok på ganske u-spektakulær vis.

Det ændrer måden, alt erkendes på.
Kontakten er der allerede… Den kan ikke forsvinde. Vi gør bare så meget underligt for ikke at ville se den.

Både Dōgen Zenji og Nagarjuna opfatter al erkendelse som det, jeg kan kalde for “performativt” (at erkende hvordan). Og IKKE ikke som “repræsentativ” (dvs. at vide at)…

Den synliggøres igennem det, der gøres, og hvordan den erkendende bevæger sig. Dvs. igennem iagttagende, undersøgende praksis og ikke ved at beskrive noget som sandt.

Den legemliggøres igennem sind, krop i samtidig fælles bevægelse med de “omgivelser”, vi opstår af.

Tantra og fællesskab

Det er måske også baggrunden for at “Tantra” igennem tusinder af år, har været praktiseret i fællesskaber?
Det er ikke just lettere at beholde illusionen om “sig selv”, og samtidig relatere i et fællesskab 😉

Hvis du finder en artikel som denne interessant, så er det måske noget for dig at være med i sådan et undersøgende fællesskab? Vi kalder det for Cupisofi og elskovkunst… og det udfordrer både krop og sind på mange forunderlige, legende og bevægende måder.