ser

Ser du mig? Roser du mig? Vil du se?

Ser du mig overhovedet? Eller er jeg bare blevet sådan en selvfølgelighed for dig? Nej da… Jeg roser dig da, og fortæller hvor sød og dejlig du er.

“Ej – hvor ser du altså godt ud!”
“Du bliver smukkere og smukkere med alderen!”
“Hoold nu op hvor er du lækker!”

“Den kjole står dig godt!”
“Du ser ud som for 10 år siden!”

“Du er simpelthen så dygtig!” …”og har du ikke også tabt dig?”

Fraser og komplimenter

Både det sociale liv og det sociale medie-liv er simpelthen fyldt med sådanne fraser og såkaldte komplimenter.

På kort sigt gør det sikkert de fleste mennesker glade både at sige det og at høre det. Det opfattes jo som et udtryk for, at vi kan lide hinanden og ser hinanden.

Der er nogen, som oplever det oftere end andre, og så er det måske nærliggende at tænke: Wow det må være godt for deres selvværd?! Hvor er de heldige.

Selvværd er imidlertid ikke “andres-værd”. Andres værd skaber heller ikke selvværd, men afhængighed af at blive bekræftet. Det fungerer som et narkotika.

Intet menneske modnes igennem andres bedømmelse. I det lange løb skaber det binding. Vi vil ses – anerkendes, IKKE gerne bedømmes og på den måde betinges.

SE at vi ses

Vi vil se, at vi ses.

Det er den helt basale livs-impuls, som vi fødes med.
Ses jeg ikke af min mor, og de som skal beskytte mig, dør jeg.

Ulykkeligvis opdrages vi af mødre og fædre, der heller ikke blev set, men bedømt og vurderet for den opførsel, de havde lige i det øjeblik, det blev kommenteret.
Typisk mest, når den ikke levede op til de forventninger, de havde til os.

Du roser mig ikke mere” siger partneren efter 10 års samliv. og fortsætter så “Du ser mig overhovedet ikke”.

At se hinanden fungerer fundamentalt anderledes end at bedømme og rose.

Hvordan ser jeg dig?

Hvordan erkender jeg, at jeg ser dig?

Jeg sanser dig bevidst i mig. Jeg mærker, at jeg bevæges i mødet med dig – at jeg er en “anden”, end jeg var lige før, jeg mødte dig.

Hvis, jeg vil udtrykke det med ord, bliver det vanskeligt. Gør jeg det alligevel, fortæller jeg, hvad der sker i mig i mødet med dig vel at mærke IKKE betinget af min beskrivelse af det, du gør.

Jeg siger: “Jeg føler mig ked af det!”

..og ikke:

“Når du er vred, bliver jeg ked af det”.

En fortælling er naturligvis ikke det, der sker. Den fungerer blot som en invitation til at vise dig, at jeg bevæges.

Ser jeg, bedømmer jeg ikke

Det, jeg bedømmer, ser jeg ikke, som det er. Jeg åbenbarer intet i mig ud over den målestok, jeg benytter. Bedømmelsen skaber afstand, uanset om den opfattes som “positiv” eller “negativ”.

De færreste føler sig tiltrukket af en dommer, hvis opgave det er at vurdere “om vi er gode og smukke nok.”

Jeg vandrer gerne og går lange ture. Når jeg ser en blomst, vil det første ikke være at tænke på, hvad den mon hedder?
Det er ikke så vigtigt for mig at kategorisere den. Jeg ser den. Stopper op, betragter- og bevæges af den. Jeg sanser mig i mødet med dette levende væsen.

Nogle gange, hvis jeg følges med nogen, kan jeg pege på sådan en blomst og blot sige SE!

“Ahh ja det er en “Storkenæb” eller “Geranium”.. der er ca. 400 forskellige arter i Europa…osv.” lyder det så.

Det kan være vældigt interessant. Jeg har selv botaniseret og også haft den interesse for floraen. Og lige i det øjeblik ses blomsten ikke.

For at se den, må jeg blive stille. Sanse opmærksomt indtil der ikke længere er noget skel imellem mig og blomsten.

Ser vi hinanden, er der ingen tvivl

Ser vi hinanden, er vi ikke i tvivl.

(Og jeg skriver ikke om denne skøre ide – som ofte forbindes med Tantra – med at sidde overfor hinanden i en evighed med øjenkontakt. Det virker nærmere truende – i øvrigt for alle andre dyr også.)

Jeg tænker, at vi føler os attraktive i mødet med andre mennesker, når vi kan lide os selv i disse møder? Det væsentlige i den forbindelse er simpelthen at føle os sete.

Der forunderlige er, at jeg, når jeg ser mennesker, og inviterer dem til at se, at jeg ser dem, – vil møde mennesker, der spejler dette.

Jeg føler mig med andre ord set, når jeg ser.

Som at sanse mig i mødet med dig

Det fungerer på samme måde, som at jeg sanser mig, når jeg berører dig. Min adgang til dig går igennem mine sanser.

Medmindre jeg er optaget af at møde dig i en fortælling, en vurdering, en ambition, med et mål for øje, for at give dig noget eller modtage. – I så fald vil jeg være optaget af hvad, jeg sanser.

Derfor kan jeg f.eks. møde mennesker, der siger, “at de kan mærke, hvad jeg har brug for”.

I min beskrivelse er det voldsomt anstrengende at være sammen med et menneske, der på den måde er ude af sig selv og ovre i mig…

Det svarer til at tale med et menneske, der kontinuerligt og stædigt “godt ved hvad jeg vil sige” eller “ved hvad det, jeg siger, virkeligt betyder”. Der bliver dialog umulig.

Måske er det derfor, at der i fleste “behandlinger” insisteres på, at der skal være et asymmetrisk rum? En distance – der skal legitimere ,at den ene er “vidende”, og den anden ikke?

Vil jeg ses af alle?

Når dette er skrevet, så vil det ikke være alle mennesker, vi vil ses af eller se…

Hvor jeg føler et ubehag ved at blive set, er der, hvor jeg fornemmer, at et menneske vil have noget fra mig. Den måde at se på, virker som når et rovdyr spotter sit bytte.

Intet dyr ønsker at blive set af de dyr, som vil æde sig eller er ubehagelige at være i kontakt med. Insisterer de på det, flytter de sig eller forsvarer sig.

Den basale livs-impuls handler om at blive set af de, som vil være der og ikke set af de, som vil bruge eller gøre noget med mig.

Hvis du vil undersøge det sammen med os, så er vores årsforløb måske noget for dig?

Previous Article
Next Article