Hvad gør vi, hvis vores seksualitet ikke “passer sammen”?

Par og sexliv

For de fleste mennesker, også de som lever sammen som “par” eller “kærester”, er sex og sexliv et væsentligt tema.

Har vi god sex med hinanden? “Gør vi det ofte nok”? Forventes for meget? Hvordan er kvaliteten af den sex, som vi oplever? Opleves lyst eller ulyst? Og kan vi overhovedet lide hinandens “seksualitet”?

Når sex spiller en stor rolle, hænger det måske sammen med, at et velfungerende sexliv, tages som et tegn på at forholdet fungerer? Hvis vi er sammen – og iøvrigt har monopol på hinandens mulighed for at opleve den fysiske elskov, kan der opstå megen frustration hvis det ikke fungerer tilfredsstillende.

Mængden af sexologuddannelser og et tilsvarende stigende antal udannede vidner om dette. Der er vel ingen som ved, hvor mange der opsøger den type rådgivning, og alene AT der uddannes sexologer i stort tal, vidner om at temaet synes relevant?

Sex i den første tid sammen

De fleste par oplever at sex den første tid sammen er lidenskabelig og fyldt med begær. Møderne forbinder, og den anden er ny og spændende. Det ukendte virker tiltrækkende og uforudsigeligt, og det, som synes udenfor kontrol inviterer ind i begær, lyst og liderlighed.

I takt med at vi “kender” hinanden, erstattes denne lidenskab med mere afdæmpede møder, der måske efter nogen tid skal “afsættes plads” til. Hvis der er kommet børn til, kan selv det at få ro og kræfter til sex blive en udfordring, – ja en stram kalender og vigtig karriere vil kunne have den samme funktion.

Seksualiteten “passer” ikke?

Med tiden går det måske også op for de to mennesker, som lever sammen, at deres “seksualitet” ikke matcher? Behov, lyster, tempo, kropslighed eller ønsker matcher ikke. Det har de måske aldrig gjort? Ligesom sådan noget jo heller ikke er statisk, men forandrer sig i takt med livet i øvrigt.

Når de mødes i elskoven søges efter en “fællesnævner”, eller den ene forsøger at tilpasse sig den “anden” i håbet om på den måde at bevare kroplighed og nærhed i relationen?
Alt dette fungerer som en måde på igennem intellekt og (evt. stiltiende) forhandling at give plads til lyst. Og det virker simpelthen ikke!

Lyst kan hverken forlanges eller betinges. Den opstår “af sig selv”, hvor der opleves frihed.

Begæret

Selv begæret, der spiller en stor rolle i den måde, vi tiltrækkes af hinanden på, lever der, hvor der opleves noget ukendt, som er ønskværdigt. Den kildes af den ukendte duft, hud, bevægelse, smag, syn og fungerer ikke primært som noget intellektuelt, men som en del af den “drift”, der får alle dyr til at ville undersøge sine omgivelser og ikke mindst potentielle “sexpartnere”.

Når vi tiltrækkes af det “nye”, er det ikke sikkert, at vi kan forklare det – eller at forklaringen giver mening. Det sker “bare”. Sådan fungerer vi naturligt.

Længsel efter tryghed

På den ene side længes vi efter trygheden ved at leve i et nært fællesskab, og på den anden side næres vores lyst og lysten til sex af det ukendte, frie og nye? Sikke et dilemma?

Kunne det tænkes at forsøget på at gøre sex til det “pant”, som viser, at “det er os to”, slet ikke fungerer? At vi skal adskille det at leve med hinanden, fra et krav om også at “kunne bevare den seksuelle ophidselse” i mødet med hinanden?

At ville

At leve sammen beror på et JA. Jeg VIL leve sammen med dig eller jer (hvor der er flere). Hvis dette “vil” betinges af en forud forventet adfærd hos den anden, så gøres ansvarlighed umulig.

Jeg kan alene handle ansvarligt, hvor der er frihed. Alternativet bliver til pligt: At følge de regler, som der er sat op. Og med pligten kommer skyldfølelsen, såfremt jeg oplever ikke at kunne leve op til “aftalen”. En aftale som ovenikøbet ofte end ikke er tydelig.

Skyldfølelse som det kit, der holder os sammen?

I skyldfølelse dør lysten, og paradoksalt nok virker den samme skyldfølelse som det “kit”, der holder par sammen? Ingen vil være “en skidt partner” og netop fordi der er opsat regler, vil ambitionen om at være den gode partner, holde mennesker i både lidelse og i lystløse parforhold.

Ansvar for egen kontakt til lyst

At VILLE i frihed inviterer ind i lyst. Lyst til at leve sammen og dele.
… Og denne frihed betyder også at føle sig frie i forhold til at tage ansvar for egen kontakt til lyst og sex.
Måske nyder vi sammen nærheden i den stille kroplige kontakt, hvor der netop IKKE forventes, “At nu skal der ske en hel masse”, og finder en anden kontakt i mødet med et andet eller andre mennesker, som ikke ses så ofte, og hvor det ukendte forbliver ukendt?

Angst

Jeg ser så megen angst forbundet med, at “det at få sexlivet til at fungere igen” gøres til en betingelse for, at vi fortsat vil/kan leve sammen og f.eks. løfte ansvaret for fælles børn. Hvor alternativet kunne være at acceptere både hinandens forskellighed i seksualitet og erkende at kun der, hvor der opleves frihed og ikke inviteres ind i skyld, kan dette “jeg VIL” leve i ansvarlighed.

Naturligt at begæret forsvinder

Og ja, hvis du har sex med og/eller lever med den samme hver eneste dag, så er det fuldstændigt naturligt at begæret forsvinder og erstattes af en helt anden kontakt til lyst, som ikke nødvendigvis knyttes til sexliv og seksualitet.

<3 Jesper