Skam som opdragelsesmiddel? Er det sådan, vi lærer “at sætte grænser?“

Et af de allervigtigste virkemidler, der bruges for at få børn til at gøre, som der bliver sagt, er at benytte skam i opdragelsen. “Skam dig,” siger mor eller far, hvis barnet er meget uordentligt og ikke opfører sig ordentligt i bestemte sammenhænge.

Skam bruges til at grænsesætte med.
Børn skal ikke være særlig gamle, før de oplever, at skam også bruges blandt deres jævnaldrende og senere, ikke mindst på de sociale medier, til at udgrænse med. Hvis du adskiller dig fra normen, peges der fingre af dig, og du risikerer at blive latterliggjort.

Skammens effekt på vores integritet

Skam er så effektivt et virkemiddel, fordi det rammer ind i vores integritet. Vi kan simpelthen ikke eksistere og leve et godt liv uden at relatere os til alt, hvad der er omkring os, på en god måde.
Med “en god måde” mener jeg her, at graden af betingelser reduceres mest muligt i vores møder.
Jo flere betingelser vi udsættes for, jo mere vil vi søge at kontrollere det, vi gør. Usikkerheden over, hvordan vores handlinger opfattes af andre mennesker, gør, at vi styrer vores adfærd for at undgå negative reaktioner.

Dette fører uundgåeligt til angst.

Fra undersøgelse til stræben efter accept

Ikke nok med det: Vores spontane lyst til at undersøge og udforske erstattes af en evig stræben efter accept og andres billigelse.
Deres accept – det vil sige deres vurdering af, om vores adfærd ligger inden for normernes grænser – bliver den markør, der skal overbevise os om, at vi ikke gør noget, der kan føre til skam.
På den måde mister vi en indre følelse af sikkerhed og ro og erstatter den med en “radar”, der søger bekræftelse i vores fortællinger om: Hvordan mon andre bedømmer os?

Det leder til et liv i stress.

Dyr og den frie bevægelighed

Du kender måske den ro, der kan falde over dig, når du er alene sammen med et dyr, som gerne vil være nær dig? Et sådant levende væsen sanser øjeblikkeligt, om det er let eller svært at være tæt på dig. Det sker ikke som en vurdering, men emotionelt!
Finder vi den samme puls i mødet? Har vi begge en følelse af, at vi kan bevæge os frit uden at blive holdt fast?
Eller er der i det mindste en gensidighed og fælles tryghed i en kontakt, der endda også måske kan føles fast?

I det øjeblik der er tvang, bliver mødet ubehageligt for mindst én af os.

Spontan bevægelse og frihed

Det levendes natur er spontant at flytte sig, hvis noget føles farligt eller sanses som potentielt farligt. Hvis et dyr er spærret inde bag en grænse, det ikke kan passere, og det udsættes for noget, der skaber angst, vil dets stressniveau stige ekstremt.

Det gælder også for os. Vores grænser er blevet skabt gennem skam og social kontrol.
Hvis vi vil leve et friere liv i integritet og på en måde, der gør det let at relatere til andre mennesker uden at være underlagt deres vurderinger og bedømmelser af os, skal vi ikke lære at sætte grænser. I stedet skal vi opløse dem og erstatte dem med den samme spontane bevægelighed, som en kat eller en vild hest naturligt praktiserer.

Tillid og fælles rytme

De bevæger sig for eksempel uden at forklare hvorfor. De er grundlæggende ligeglade med, hvad du forventer. De sanser i den måde, du bevæger dig på, om du forventer noget af dem, og de reagerer tydeligt ved at flytte sig – medmindre det er i deres egen spontane interesse at følge dig.

Dyr opbygger ikke “tillid”. Det er et begreb, vi mennesker har opfundet for at kunne tage æren for, at nogen gerne vil bevæge sig sammen med os. Jeg vil hellere beskrive det som, at dyr er utroligt sensitive overfor, hvor let eller svært det er at finde en fælles rytme, puls og tempo i måden, vi relaterer til hinanden på.

At stoppe fortællingerne (om skam)

Det er nærmest umuligt, hvis den ene af os er optaget af fortællinger om grænser, mens den anden – dyret i eksemplet her – simpelthen møder os emotionelt.
I fortællingerne ser vi ikke det, der er, men vores vurderinger af, hvad vi tror, der er, og ikke mindst hvad der “bør” være. Vi bevæges emotionelt af historierne, vi fortæller, og er ude af stand til at finde samklang med dyrets i fælles emotionalitet.

Samtidig fælles bevægelse bliver umulig. Vi er der simpelthen ikke. Vi har stillet vores grænse imellem.

Jeg ser fuldstændig det samme i vores store sal på Mahamudrainstitut, når mennesker mødes. Det, der adskiller os mest fra dyrene, er, at vi er trænet til at skamme os. Det er de grænser, som gør det meget svært spontant at bevæge os med det, der sker, i det øjeblik det sker.

At træne noget andet end skam

Vi kan ikke ændre dette ved blot at tale om det!


I stedet skal vi træne noget andet. Og vi skal gøre det temmelig meget for at overskrive den træning og vægtning af alle de input og forstyrrelser, vi skaber i vores sind og krop – en træning, der i høj grad er blevet indprentet gennem skam og skamfølelser.
Hvad, der er meget vigtigt i den forbindelse, er, at vi sammen skaber et undersøgende rum. Det minder meget om det, vi kan gøre sammen, hvis vi vil udvikle kunst eller mødes i noget fælles kreativt.

På den ene side er der brug for nogle konkrete kompetencer.
Forestil dig, at vi skulle skabe en skulptur sammen!

Så ville vi have behov for materialekundskab og en forståelse for, hvordan vi bevæger os med det.
Vi skulle også være gode til at kommunikere med hinanden i en undersøgende dialog – og ikke på en vurderende, bedømmende eller løsningsorienteret facon.

Der skal også være et vist mod til at undersøge noget, som ikke er prøvet før, som måske kan aktivere forbehold?

At aktivere skam

I vores tilfælde handler det om kunsten at bevæge os sammen uden ord, i gensidig berøring, uden tøj på og hinsides forventninger og krav.

Sådanne møder kan aktivere skam!
 .. Skam har samme udtryk som forbehold.
Det bliver til invitationer til at træne noget andet end det, som er øvet så mange gange før – uden at have nogen recept for, hvad der skal til, eller hvordan?

At erfare emotionelt, at der er mangfoldige måder at møde mennesker på i spontan bevægelse, når vi først ser ud over vores skamfulde grænser og helt konkret oplever, at der opstår en samtidig fælles bevægelse, puls og integritet i trygge anerkendende møder.