Hvis, jeg skal pege på en følelse, der om nogen anvendes som magtmiddel imellem mennesker, så bliver det “skyld og skyldfølelse”.

Forældre bruger det mod deres børn. Partnere gør det… Samfundets orden beror i høj på, at den vedligeholdes. Hvis du har gjort noget “forkert” .. Bør du have skyldfølelse. Det kan gå så vidt som at: Hvis ikke du viser skyldfølelse, så “må der være noget i vejen med dig!”

Følelser er ikke noget, vi fødes med. Vi lærer dem. VI fødes som bevægelige – altså emotionelle – væsener. Vi bevæges og bevæger os og opfanger stemninger, indtryk og udtryk kropligt.

Følelserne kommer sammen med de betydninger – dvs ord og historier vi lærer at tillægge dem. Meget ofte handler disse fortællinger om “konsekvens” og “årsags-sammenhænge”…

“Ah maven gør ondt?! .. Ja det er fordi du ikke spiste din mad. Nu kan du så lære det! “
“Når du ikke opfører dig ordentligt, gør du mor ked af det!”

Det er som om, vi “trænes” til at skabe skyld og skyldfølelse i vores sind – og dermed også kropsligt emotionelt.

Skyld og skyldfølelse som rekursive loops

Skyld og Skyldfølelse virker som mange andre følelser vi lærer at skabe, som rekursive loops. Det betyder, at de kan vedligeholde sig selv. Vi gør det ved at “huske på” de fortællinger, vi er blevet trænet til at gentage.

Hukommelse fungerer på den måde. Vi har ingen harddisk i hjernen, der husker på det, vi har oplevet og erfaret. Der er heller ikke hylder og reoler, hvor alle de “oplevelser og erfaringer”, vi har gjort os, er stablede i orden og kategoriserede, så vi kan finde dem frem igen.

Hukommelse fungerer med al sandsynlighed ved igennem træning at lære at vægte nogle måder at bevæge sig på, mere end andre måder. Tænk bare på det at lære at tale sådan, at andre mennesker kan forstå, hvad vi siger!
Det sker ved at prioritere nogle af de lyde, vi kan lave med vores stemmelæber højere end andre. Denne vægtning forstærkes, når vi belønnes for det, vi gør. En af de vigtigste belønningsformer er anerkendelse:

Vi ses/høres/forstås når vi gør noget!…
Og vi kan selv høre, at det vi siger, nogenlunde svarer til det vores mor, far eller andre siger…

Der skal MANGE forsøg og gentagelser til, før det sidder i skabet. Sikke en vedholdenhed!.

Hvordan trænes vi i skyld og skyldfølelse?

Præcis som det at lære et talesprog og senere et skrivesprog, kan alle “følelser” ses. Altså også “skyldfølelse”.

Den virker ved at lade os opleve at blive bedømt – uden at blive set.
Ja du læste rigtigt!

Vi vurderes på en målestok af moral, norm, rigtigt og forkert, af mennesker, vi er afhængige af. Afhængige i den forstand at deres adfærd overfor os har indflydelse på vores evne til at passe på os selv… og i øvrigt også på dem.

“Far bliver virkelig ked af det, når du ikke hører efter og er dygtig i skolen!”

Sådan en sætning er meget svær at håndtere for et barn.

Hun vil gerne at “far har det godt”. Ved at skabe en forbindelse imellem hendes egen adfærd og farens udtryk for følelser, trænes hun i at tilsidesætte sin spontane impuls, for “Fars skyld”.

Måske siges det også direkte: “Kan du ikke i det mindste gøre det for MIN og mors skyld!”

Jeg får selv gåsehud, imens jeg skriver det her!
For mig minder det om en form for accepteret overgreb…

Touche kommer, når det indpakkede “ønske” fra faren følges op med:

“Du må forstå, at vi naturligvis tænker på dig! Det er også for DIN SKYLD, at jeg beder dig om det!”

Hendes “skyld” er altså også “For farens skyld!”

Kan du, når du læser dette, se, hvordan “skyld og skyldfølelse” eller “at skylde nogen noget”, som vi bruger om det at “sidde i gæld” passer med det?

“Det mindste du skylder os, er vel at opføre dig ordentligt og bidrage til at vi alle sammen får en hyggelig Juleaften!”

På den måde kan selv voksne mænd og kvinder genskabe stemmen af deres forældre, og uden den mindste anstrengelse producere skyldfølelse over alt muligt.

Det bliver også til fra tidlig alder at træne en adfærd og måde at kommunikere på, vi vil komme til at anvende i mødet med andre mennesker.

Det, vi har øvet mange gange, kan ikke bare “slippes” eller glemmes. Vi kan i stedet øve en helt anden praksis MERE end den praksis, vi måske kan se noget uhensigtsmæssigt i?

Skyldfølelse og ensomhed

Og hvad er det lige som gør skyldfølelse og evnen til at invitere andre mennesker med i den dans så ubehagelig?

Den gør ganske enkelt ensom. Den afgrænser det menneske bag illusoriske grænser, der føles ganske virkelige på trods af deres fiktive væsen.

“Du gør noget ved mig!”…. Siger hun.
“Det er din skyld, at jeg har det, som jeg har det!”

Kan du fornemme passiviteten og ubevægeligheden i de udsagn?
“Jeg” er noget. En “nogen” der kan gøres noget ved.
En afgrænset “ting” andre mennesker kan flytte rundt med..

“Jamen det er vi vel også?” ville mange sige?

“Nej” lyder mit svar… Vi har blot lært at tro på, at det er sådan. Al spontan bevægelighed er blevet opdraget ud af os.

Vi er blevet trænede og vedligeholder kontinuerligt at skulle være rigtige, ordentlige, forudsigelige, imødekommende og ikke træde ved siden af. Vi skal bevæge os, som det forventes.

Gør vi det ikke, vil det jo være vores skyld, hvis andre ikke har det godt!
Samfundets orden gør det også nødvendigt!
Opfører vi os pludseligt udelukkende spontant, så vil ingen kunne forstå os, og måske også føle stort ubehag ved os? På den måde sidder vi i “saksen”.

Med skyld og skyldfølelse tilpasses børn til opgaven

Se på et lille barn!
Det ER emotionalitet. Det er bevægelse.
Børn er spontane, impulsive og umådeligt nysgerrigt undersøgende.
De forandrer sig kontinuerligt og så hurtigt, at vi for at fastholde dem som noget, vi “kan regne med”, skal lære at opføre sig ordentligt.

Det meste opdrages ud af dem, for at deres voksne ikke skal bekymre sig for meget.

De “tilpasses” det samfund og de omgivelser de vokser op i. De skal kunne tilpasses, ellers er der “noget i vejen med dem!“
Man tilpasser også et bræt, hvor det skal bruges i et hus. Man finder en skrue, som passer til opgaven.

Og et af de væsentligste midler til at gøre det kaldes for skyld og straf. Straffen er ganske enkelt at blive målt af en dommer, som ser på sin målestok. Samtidig ovenikøbet også at skulle “respektere” den samme dommer.

En “respekt” der typisk opstår igennem angst for “konsekvensen” af ikke at påtage sig den tildelte skyld og straf.

Markøren for at det lykkes, er at den dømte tydeligt viser skyld og skyldfølelse.
Gør vedkommende ikke det, vil straffen blive hårdere, præcis som i enhver domstol, hvor dommeren vil skærpe straffen, hvis den tiltalte ikke angrer.

Dommeren skal tage afstand

En dommer skal tage afstand. Det handler om “sagen” og dig, ikke om den, som dømmer.
Det dømmende kaldes for en “instans” – et retsinstans. Derfor må en dommer ikke relatere nært til den anklagede.

Måske er det netop derfor det virker så “effektivt” overfor især børn? Når et menneske de er afhængige af, skaber afstand tydelig afstand ved se “det” og ikke “mig”, så opstår der angst.

Dommen fældes, når der ikke er nogen tvivl. Derfor sker det igennem konflikten imellem anklage og forsvar. Dommeren selv er udenfor anklage. Han/hun “holder sig udenfor konflikten” og repræsenterer målestokken, betingelsen, det dømmende.

Hold dig til sagen! Siger han. Tal ikke udenom! Det handler ikke om mig og dig, men om det, du har gjort. … dvs. “Sådan som sagen fremstilles.”

Når dommen dømmes, er det ikke efter retfærdighed men efter loven, normen, reglen, aftalen.. En ide om det rigtige og forkerte, som retsinstansen repræsenterer rigtigt.

Minder dette dig om mange af de konflikter, du har mødt?
Genkender du det også fra konflikter i dine “parforhold”?
Kan du også se, hvor mange gange du påtager dig alle rollerne, og på den måde selv producerer skylden?

“Det er da også synd for mor og far, hvis de skal sidde alene..”
“Jeg bør også gøre xy?”

Født ind i skyld?

Kan du få øje på, hvor det hele kommer fra?

Fra historien om at vi “alle er født ind i skyld” overfor Gud Vor Herre. DEN almægtige dommer, der skal dømme os for vores synder, hvis vi ellers angrer den?

“Forlad os vor skyld!” … siges det i “Fader vor!”
Han alene har magten til det!

Puh!

Jeg tænker at enhver, som virkelig ser, hvordan skyld og skyldfølelse fungerer, spontant ønsker sig noget andet?

At tænke anderledes?

Hvis jeg nu ikke er en “ting”, som kan skubbe til en anden “ting”, men udelukkende virker som “bevægelse”? Så betyder det, at dette “jeg” ikke er afgrænset fra “dig”.

Hvis vi ikke er afgrænsede fra hinanden, men blot gør som om vi er det? – Blandt andet for på den måde at kunne give hinanden gaver – f.eks. også “skyldfølelse”? Hvordan fungerer det så?

Ja så vil det være sådan at:
Bevægelse bevæger bevægelse…

Spørgsmål der så rejser sig vil være “hvordan”? … IKKE “hvorfor”
Det gælder også med et tema som “skyld og skyldfølelse”: Hvordan skabes de? Har det en “natur”?

Både den systemiske teori og den klassiske tantras inviterer til at undersøge og erfare det igen og igen.

Det vi kalder for “du” og “jeg” kan ganske enkelt ikke gøre noget uden at alt bevæges anderledes end før. Vi har ingen “egen eksistens”. Vi samskabes i alle møder.

Møder, der ikke handler om at en ting bumper ind i en anden ting, men om at en ny dans eller hvirvel opstår af sig selv. Vel at mærke uden at der er “nogen”, der danser… Der “danses”, og der kan spørges: “Hvordan danses der”? <3

Hvordan danses f.eks. den dans, der kaldes for “at skabe skyld og skyldfølelse?”

At undersøge det i krop og intellekt

Hvis du nogle gange har funderet over, hvad det er de laver sammen på Mahamudrainstitut? Altså ud over at bevæge sig sanseligt og opmærksomt med hinanden, undersøge berøring, hengivelse, kærlighed og lyst…

Så kan det være et tema som ovenstående….
Et er at undersøge det i intellektet. Hvad, vi også gør, er at undersøge det uden ord i kropslighed.
Det skaber en helt anden erkendelse, end det du måske vil møde ellers.