Jeg siger jævnligt at smerte er vores vigtigste sans. Den har noget at gøre med hvordan vi skaber orden , og frem for alt når vi ikke synes, at den orden kan opretholdes, som vi kender den, og gerne vil have den.

Det selvorganiserende?

I De klassiske Tantra og den systemiske teori og praksis beskrives livet og det levende som “selvorganiserende”.
En alternativ betegnelse for det kunne være at kalde det “orden-skabende”.

Du, jeg og alt levende holder så at sige sammen på os selv, fra vi undfanges til vi dør. Når døden indtræffer er der intet fysisk der forsvinder. Det som før blev holdt sammen, opløses og vender tilbage til det, det var, før vi blev til.

I det lys siger jeg gerne, at jeg intet andet er end stjernestøv, der holdes sammen i bevægelse. Alt det, som fysisk udgør min krop, har tilsyneladende været her siden universets begyndelse?!

En hvirvel i en strømmende flod

En analogi til det, er at se mig som en hvirvel i en strømmende flod, der for en stund holdes levende, indtil den møder en forstyrrelse, som opløser formen igen.. En hvirvel der aldrig er “den samme” .. Afhængig af strømmen, vinden, temperaturen, sten på bunden, dybden, fugle og fisk ændrer den kontinuerligt form.

Samme analogi kan jeg anvende om alle organismer. Mangfoldigheden i hvordan de holder sammen på sig selv synes overvældende. Der findes bare her på jorden myriader af liv som antager alle mulige former.

Fælles for dem må være, at de gør det igennem noget, “som skaber orden”. Dvs. gør det muligt for dem at “holde sammen på sig selv” i netop de omgivelser, de opstår og lever i.

Det vil være absurd at tage en hvirvel i en flod ud af det hvirvlende vand. Det er ganske enkelt ikke muligt! Hvirvlen er lige så meget floden, som den er “sig selv”… Floden på den anden side, ville være en anden uden hvirvlerne i den.

Med andre ord betinger de hinanden. Ingen af dem har eksistens i sig selv.

Hvordan holde sammen på sig selv?

Hvis jeg vil iagttage naturen af du og jeg, kan det derfor være spændende at se på, hvordan denne orden skabes?

“Jeg” kan jo ikke alene være molekylerne i “min krop”. “Jeg” må være det, som organiserer dem i forhold til omgivelserne? Det som afskiller og skaber orden?

Allerede i de spørgsmål, bliver det tydeligt, at “Jeg” så ikke kun kan være det ordens-skabende? Hvis ikke der var nogle omgivelser at adskille mig fra, eller at skabe orden i, så ville “jeg” jo heller ikke eksistere?

Med andre ord er der ikke nogen egentlig “grænse” imellem, hvad der er “mig”, og hvad der er “omkring mig?”.
Det er helt i tråd med eksemplet, at vi ikke kan fjerne en hvirvel fra floden og kigge på den som “sig selv?”

Den har ikke et selv!
Den er ikke selv!

Hvad mener jeg så med at “holde sammen på sig selv”?
At holde sammen på sig selv henviser til, hvordan tilsyneladende orden etableres og opretholdes?

Jeg adskiller mig fra “de andre” ved at give mig en identitet, og en helt særlig måde at skabe orden på, som er unik for mig. Det begrænser sig ikke til mine tanker, følelser og historier. Helt ned på celleplan og de mindste funktioner i min krop, er jeg unik. Der findes ganske enkelt blot et eneste eksemplar af “mig” i universet. .. Ja der findes kun et, af alt?

Læs lige den sidste sætning igen! Bare lyt til den!… Måske du så kan høre, hvad den peger på?

Vi organiserer os forskelligt – og jeg holder på den måde sammen på mig selv.

Når jeg skriver, at du og jeg er unikke, så betyder det også, at vi organiserer os forskelligt. At måden vi gør det på, adskiller os fra hinanden.

Hvis du har en måde at skabe orden på, og jeg en anden, så er det ikke så underligt, at vi ind imellem kan have svært ved at forstå hinanden?

Ikke nok med det. “Jeg” eksisterer kun som noget “ordensskabende”… Alt hvad der fysisk er i min krop og sind, er som det strømmende vand. Mine celler udskiftes med rasende hastighed. Alle livs-funktioner er fuldstændigt betingede af de omgivelser, jeg bevæges og bevæger mig i!

Forandringer er kontinuerlige. Løbende må jeg for at blive ved med at holde sammen på mig selv, justere måden jeg gør det på, hvis ikke jeg skal gå til.

Opstår sådanne forandringer for hurtigt, for voldsomt eller for pludseligt, så dør jeg, eller det bliver vanskeligt at følge med. Jo mere smidigt og adræt, jeg kan udvikle forskellige måder at skabe orden på, jo mere robust vil jeg være.

Smerte er et signal om integritet

Det handler om at lære. og i aller-højeste grad om, hvordan ændringer i disse omgivelser – som altså også er mig – opfattes og sanses.

Måden jeg skaber orden på – og holder sammen på mig selv – beskriver jeg som “Integritet.”

Når, den sættes under pres, så sanser jeg smerte. Smerte er umiddelbart den allervigtigste sans!

Smerte er et signal:

Flyt dig!” Siger den…
“Bevæg dig på en anden måde!”

Smerte er mere end, at noget gør ondt. Den optræder på mange måder. Som sorg, ked-af-det-hed, stress, ubehag, vrede, aggression. – Psykisk, emotionelt, fysisk – sult, kulde, varme, pres, tryk, træk – spontant, pludselig eller snigende..
Spektret er potentielt uendeligt stort.

Når, jeg bevæger mig, så bevæges også alt det, jeg skaber orden i… Det som nogen ville kalde for “omgivelserne”.

At noget smerter, betyder altså ikke, at jeg nødvendigvis er ved at dø. Smerte er et signal om “at gøre noget andet!”

Det selvorganiserende lærer

Som selv-organiserende organisme lærer jeg hele tiden. Dvs. at alle forstyrrelser er muligheder for at ændre på måden, jeg organiserer mig selv på.

At lære betyder at ændre og øge måderne, jeg skelner på, når jeg sanser, tillægger betydning, og handler i forskellige sammenhænge. Det hele i forhold til denne overordnede integritet og hvad jeg overhovedet kan sanse, tænke, og gøre.

Jo finere og nuanceret jeg kan skelne. Dvs: sanse/give betydning/bevæge – jo mere kompetent vil jeg blive. Jo hurtigere vil jeg kunne lære.

At iagttage naturen af det som sker?

Dette overordnede syn på mennesker, alt levende, og hvad der er – deler den klassiske Tantra og den systemiske teori .

Det åbner for at se, hvordan ingen af os er isolerede fra det, som er. At vi alle bevæger hinanden spontant.
Kontrol er ganske enkelt illusorisk, omend vi ganske ofte ikke kan se det, og derfor må lide i forsøget på at få verden til at være, som vi gerne vil være. (!)
Vi ser verden, som vi ser os… Der er ingen forskel på de to.

I stedet for at kontrollere er der en anden mulighed: At praktisere “bevidst opmærksomhed”.

Når jeg indser, at jeg bevæger alt omkring mig, og at alt omkring mig, bevæger mig. Så bliver det interessant at iagttage, hvordan dette sker?

Altså hvad er “naturen af det, som sker”.

Måden, jeg fortæller på, spejler måden, jeg skaber orden på.

Som det allerførste bliver det tydeligt, at mine fortællinger om det, som sker, ikke er det, som sker. dvs. De er både det som sker og ikke det, der sker.

Hvis jeg fortæller dig en historie om min barndom, så vil den bevæge på dig og mig. Den vil øjeblikkelig påvirke måden, vi skaber orden og “holder sammen på os “på – og ganske sandsynligt på forskellig måde?!

Historien, jeg fortæller dig, er jo ikke min barndom. De begivenheder, jeg fortæller om, sker ikke her og nu . Jeg fortæller dig dem, som en voksen mand.

Måden, jeg fortæller dem på, spejler imidlertid måden, jeg skaber orden på.

Det bevæger os begge!

Du og jeg er i mødet hinandens omgivelser, og altså lige så meget “os selv”, som vi er “hinanden”.

Ved at fortælle til dig, forholder jeg mig til dig, og du forholder dig til mig. Af det skabes orden og organisering – og forskellig i mig og dig. Det betinges af det, som sker.

En ide om distance imellem os vil være fuldstændig illusorisk!.. Vi er det, som sker!

Smerte er at leve

De klassiske Tantra og den systemiske teori og -praksis – inviterer til at iagttage bevidst.
Guatama Buddha sagde: At smerte er at leve – At leve betyder lidelse.

Vi inviterer til en praksis, der øger vores kompetence til at være integritet, medfølelse, lyst, kærlighed og opmærksomhed ud over alle forestillinger. Den praksis forandrer alt i livet uden undtagelse…

Det, som opstår, vil jeg beskrive som “bevægelseskompetence” og med den forandret kompetence til at relatere.

Kan og vil du se, hvor nyttigt det er?!

Det er samtidigt vanvittigt spændende, bevægende og sjovt.

Et nyt hold i den systemiske arbejdsgruppe – Relasethetics (og uddannelse) begynder den 26. og 27/11. Kom og vær med på en prøvegang!
Det hele foregår med tøj på 😉