Er du klar over hvor meget betydning smerten tillægges i de klassiske Tantras? Hvordan kan det være? Handler de da ikke om nydelse?

Homer – og smerten

Jeg mødte, længe før jeg fik “Oldtidskundskab” som fag i Gymnasiet, tekster af den græske digter Homer. Både “Illiaden” og “Odysseen” der tilskrives hans hånd og ånd, hører til den klassiske litteratur og digtekunst.

“Illiaden” handler om et afsnit i de Trojanske krige og er måske kendt fra den nyere filmatisering med Bratt Pitt i hovedrollen som den vrede Græker Akilles i kamp imod Trojas Hektor.

I “Odysseen” følger læseren krigeren Odysseus igennem en række prøvelser og smertefulde oplevelser på sin rejse hjem til Ithaka efter at have kæmpet i en af de samme Trojanske krige.

Jeg har læst dem flere gange med stor fornøjelse.
De rummer begge to den kvalitet, at de både kan læses som eventyr, og samtidig beskriver noget eksistentielt i det at være menneske.

Odysseus optræder i Illiaden som en af flere listige og kloge krigerhelte. Igennem fortællingen om hans færd hjem fra Troja til Penelope i Ithaka, en ø i det joniske hav i Grækenland, giver Homer en nuanceret beskrivelse af Odysseus.
Den handler Ikke mindst om de indre og ydre kampe og konsekvenser, han oplever af længsel og tab. Homer peger på smerte som et centralt element for at skildre et menneskes erfaring, udvikling og transformation.

Jeg har været optaget af begge fortællinger, og det er nok den om Odysseus, jeg oftest er vendt tilbage til.

Her til morgen dukkede den igen op. Anledningen er, at min krop gør ondt. Ikke bare ondt, men rigtig ondt.

Så slog det mig pludseligt i et strejf af selvmedlidenhed over mine smerter, at det, som Homer med baggrund i den græske klassiske filosofi beskriver om smerten, i høj grad fletter sig ind i det, som både buddhistiske tantras peger på, og i øvrigt også i det jeg ser som kernen i det nye testamentes fortællinger om Jesus i den kristne tradition.

Vi møder smerten fra fødslen af

Intet levende væsen kommer igennem livet uden smerte. Alene fødslen er smertefuld. Måske består den største smerte i den forbindelse i at erfare pludselig adskillelse fra sin mor?
Da det lille barn er fuldstændig afhængig af sin mor, vil det søge hendes nærhed igen og igen, for at få dækket sine helt basale livsnødvendige behov.

Meget hurtigt opdager det, at moderens adfærd ligger udenfor barnets kontrol. Det skaber stor frustration og smerte.

Smerte ser jeg som kroppens spontane reaktion- og signal om- at vores integritet kan være truet.

Med integritet mener jeg:

Alt det, der skal til, for at vi er i stand til at passe på os selv i lige præcis de omgivelser og sammenhænge, vi befinder os i. Til det hører også den bevægelseskompetence, vi råder over i den pågældende situation. Om det så handler om kultur eller natur.

Smerte fungerer som et signal om at flytte sig eller i det mindste gøre noget tydeligt andet.

Gå væk smerte! – Gå væk lidelse!

Jeg tror, at de fleste af os som børn har lært, at når noget gør ondt, så er løsningen “at få smerten til at gå væk”.

“Kom”
siger mor eller far.

“Pust på det! Det hjælper, så går den væk”.

Hvis det er mor, som puster, så erfarer vi igen hendes fulde opmærksomhed. Den kommer som en reaktion i hende på, at det gør ondt på os…. (og altså så også i hende!)

Smerten hører til at lære – og er grundlaget for medfølelse.

Jeg vil postulere at smerte hører med til at lære. At lære handler om at gøre noget, jeg endnu ikke kan. Min manglende kompetence vil nødvendigvis føre til, at jeg indimellem kommer til at slå mig eller at gøre noget ufordelagtigt I bestræbelserne for at lære det.

Jeg vil bruge mere anstrengelse, end der er nødvendigt, hvis jeg kunne det.

Min kapacitet til at lære, har en klar forbindelse til min evne til at bevæge mig med smerte. Enhver, som færdes i naturen, har erkendt, at det ikke er muligt uden at møde et vist mål af smerte.

Det er f.eks smerten i kroppen, der får mig til at holde hvil. Det er erfaringen med smerte, som får mig til at bevæge mig forsigtigt på steder, hvor der er risiko for at den opstår.

Det er også erfaring med smerte i mig, som impulsivt får mig til at passe på andre. Jeg vil gå så langt som at sige, at egen erfaring med smerte er grundlaget for at kunne vise medfølelse.

På den måde kan det virke mærkeligt, at vi i vores samfund og kultur ofte er så forhippede på at få smerten til at gå forsvinde. Det er vi måske, fordi smerten meget let stiller sig i vejen for at gøre- eller få noget, vi ellers vil? Intet kan stoppe ambition bedre end smerte.

“Du kan hvad du vil”,
sagde min mor og fortsatte:
“Hvis bare du er anstrenger dig nok, og gør dig umage!”

I dag kan jeg se hvor absurd det udsagn i virkeligheden var. Uanset at det sikkert blev sagt i den bedste mening.

Buddha og smerten

Jeg har så ofte undret mig når Gautama Buddha citeres for at sige: “At leve er at lide..”. Det var indtil det gik op for mig, at smerten udtrykker den umiddelbare erindring om vores natur!

“Pas på! Du er levende, og det levende kan dø”.

Det levendes natur er at forgå. Ikke bare sådan: “at vi fødes og lever, og så dør vi”.

Det at leve, betyder at utallige celler og organismer i kroppen, i en stadig vekselvirkning fødes og dør. Hver gang opstår små afvigelser og fejl. Det er det, som får os til at se ældre ud i spejlet. Når disse afvigelser er mange nok, gør de det umuligt for os at eksistere længere som en samlet organisme.

Smerten er det, som minder os om forgængelighed, nødvendigheden af at bevæge os, og ikke mindst om, hvor absurd det er at ville være i kontrol i et univers, der er absolut hinsides enhver kontrol.

Forunderligt nok er smertesansen også det, som passer på os!

ER det ikke fantastisk!!

Smerten omfatter alt omkring..

Ligesom Homer lader Odysseus´s personlighed formes igennem smerte, får han også indsigt i naturen af både sig og det, som er.

Odysseus opdager, at alt, hvad han gør, påvirker alt omkring sig. Ofte med alvorlige konsekvenser for både ham selv og sit mandskab.

På den måde viser Homer at smerten ikke begrænses blot til et menneske men også bevæger alt omkring vedkommende. Hverken vi eller “vores smerte” har egen eksistens.

Homer inviterer mig til at se, hvordan smerte må være helt universalt og uundgåeligt for det levende!?
Samtidig altså også : En invitation til mig om at møde alt i empati.

(I den sammenhæng er det i øvrigt meget tankevækkende, at det Nye Testamente, der er grundlaget for den kristne tradition, også peger på, hvordan det at transcendere lidelse og smerte åbner for en direkte erkendelse af det, som er.)

Hvis jeg nu opnår kontrol.. så!

Nagarjuna (og Gautama Buddha før ham) skriver i deres Tantras om det, der i buddhistisk terminologi kaldes for Dukkha.

Dukkha refererer ikke kun til fysisk smerte, men også til eksistentiel lidelse eller utilfredshed, der opstår på grund af livets foranderlige og forgængelige natur.

Nagarjuna udforsker Sunyata, som henviser til, at alle fænomener er tomme for en iboende, uafhængig essens.

Det er centralt for at forstå Dukkha.

Hvis nu min ambition er, at have kontrol over “mit eget liv” (f.eks. for at forebygge lidelse for mig ) så må det jo forudsætte, at jeg også formår at bringe det “omkring mig” i kontrol!

Antagelsen om, at det er muligt, er det, de klassiske tantras forstår som “tilknytning”.

Hvilken lidelse, kan det ikke blive, at stræbe efter kontrol i en natur, der er udenfor al kontrol? At vedblive med at søge denne kontrol, vil føre til skuffelse efter skuffelse og længsler, som aldrig indfries.

Ikke mindst vil den smerte, som opstår ved at erfare, at det ikke lykkes at kontrollere og styre, gøre trangen til at bedøve sig meget stor.

En sådan bedøvelse kan være i form af rusmidler, underholdning, afledning, stræben efter mere nydelse, penge, forbrug, og ikke mindst brug af andre mennesker som et middel i sin stræben.

Jeg mindes om, at jeg er Natur!

Hvis det fungerer sådan, at det at kende til smerte og lidelse fysisk, psykisk, socialt, betyder: At blive mindet om at være Natur og således at være uden egen-eksistens?

Ja end ikke meningsfuldt kunne sige:

“Jeg er forbundet med! ..
(idet der så ville være mindst to, som er blevet bundet sammen..?

… Så vil det, at ville af med denne lidelse fjerne muligheden for at erkende samme Natur.

Og hvad forsøges den erstattet med?

Natur erstattes kultur: F.eks. Identifikation med tro, overbevisninger, regler, normer, forventninger og alt det, vi ellers kan bruge til at adskille med i illusionen om at være individer eller om at tilhøre særlige grupper.

I den flugt fra lidelse, skabes også grænser, forbehold, og nationaliteter. Kontrol bliver i sig selv til et middel, der bedøver i kraft af den tilsyneladende og midlertidige orden, den kan skabe.

Naturen rummer ikke effektivitet.. Den “er” ikke “noget”. – Den bevæger og bevæges..
Spontant, impulsivt i alle retninger og hinsides afgrænsning eller form

Det er “lyst”, jeg peger på!

Ligesom kærligheden vil den intet, søger intet, opnår intet.. Den gør, som den gør. Er som den er – og aldrig det samme.

Smerten – et potentiale for at se

Smerten, især når den når et punkt, hvor den ikke kan ignoreres eller undertrykkes, bliver en kraftfuld katalysator for forandring, indsigt og i sidste ende, transformation.

Når smerte bliver umulig at ignorere, fungerer den som at vågne op. – En skarp påmindelse om sårbarhed, tilknytninger, og ofte vores misforståelser eller illusioner. Denne erkendelse er foruroligende. Den bærer i sig potentialet for at se! Virkelig at se!

Jeg nærmer mig smerten i åben og undersøgende holdning.
Det inviterer mig til en direkte erkendelse af livets grundlæggende natur. I den bevægelse ophører al flugt. Jeg anerkender Livet og det levende, som det er.

Smerte bærer – selvom den er en af de mest udfordrende aspekter af den vores erfaring – potentialer for indsigt. Ikke mindst til at modnes, falde til ro og spænde af.. <3

Kom og vær med til at undersøge og iagttage denne fantastiske natur!