Smertesansen er den vigtigste sans – Hvordan?
Vi lever i en kultur, hvor der skabes formuer på at bedøve smertesansen. Der skyder hele brancher op, som vil behandle mennesker igennem nydelse. Par inviteres på kurser for at løse samlivs-problemer igennem nydelse med hinanden?
Hvilken sans ser du som den vigtigste?
“Hvis du nu skulle vægte vigtigheden af vores sanser op mod hinanden? Hvilken ville du så vurdere som den vigtigste?”
Det spørgsmål har jeg stillet mange gange i samtaler. Svarene har varieret. Når jeg kommer med mit bud på et svar, viser de fleste sig kort overraskede, og indser så at det nok ikke kan være anderledes?.
Smertesansen er i min beskrivelse, den vigtigste sans. Jeg vurderer det ud fra, hvor nødvendige vores sanser er i forhold til, at vi kan holde os i live.
Et menneske, der blot delvist mister smertesansen, lever meget farligt.
Sandsynligheden, for at dø af en sådan lidelse ret hurtigt, er meget stor.
Hvis jeg ikke sanser smerte, opdager jeg ikke at jeg kommer til skade, at mine tæer fryser af i kulden, at sår inficeres etc. Jeg kan uforvarende komme til at skære fingrene af mig, når jeg snitter gulerødder etc…Jeg opdager det først når, jeg ser blodet flyde ude over bordet.
Smertesansen – fysisk og psykologisk
Det forunderlige ved smertesansen er, at hjernen tilsyneladende ikke kan skelne imellem psykologisk eller fysisk smerte?!
Smertesansens funktion er ganske enkelt at passe på mig! At bevæge mig impulsivt og spontant. Oftest: Væk fra noget som truer min eksistens, eller – hvis det første ikke er muligt – ind i et angreb eller forsvar.
Igennem smertesansen lærer jeg at bevæge mig i integritet.
Netop derfor har det også været nærliggende at opdrage børn ud af kontakt til deres naturlige spontanitet og impuls igennem smerte.
Ved på den ene side at gøre et barn angst for smerte, og på den anden sig vænne det til at udholde smerte uden at flytte sig, kan smerten bringes under intellektuel kontrol.
Det betyder ikke at smerten derved ikke er der! Kontrollen virker ved at overdøve den spontane reaktion på den igennem gentaget, tillært adfærd. I princippet virker det som at begå et “overgreb på sig selv” – og retfærdiggøre eller betinge det igennem en fortælling om et “højere formål”.
Det er på den baggrund, jeg ind imellem kalder børneopdragelse for et “institutionaliseret overgreb”. Et barn må ikke “bare flytte sig væk”. Det skal lære at opføre sig “ordentligt og som forventet” i forhold til en gældende social norm.
Det skal med andre ord betinge sig selv – og ikke favne sig som han/hun ER. Dvs. i anerkendelse hinsides bedømmelse. Det jeg også vil beskrive med ordet “Kærlighed”
Den klassiske Tantra og nydelse?
I nyere Tantra skrives og tales der meget om “nydelse”.
Det finder jeg ikke i de klassiske Tantras, jeg kender.
Vores kultur er meget opsat på at undgå smerte – eller i det mindste at bedøve den i det øjeblik den bliver “for meget”. Det gælder ikke mindst i forhold til det, jeg vil beskrive som den “psykologiske smerte”.
At bedøve virker selvsagt på samme måde på min evne til at bevare min integritet igennem kontakt til smerte – som kontrol gør det. Et menneske i fuldkommen anæstesi sanser intet. Mindre kan også gøre det. En beroligende pille, underholdning, drømmen om den næste rejse, erindringer om “den gode tid”, at blive “forkælet med nydelse” .… vi finder mange måder at bedøve os på?!
Frem for alt virker et meget stærkt ønske om “at opnå noget”: “At komme et andet sted hen” – som den hensigt, der helliger midlet, der kan få mange til at se ud over smerte og egen integritet?
Til det hører også et stærkt ønske om at være accepteret og vellidt i et bestemt menneskes øjne – eller mennesker opfattelse generelt. Det at være en “Nogen” som andre finder fantastisk tiltrækkende – kan bruges som et stærkt middel til at udholde smerte og ubehag, som et naturligt levende væsen ellers spontant og uden at tøve ville flytte sig væk fra.
Konditioneret til ikke at anerkende smertesansen
I en sådan “nydelses kultur” handikappes mennesker. De mister ganske enkelt evnen til at passe på sig selv. Her hjælper det ikke at gå på et kursus for at “blive bedre til at sige nej” eller “passe på mine grænser”.
Det fungerer på fuldstændigt samme måde som det, der konditionerede os til IKKE at bevæge os spontant på smerte. Ingen behøver at forstå om en hveps taler et ja/nej sprog, når den vil stikke? Ingen overvejer om katten, nu er ved at passe på sine grænser, og hvor de går, når skarpe kløer i et splitsekund river underarmen til blods”..
Binder vi os i forsøget på at undgå smerte?
De klassiske Tantras peger på det helt fundamentale og tillærte i os, som har vænnet os til at føle os “bundne” igennem fortællinger, forventninger, ønsker, drømme, forestillinger og ideer. De inviterer os tilbage til spontanitet uden forklaringer. De gør det muligt at få øje på alt det stinkende skrot og møg, der stilles imellem den umiddelbare kontakt til natur og tilpassetheden til vores kultur.
Alt det, der ganske ofte også sælges som “sødme” og “kraftløs venlighed”. Som sukker til intellektet der intet anden virkning har end netop at bedøve?
Det hele siges og gøres i angst for smerte og forsøget på at være i kontrol – og dermed sikkert også uden at have opøvet særlig megen erfaring i at bevæge sig i konflikt.
Et menneske der åbner, vil blotte sig i sårbarhed.
Åbner jeg, lokket af søde ord, løfter og forventninger og nydelsesfyldt sanselighed, så er sandsynligheden for at jeg spontant kan lukke igen meget lille. Min evne til at bevare min integritet i den situation, vil være forsvindende. Jeg bindes!
Et menneske, som vil “åbne mig” på denne måde, ser jeg ganske enkelt som farligt!
Jeg favner, når jeg smerter og smertes. Det er ganske enkelt kontakten til naturen, som kalder! Det er udtryk for og af lyst.
…Og nej! Jeg berøver ikke at “søge den”!
Den er natur. Det, der er.
