Som jeg bevæger mig, bevæges du
Som jeg bevæger mig, bevæges du. Som jeg berører mig, inviteres du til at berøre dig. Som jeg sanser mig, inviteres du til at sanse dig.. Som jeg møder mig, inviteres du til at møde dig.
Er alt i mig bevægelse?
Forestil dig, at du sidder i et lokale sammen med andre mennesker! Pludseligt råber en af dem meget højt. Øjeblikkeligt drejer du dit hoved for at se, hvem det er. Du spænder i hele kroppen ved den skingre lyd.
Vedkommende, som råbte, har ikke bare bevæget sig, men også alle omkring sig.
Når, det sker så voldsomt som i eksemplet her, er det let at mærke. Det finder imidlertid kontinuerligt sted. Alt i mig vil jeg kunne beskrive som “bevægelse”.
Alt i mig vil være bevægeligt. Alle mine sanser fungerer og forstærkes igennem bevægelse. I næsen, ørerne, munden, øjnene, huden og “kinestetisk” i mine muskler og knogler. Selv den mindste nerve fungerer ved, at der bevæges elektroner og molekyler, hvor den forbinder sig med en anden i en synapse.
Jeg kan leve i en illusion om, at JEG styrer denne bevægelse, og kigger jeg nærmere efter, vil jeg både bevæges “af mig selv” og af “alt omkring mig”. Om det er vinden, temperaturen, solen, mennesker, regn, underlaget jeg går på etc.?
Som jeg bevæger mig, bevæges du
At få øje på at jeg ER “forbindelse” – altså ikke en “ting” der er forbundet med noget andet – men ren forbindelse, forandring og bevægelse, åbnes for erkendelsen af – og erfaringen med – “medfølelse”:
Som jeg bevæger mig, bevæges du. Som du bevæger dig, bevæges jeg.
Vi fungerer på den måde som hinandens “kontekst”. Det ER det, vi er: “Kontekst”, sammenhænge, – bevægelse samtidigt og sammen. “Jeg” indgår i “din” kontekst, du i min…
Spænding inviterer og smitter
Det er meget enkelt at sanse i sig: At mødes jeg i kropslig kontakt med et menneske, der er i høj spænding og dermed lav bevægelighed, så “smitter” den let. Vedkommende vil berøre sig mødet med mig, og kan kun berøre mig sådan.
Vi lærer fra barnsben af, at give alle emotioner (bevægelser) i kroppen et “navn”. Nogle af dem bliver til følelser, andre til “genstande”. Griber barnet et glas, sanser det sig anderledes, end hvis det griber om et stykke stof.
Denne forskel i sin sansning, benævnes så: “Glas” og “stof”. Sådan lærer vi at orientere os udad og “væk” fra egen sansning. Det vigtige bliver at kunne kommunikere igennem sprog og ord, og vi taber fornemmelsen for, at det vi sanser i al kontakt nødvendigvis vil være “os selv”.
Det jeg sanser med, “sidder” på mig… Hele adgangen til verden, sker igennem denne sansning i mig.
Som jeg sanser mig, erkender jeg verden (og dig)
Med andre ord: Som jeg sanser mig (og benævner denne sansning) erkender jeg verden omkring mig. Jeg er den…. Ændres måden jeg sanser på ændres opfattelsen af dette “jeg”.
I den beskrivelse møder jeg altid “mig selv” i kontakten til et andet menneske, dyr …ja hvad som helst.
Det kan være meget vanskeligt at “forstå” dette med et intellekt, der er blevet skolet til at gøre beskrivelsen “sand” – altså det, som noget kaldes. Det skal ganske enkelt erfares.
