Udtrykket: “At holde rummet” – “to hold space” bruges flittigt. Kan vi virkelig det? Og hvad siger en Tantra om det?

Vi brænder ler til en krukke
Hvor der intet er, er krukkens nytte

Vi tømrer døre og vinduer til et værelse
I disse tomme rum er rummets nytte

Så nytten af det, der er
får vi ved at bruge det, der ikke er

Fra . Tao Te Ching – Laotse
Hugo Hørlych Karlsens oversættelse

Det er almindeligt at bruge begrebet “to hold space” – “at holde rummet” for nogen. Om det er i en terapi-session en workshop, eller et seminar.

Når det benyttes, handler det om vigtigheden af, at vi mødes på en måde, så alle kan føle sig trygge?
Den opgave overlades til- eller tages på sig af en, som leder mødet.

Den typiske måde at gøre det på er, at lave meget tydelige øvelser, hvor alle skal holde sig til at gøre det, som de er blevet instrueret i og følge klare regler for acceptabel adfærd. De fleste kender det fra skoletiden. Der opstår ro og orden.

For mig er der ingen tryghed i kontrol. Den udspringer af angst for naturen. For det uforudsigelige – det vi ikke har styr på.

Når såvel Laotse som Zhuangzi, der begge regnes som de vigtigste kilder til Taoismen og adskillige Tantras, peger på “Space”, så ser de dets nytte i, at det er “tomt”. “Tao er tomt” – siger Laotse et andet sted.

Rum består ikke af vægge. De afgrænser rummet, men møder aldrig rummet. (Som den senere Buddhistiske filosof Nagarjuna ville sige det.)

To hold Space

“At holde rummet”, peger i mine ører på en ambition om at “holde mennesker trygge i det”. At give tryghed ved at omslutte som en mor, der holder sit lille barn.

Barnets natur er hurtigt at ville undersøge ved at bevæge sig og lære ved at lege. Det skaber det dilemma, jeg som far mødte gang på gang, da jeg havde små børn i huset: “Jeg vil passe på dem på alle måder, og de prøver hele tiden på at slå sig selv ihjel!”

De lærer ikke at passe på sig selv, hvis jeg holder rummet for dem ved at omslutte dem i min favn. De kan kun bevæge sig og lære, hvor der ingenting -er eller -stilles i vejen

To open for Space – at åbne rum

Hvordan finder de så ud af at passe på sig selv?
Ved at jeg åbner rum for dem. Og er der med dem uden at holde.

Jeg flytter mig og gør plads til ingenting.
I dette ingenting er alt muligt.

Hvor noget stilles imellem, er kontakten afbrudt.
Kontakt betyder “at der ingenting er imellem”.

Ingenting bevæger sig ikke. I ingenting bevæges alt, som er.
Ingenting kan ikke holdes. Hverken af noget eller nogen.
Rummet erkendes ikke , når “en nogen” skaber illusion om, at “det kan holdes”.

Det er som at danse sammen: I den samtidige fælles bevægelse, må vi bevæge os med hinanden.

Danser jeg som øvet med en uøvet, er klarheden, af-spændtheden og tydeligheden i min bevægelse en invitation til at spejle og bevæge sig “hen”, hvor intet er.

Spejlingens natur?

Hun kan ikke bevæge sig, hvor jeg er. Jeg kan ikke bevæge mig, hvor hun er.

Det er spejlingens natur at være klar og reflektere den, som ser. Den gør det uden at bedømme eller instruere.
Den vil hverken have mig til at fremtræde, som den er – eller som noget andet end det, jeg er.

Den reflekterer, hvad der bevæges. Gør det synligt for den, der vil se, hvordan?

Hvis jeg vil noget med hende i dansen: Have hende til at gøre, som jeg ønsker? Så følger kontrol, angst og ambition hånd i hånd med os begge.

Vejleder og handler jeg derimod afspændt og opmærksomt ved at være et eksempel og vise muligheder af mange – uden at bestemme og forlange, så erfares rodfæstet kraft.

Som det første viser jeg, hvordan jeg kan bevæge mig, falde og rejse mig igen, uden at komme til skade. At smerte ikke er farlig, men en gave og impuls, der gør mig levende.

At bevæge sig trygt i ethvert rum.. Cupisofi og Elskovskunst