Min sidste artikel undersøgte, hvordan vi skaber et “selv” igennem spejling. Her uddyber jeg den metafor.

Selvets afhængighed af “det Andet”.

Et “selv” behøver “de andre” for at opretholde “sig selv” i forskellen til “dem.” Hvis jeg er præcis som de andre, er det svært at afgrænse “mig” som noget særligt. Samtidig er min evne til at overleve – ligesom for alle andre levende væsener – afhængig af, hvor godt det lykkes mig at fungere i en gruppe? Jeg skal altså på den ene side adskille mig fra gruppen og på den anden side skabe en identitet som noget særligt, der tilhører den gruppe.

For at lykkes med begge dele har jeg brug for ikke bare “de andre,” men også for “dig.” Det er livsvigtigt for os at blive set af de mennesker, som vil os det godt, og ikke blive set af dem, der vil ødelægge os. Det gælder også for det levende som sådan, at søge parring, muligheder for at formere sig og undgå at blive spist.

Der er altså noget, vi gerne vil have fra andre mennesker, og noget vi vil undgå. Denne ambition gør, at vi forsøger at påvirke det, som endnu ikke er sket: At forhindre ubehag og fremme vores egen bekræftelse.

Angst og Bekræftelse: En Dobbelt Bevægelse

Gang på gang erfarer vi, at livet bevæger sig uforudsigeligt med os. I de store linjer er livet ukontrollabelt, mens vi i de små og nære sammenhænge lærer at tro på, at der er en sammenhæng mellem, hvordan vi handler, og hvad der kommer ud af det. Når vi ikke kan se denne sammenhæng, får vi at vide, at vi blot ikke er dygtige nok til at skabe det, vi gerne vil have.
Dette fører til en form for dobbelt angst: På den ene side angst for ikke at være god nok, og på den anden side frygt for, at vi ikke kan påvirke “de andre” til at give os det, vi gerne vil have gennem dem.

Det allervigtigste, de andre skal levere, er, at vi føler os tilfredse med os selv. Deres opgave er at fungere som spejle, hvor vi kan se, at det, vi gør, får os til at fremstå, som vi gerne vil være, og fører til det, vi gerne vil opnå.

Alt dette begynder fra, vi er født. Mor og far fortæller os, at når vi gør noget, DE godt kan lide, så er vi dygtige.
Samtidig med, at vi hører lyden af ordet “dygtig”, ser de venligt på os med glade ansigter. Hører vi derimod, at vi er “umulige,” ser vi uvenlige og måske vrede ansigter?
Vi lærer, at i det øjeblik vi ændrer adfærd, ændrer de også adfærd. Denne sammenhæng mellem det, vi gør, og det, de gør, bliver helt afgørende for, hvordan vores liv og vores skabelse af “selv” sker resten af livet.

Selv forsøger at få spejlingen til at vise det, som bekræfter sit selv

Vi kan se dette som, at vi allesammen virker som spejling, der søger bekræftelse hos hinanden.
I ønsket om at blive bekræftet i det, jeg gerne vil bekræftes i, søger jeg både at påvirke- og at aflæse reaktionen i dig på det, jeg gør.
Hvis jeg fornemmer, at du kan lide det, kan jeg også godt lide “mig selv.”

Ordet “emotion” kommer af det engelske “motion,” som betyder bevægelse. Vi spejler hinandens bevægelser, og vi søger at styre hvad, og hvordan vi spejles, igennem vores tolkning af hinandens reaktioner.
Vi har endda opfundet et navn for noget i vores neurale system, der er hovedansvarligt for, denne spejling: Vi kalder dem “spejlneuroner.”

Forestil dig, at du står overfor en gruppe mennesker og præsenterer dig. Fuldstændig spontant søger du at aflæse deres adfærd og reaktion på det, du siger og gør. Du bruger det til at bedømme dig selv. Det gør du i forhold til det, du har lært, det, du kender og har øvet. frem for alt i forhold til dine forventninger til, hvad der gerne skulle ske lige om lidt! – Altså: “Det som endnu ikke er sket!”

Sker der noget andet, end det du ønsker, vil “selv” øjeblikkeligt søge at gøre noget andet. Det gør det, FOR at opleve og kunne tolke det, som sker, på en sådan måde at det bekræftes. Hvis det ikke er muligt, vil SELV måske opfatte det som: At “det er de andre” der er noget galt med.

Anstrengelse og angst for ikke at lykkes

Denne kontinuerlige stræben efter kontrol for at skabe forudsigelighed i et liv, der ikke er forudsigeligt, men kontinuerligt opstår spontant, inviterer let til en følelse af angst for, at det ikke vil lykkes. Helt grundlæggende handler det om vores integritet: Vores evne til at klare os og navigere trygt i det, der sker.
Et menneske, som er meget optaget af sig selv, er i virkeligheden lige så optaget af andre. Han eller hun må bruge de andres reaktioner som permanent bekræftelse af dette selv.

Magt og spejling – når angst søges reduceret igennem kontrol

Hvis vedkommende har lært, at angst kan reduceres ved at udøve magt, og at magtens virkning kan aflæses i de andres angstfulde reaktioner? Så vil det være dét, personen søger at se i spejlet i de mennesker, der omgiver sig.

Hvis ikke de andre reagerer på den ønskede måde, må vedkommende skrue op for sine virkemidler.
Hvis det heller ikke virker, må personen vende sig væk. Hvis dette bliver nødvendigt, vil det måske blive opfattet som en krænkelse, der føles livstruende og ødelæggende. I værste fald vil personen søge at ødelægge spejlet helt, for at undgå at komme til at se i det.

Det forunderlige er at “andre” kan eksistere i vores gentagne fortællinger og hukommelse. På den måde kan spejlet af “min mor” .. eller “ham der” følge med i mange år og skabe megen lidelse. 
Her kan det føles nødvendigt at ændre fortællingen om det erindrede “spejl” – og på den måde ikke længere tillægge dets vurdering nogen værdi.

Skønhed og spejling – når udseende forbindes med angst

På den anden side, hvis et menneske har lært, at ydre skønhed er afgørende for at klare sig i livet, vil vedkommende søge mange spejle. De skal bekræfte, at han eller hun er smuk og dejlig. Bekræftelsen opstår dog kun, hvis selvet kan tolke det, der ses i de andres bevægelser, som en bekræftelse.

Det handler om at afgrænse! Hvad det er, jeg gerne vil have, og hvad jeg ikke vil have, i møder med andre mennesker. Efterfølgende aflæser jeg på måden, de bevæger sig på, om de bekræfter mig i det, jeg ønsker?

Så længe jeg kan sanse dem, kan jeg ikke styre, hvad jeg sanser. De er der jo og bevæger sig, som de nu gør. Hvad jeg kan styre, er min tolkning af det, de gør. Frem for alt min evne til at bevæge dem gennem min adfærd, så deres adfærd tilpasses det, jeg tolker som tilfredsstillende.

Det er klart, at det er anstrengende at søge kontrol over, hvordan andre mennesker spejler mig.

Nu opstår spørgsmålet:

Hvordan kan tolkningen af spejling ophøre?

Vi kan standse det, når vi ser, hvordan det fungerer. Når vi indser, at der er en direkte sammenhæng mellem det, vi ønsker at se spejlet i de andre, og den lidelse, vi skaber igennem tolkningen af den spejling.
At kravet og forventningen til at livet og de andre helst skal gøre, som jeg forventer, og gerne vil have det, er umuligt.

I stedet må vi erstatte vurderingerne med at øge antallet af måder, vi kan bevæge os forskelligt i spontane sammenhænge og kontekster.
Det kræver, at vi udvikler kreativitet. Vi må give afkald på at finde sikkerhed både i det, vi kender, og det, vi forventer.

Vores sprog er skabt til at vurdere og fryse det bevægelige levende og se det som form. Som “noget” eller “nogen, der kan flyttes. Vi kan øve os i at se alt som nyt. I stadig undrende opmærksom undersøgelse.

Dette er en af de vigtigste invitationer i de klassiske tantras. Vi kan ikke øve dette med spejling alene. Det sker, når vi er sammen med andre.

Kom og vær med til at undersøge det