Opstår realitet som spontan bevægelse? Hvordan skal den så kunne bringes under kontrol?

De to foregående artikler handler om, hvordan “realitet” skabes igennem måden, der iagttages på.

Det kan meget let forstås sådan: At der er “min realitet” og “din realitet” som subjektive opfattelser af det, som er.

Denne opfattelse af “min” og “din” realitet er forståelig. Vi har lært af vores forældre og i skolen at se det sådan. Det begrænser imidlertid vores blik for, hvordan realitet grundlæggende opstår?



Fra et systemisk perspektiv er realitet ikke en individuel oplevelse adskilt fra omgivelserne, men bevægelse, der udtrykkes i- og som- iagttagelsens hvordan – som kontinuerlig bevægelse der ikke kan adskilles fra den bevægelse, der iagttages. Bevægelse “forstyrrer”, bevæger og interagerer med bevægelse.

Spontan bevægelse er det som “er”

Hvad jeg med afsæt i den systemiske teori peger på er: At alt, hvad der “findes” ikke eksisterer som “noget”, vi kan tildele en fast form, men mere sprogligt beskrevet som “noget potentielt”: Som “bevægelse”.

Når, vi tænker i “bevægelse”, så er det almindeligt underforstået at tænke det som: At “noget” – en ting der ikke er bevægelse – bevæger “sig”.

I den beskrivelse ser vi ikke, at “en ting” også er “bevægelse”. Den fremstår blot som relativ ubevægelig! Hvor “fast” noget virker, afhænger af forholdet imellem iagttagelsens og det iagttagedes bevægelseshastighed.

At følge en affyret riffelkugle?

Som mennesker kan vi ikke følge en riffelkugle, mens den fyres af og bevæger sig igennem luften. Hvis vi derimod bevægede os ved siden af den med samme hastighed, ville den for os se ud som om den stod stille.


Her peger jeg på at bevægelse vil være hinsides form. Det har ingen begyndelse eller slutning. Det “går ikke herfra og dertil”. Det kan ikke afgrænses eller adskilles fra “anden bevægelse”.

Hvis du lige nu som læser studser og tænker: “Hvad er det nu for noget “Mumbo Jumbo”! Sådan kan det altså ikke være!” – Så er der ikke noget at sige til det.

Det finder imidlertid grundliggende støtte i moderne kvantefysik: Det vi opfatter som “fast” og “afgrænset” afhænger af måden, der iagttages på.

Det viser sig også, at iagttagelse er bevægelse, der bevæger. Intet kan med andre ord iagttages uden, at iagttagelsen forandrer det, der iagttages – og “sig selv”.

Læs lige de to sidste sætninger igen!

Al bevægelse virker som iagttagelse, der bevæger – både det iagttagende og det iagttagede for altid!

Da al bevægelse og dermed iagttagelse “sker” i det samme univers, henviser det til, at al iagttagelse – som er bevægelse, bevæger alt!

At leve!

“At leve”: Udtrykker jeg som: “At bevæge og blive bevæget”. Det er grænseløst i sin natur. og helt hinsides kontrol.

Behovet for kontrol opstår i forsøget på at få magt over naturen og ultimativt universet.
Det udspringer af ambitionen om at styre vores eget og andres liv i en bestemt retning, båret af den absurde idé om at “få universet til at virke for MIG.”

Båden på havet

Forestil dig, at du befinder dig i en båd på havet, der tumles rundt af vinden og bølgerne!
Da du sidder i den, kastes du rundt sammen med den.

Hvad vil du impulsivt gøre?

Holde fast i båden: Så vidt muligt “gøre som om, at du er et med den”.

Så opdager du, at hvis du kun gør det, så vil der ikke være nogen mulighed for at skovle det vand ud, som vælter ind i båden!

Bådens evne til at danse med vandet og vinden, beror i allerhøjeste grad på, at forbliver tom for vand!

Du må holde op med at klamre dig så fast til den, at du ikke også kan skovle vandet ud! I stedet må du finde ud af, hvordan du kan bevæge dig med bådens, bølgernes og vindes rytme – samtidig med at du skovler vand ud.

Spontan bevægelse er det, som orden skal forhindre

I denne metafor kan båden symbolisere “det ordnede”. Noget vi forbinder med stabilitet. Især hvis det ikke blæser og vandet forholder sig roligt.

Efterhånden som vinden og bølgerne tager til, så viser det sig, at vores opfattelse af det stabile må revideres. En båd er ikke stabil i sig selv. Hvis jeg vil overleve i den i al slags vejr, så afhænger det af, hvordan jeg formår at bevæge mig kompetent – sammen med båden og alt det andet, der bevæger sig.

Det nytter intet at bekæmpe stormen og bølgerne. Heller ikke at insistere på at båden er “tryg” og sikker” uanset, hvad der sker omkring den. Den er muligvis “nyttig” eller det modsatte?

Det eneste, som virker, er, at jeg formår at bevæge mig på mange forskellige måder, og ikke er det mindste bange for at afprøve stadig nye måder at gøre det på.

Endnu vigtigere er det måske, at jeg undersøger, hvordan jeg kan bevæge mig, NÅR jeg afprøver og øver noget sådant nyt, også når det føles usikkert?

Kontrol

Hvordan ville “kontrol” se ud i lyset af den samme metafor?

Den som søger kontrol, vil bygge en synkefri båd, der nærmest ikke vipper i bølgerne. Måske kunne den have en anordning, der sprøjter fed olie på det oprørte hav, som dæmper bølgernes bevægelse?

Hvis der kommer vand indenbords, installeres der en maskine som automatisk pumper det ud. Den skal uanset være så tæt at passagerne ikke bliver våde.

Alle forholdsregler ville sigte på, at forhindre de virkninger som naturens spontane foranderlighed (bevægelighed) potentielt kunne få. Frem for alt skulle unødvendig spænding og overraskende forstyrrelser udelukkes.

Båden skal sejle efter en tydelig plan uden tvivl om, hvorved den kunne nå sine mål.
Passagerernes behov og forventninger ville til enhver tid stå over naturens spontanitet. Det hele skulle være under fuld kontrol!

Jeg er det levende! Spontan bevægelse.

Som jeg ser det, er både jeg og alt det andet, som havet. Jeg lever!
 Jeg ER det levende. Bølger, vind, sol og stilhed – storm og havblik.

Uro opstår, hvis jeg iagttager det anderledes: Som at jeg er SAT i livet. “Plumpet IND i det” med den opgave, at jeg skal forsøge at overleve. “Komme igennem det, uden for mange skrammer!” Nå at indfri MINE mål, og opfylde MINE forventninger.
Jeg kan let blive fanget en stund i ambitionen om at bygge en båd, der kan adskille mig fra den natur jeg ER.

Når jeg gør det, så kaldes båden for: “Sådan er Jesper – og sådan er han ikke!”.
I den er der ikke megen plads til spontan bevægelse: Selv hvis jeg ville sige: Jeg er spontan! – så vil det ikke være spor spontant! 😉

Jeg har set, at den overhovedet ikke byder på nogen sikkerhed. Tværtimod, så gør den, at jeg ikke ser og sanser den der vidunderlige vilde og bevægelige natur – jeg holder så meget af – særligt godt.



Der er ikke megen sjov i at sidde i cafeteriet på en færge, som sejler fra den ene havn til den anden, og spise mad der er tilberedt, så det er ens til alle. Det på trods af at DE, der forventes at spise den, er forskellige, helt ned til den enkelte celle og åndedrag.

Hvad med at hoppe ud af den der færge, og komme med ud at sejle på et noget mere lystfyldt hav? Vi øver det sammen!