Stress

Flere og flere mennesker klager over en følelse af stress. Fra en oplevelse af, at hjernen er ved at brænde sammen og kroppen ryster til følelsen af indre uro og hjertebanken. “Stressreaktioner” kan virke fuldstændigt invaliderende.

Hvordan opstår dette? Hvad får en levende krop til – af sig selv – at handle på denne måde?

Fungerer mennesket som en maskine?

Maskinen

En maskine karakteriseres ved, at der er en lineær sammenhæng imellem “input” og “output”. Hvis du putter noget ind i den ene ende, forventer du, at det, som maskinen producerer, følger de “regler”, som maskinen er konstrueret til at følge. Den arbejder med andre ord “trivielt”. Hvis maskinen ikke leverer det, som er forudsigeligt og forventeligt, må den have en “fejl”. Opstår en sådan “afvigelse”, vil det betyde, at det også er muligt at finde “en årsag” til fejlen: Noget er blevet “slidt” eller er “gået i stykker”. Når det giver mening skyldes det at maskiner bygges ud fra en lov om årsag og virkning: “Når man gør sådan og sådan, skal der ske sådan og sådan”.
Maskinen opererer i en eller flere “processer” som kan “analyseres”.

Hvis maskinen, hver gang vi giver den et input, selv bestemmer hvilket helt tilfældige output, den kommer med, vil vi finde den temmelig uanvendelig eller sågar blive bange for den. Pålidelighed er helt nødvendigt, når vi taler om maskiner.

Maskiner fodres med “ressourcer” og forbruger disse i takt med, at de producerer. Uden en ressource, som kan levere “energi” nok, vil maskinen ikke fungere korrekt.

Når vi beskriver maskiner giver det mening at tale om “effektivitet”. At være “effektiv” betyder, at vi kan “øge” outputtet med mindst muligt input. Vi “udnytter” ressourcerne bedre. Noget sådant kan der sættes “mål” op for. Mål som ofte også kobles på tid og penge, idet hastigheden som maskinen kører med, måles i tid.
Mål handler om mængde, “kvalitet” og tid, hvor ordet “kvalitet” beskriver nogle klare forventninger, som denne maskine skal leve op til for at kunne “yde” godt nok. Derfor giver det også mening at “optimere” på maskiner, hvilket vil sige at få dem til “at performe” mere og bedre. Til denne øvelse hører der de “rigtige værktøjer”, og viden om “at kunne skrue de rigtige steder”.

Det levende

Forestil dig et levende væsen!  F.eks. et menneske.
Hvis vi nu giver dette menneske det samme input over tid, kan vi så forvente at få det samme output? Eller vil hvert eneste input føre til at dette menneske ændrer sig, og efterfølgende handler anderledes på de næste input?

Det levende karakteriseres ved at “lære”, og igennem kontinuerligt at forandre sig selv. Det betyder, at der IKKE er nogen lineær sammenhæng imellem input og output. Mennesket handler i udgangspunktet “ikke trivielt”, dvs. uforudsigeligt og spontant. Ofte endda uden at der har været noget påviseligt “input”. Det samme “input” vil hver eneste gang kunne føre til at mennesket handler forskelligt.

Det levende handler i lyst

Hvor maskinen har brug for regler, vil det levende handle ud af “lyst”. Dette ord beskriver, at det, der gøres, sker af sig selv, og for sig selv.

Når et menneske trækker vejret, udtrykker det en aktivitet, som både “holder det i live”, og samtidig også kan ses som en konsekvens af at være i live. At beskrive årsager og virkninger vil derfor ikke være særligt hensigtsmæssigt. Er det i live fordi det trækker vejret? eller trækker det vejret som en følge af, at det er i live? Vejret trækkes.. bare.

At tale om effektivitet i det levende giver således heller ikke megen mening? Dette begreb bygger på en forudsigelig sammenhæng imellem input og output. Det betyder også at en levende organisme ikke opererer efter et “mål”, men måske bedre kan beskrives med at den søger, udvikler  og forandres i en dynamisk udveksling med sine omgivelser, som understøtter livet selv.

Levende organismer formår at relatere på en måde med hinanden, som skaber mangfoldighed. Denne mangfoldighed bliver en styrke i forhold til at understøtte det levende.

En meget væsentlig egenskab ved denne evne til forandring “af sig selv” beror på, at der hele tiden skabes forskelle. Denne uregelmæssighed gør det muligt at opretholde livet, idet det, der til det ene tidspunkt var nyttigt, måske på det næste er mindre heldigt. Variationen og evnen til selv at skabe denne, fungerer som sin egen livskraft. “Afvigelser” udtrykker derfor ikke “fejl” (der jo må have en reference for hvad der er “korrekt) men blot forskelle. Al bevægelse sker igennem evnen til at skabe forskelle f.eks. i muskelspændning.

Hvor maskinen handler i kraft af regler, vil mennesket som noget “levende” betragtet, handle igennem at erfare og lære. Denne læring opbygges igennem bevægelse og frem for alt i kraft af evnen til at kunne sanse og interagere aktivt og autonomt med omgivelserne. Læring kan ses som en “bevægelseskompetence”, der igen understøtter, at der sanses mere.

Levende væsener udvikler sig således typisk fra at kunne beskrives som værende “grovmotoriske” til at udvikle en “finmotorik”, under forudsætning af at de får mulighed for at erfare frit. Denne færdighed vil kunne være som et “rum” der udvides og udvides i hvilket et stadigt større “spænd” af bevægelse vil kunne foregå.

Når det levende gøres til maskiner

Prøv for et øjeblik at reflektere over de to ovenstående beskrivelser!

Hvad er det, som gøres, når vi som mennesker:

• sætter mål,
• søger årsager og fejl,
• vil være effektive,
• opererer i tid og noget som vi skal “nå”,
• betragter hinanden som resourcer der skal styres af “human ressource managers”,
• vil “bruge” hinanden,
• har forventninger og ambitioner om den rigtige “kvalitet”,
• styres igennem normer, regler og moral.
• vil “performe” og “optimere”
• og søger de rigtige “værktøjer”?

… bliver det ikke til at gøre det, der lever, til noget maskinelt?

Blot et spørgsmål om ord?

Du kan mene at “dette blot er et spørgsmål om ord? Og ord inviterer meget kraftfuldt ind i en bestemt adfærd og virkelighedsopfattelse.

Der er en stor interesse i at gøre mennesker til maskiner. Generalernes drømmesoldat er en “robot”. Industrien tænker i samme baner, og kan en “proces” automatiseres igennem software og maskiner gøres det i effektivitetens navn.

Overalt i vores samfund bruges dette maskin-sprog om alt. Også når der tales om børn, opdragelse, undervisning, læring, parforhold, ja overhovedet om livet selv – og det i en grad så mennesker og dyr idag ses som “ressourcer” eller nogle, der “skal finde ressourcerne” til at opnå dette eller hint.

At ansætte en kollega er blevet til “at skulle bruge en medarbejder”, og det er blevet gjort til katastrofe at føle sig i den situation: “at der ikke er brug for mig”.

Stress en følge af at “gøre sig til en maskine”?

Kan det tænkes at denne invitation, som naturligvis vil være interessant at sende fra den, som ønsker indflydelse og magt, til de som helst skal handle forudsigeligt og “effektivt”, virker som en indbydelse til at “være i kontrol”? … Til at handle som en maskine?

Maskiner kontrolleres. De styres igennem kontrol.

Hvor noget skal kontrolleres, sker det igennem spænding og fokus. Kontrol vil hindre og begrænse lyst. I lysten findes det afspændte og det løsslupne.

Stress kan betragtes som det kroppen gør, når invitationen til permanent at være “i kontrol” bliver så stærk og så automatisk, at al bevidsthed om dette forsvinder. Som at befinde sig i en kontinuerlig “alarmtilstand”, hvor handlinger bliver til reaktioner på “instrukser” i form af moral, norm, regler, forventninger og fortællinger.
Hvor det er lykkedes at gøre det, som lever, til noget “maskinelt”… eller i det mindste at det har konditioneret sig selv på en måde, at al handlen bliver “mekanisk” i en ambition om “at være i proces” frem imod en kontinuerlig optimering og ambition.

At undre sig og få øje på det

I Mahamudrainstitut – Institut for indre rum og bevægelse, vil du finde rum til at kunne iagttage alt dette.

Føler du dig “ramt” af stress, handler det ikke om at du er “syg”. Måske nærmere tværtimod. Kroppen reagerer naturligt – som et sundhedstegn på den helt vanvittige invitation til at være som en maskine. Det er at sammenligne med at tvinge livet til at “spille dødt”. Der er med andre ord intet i dig, der skal “behandles”. Måske skal du blot give dig selv en anden invitation?

Rummet inviterer til at genopdage sanselighed og lyst. Det er en helt anden slags indbydelse: At åbne for livet. At erkende at i det, som lever, handler det ikke om “at finde fokus”, men om at åbne for opmærksomhed på det, som er. At se, at der intet sted er “at skulle hen”.

Hvor den erkendelse sker, opstår der kontakt til lyst, frihed og bevægelighed – hinsides det, som betinger. Jeg vil pege på det med ordet: “Kærlighed”.

Kærlig hilsen

Jesper