I kvantefysikken benyttes et begreb som “superposition”… En “tilstand”, som ikke er “stilstand”, men udtryk for et potentiale, hvis udfald alene afhænger af måden, den iagttages på. Hvis den altså iagttages?
Denne tanke er meget lig de som både Nagarjuna og George Spencer Brown undersøger.

Selvudvikling og Tantra?

Når, der tales og skrives om “Tantra” i vores tid – og især i kulturer præget at en materialistisk livsfilosofi, så bringes det til at handle om Selvudvikling.

Jeg kan så spørge om, hvad der IKKE trækkes ind i den kontekst?
Selv det tøj, den bil, hus, tandpasta eller ferie jeg tilbydes, anprises med, “at det vil vil være helt fantastisk for mig selv, min selvtillid og selvopfattelse.“

I samme åndedrag menes der: For “Hvordan ANDRE vil betragte mig!”

Identitet

Når dette SELV spiller så stor en rolle i materialistisk funderede kulturer, så hænger det nok sammen med, at disse samfund bygger på handel. Der skal en køber til for at skabe en sælger. Begge behøver en meget klar identitet og attraktivitet.

Med identiteten følger også, at vi kan være helt sikre på hvem der kommer til at eje det som sælges, og hvem der bærer skylden og pligten til at betale for den. ..Og dermed også eventuel straf, hvis det ikke sker.

Vores identitet baserer sig helt grundliggende på ejendomsret defineret som: Hvem der har den formelle magt i relationen.

Det kommer til udtryk ved, at vi i vores sprog, benytter: “Min” og “mit.” og stort set alt.
Mine børn, min kæreste/partner, min bil, min hund, hus, båd, ægteskab, Mit liv og min karriere. Min fremtid … osv.

Få tænker på at at f.eks. “min fremtid” også vil være særdeles forstyrrende for “andres” fremtid? 

Heldigvis findes hverken “deres” eller “min” fremtid. Det er så en detalje som de fleste vil finde irrelevant: Jeg kan vel tænke MINE tanker om det, som jeg vil! .. Ikke sandt?

“Jo” kan jeg så svare – for at bringe ro i dialogen, og holde for “mig selv”, at tanker nok er deres egne. De kommer og går uforudsigeligt og spontant, mere afhængigt af alt andet end af det, jeg overhovedet kan se som “mig”

Kundens behov som noget tungtvejende

I en sådan kultur, hvor den gode sælger af alt fra religiøse overbevisninger, over politik, magt, solcreme og elektriske biler er kongen – vil det meste komme til at dreje sig om “Kundens behov”.

De fleste af disse “kunder” vil hævde, at det er DERES behov en sælger henvender sig til? Og nej det er måske sådan, det ser ud? Intet kan imidlertid være fjernere.

Den gode sælges kunder, vidste ikke hvilke behov de virkeligt havde, før de mødte ham eller hende?



Er sælgeren f.eks. “binær”, så vil jeg skrive “Før de mødte “den”” … altså sælgeren. Og her skriver jeg ikke om en chatbot, men om et menneske, der insisterer på ikke også at skulle være et “køn” med alle de specifikke krav, der følger med den identitet.

Køn som superposition

Hvad “er” du så?
Spørger en så måske.. og fortsætter:
“En snegl måske…den kan antage begge køn”.

“Nej” –
Vil svaret lyde med tilføjelsen:

“En snegl udvikler kønsorganer der kan fungere på flere måder. Og menneskers opfattelse af køn, kan vi ikke reducere til kønsorganer. Den fastlægges i vores kultur som en identitet, du fødes med, der baseres alene på din fysiske fremtoning. Dens funktion er at definere ret, magt og position“.

“Vi kalder vel heller ikke en stor nyfødt baby for “Spæk-børn” og den spinkle for “Rasle-ben” hele livet? ..Bare for at holde dem fast på, hvordan deres fremtoning var, da de kom til verden!”



Den fortælling kan så blive afsæt for mit ærinde nu:

Hvordan opstår dette SELV? – En fortælling om “Superposition”

Hvordan opstår dette “Selv”?
Dette meget tungtvejende centrum, hvorom alt kommer til at dreje i vores markedsøkonomiske kulturkreds.

Svaret er tilsyneladende meget enkelt:
Igennem iagttagelse.

Jeg kunne også synonymt skrive: Igennem forstyrrelse, bevægelse, skelnen, markering og navngivning.

Lad mig begynde med begyndelsen:



To mennesker mødes og bliver liderlige.
(Ja ok.. historien kunne jeg gøre mere romantisk…)

De parrer sig, på den ene eller anden måde. Bringer to celler så tæt på hinanden, at den ene kan trænge ind i den anden. Eller beskrevet fra et andet perspektiv: Sådan at den ene kan omsluttes af den anden.



Hvad de gør, kan potentielt føre til et barn. Det ER endnu ikke ikke et barn. Både sædcellen og ægget kan vi også se som “potentielle børn”. OM de bliver det, afhænger af, hvordan de bevæges.



Nuvel to er så heldige (eller uheldige? – Det afhænger af iagttagelsen), at de bevæger sig ind i hinanden, langt ind!, så langt ind at de forener sig til et “Embryon”.. Det er endnu ikke et menneske!

Det udtrykker et potentiale – en “superposition, på samme måde som både sædcellen som ægcellen gør det.

Det kan end ikke eksistere selv. Det er både sin mor og ikke sin mor, og det lever af alt det, som mor lever af. Det “oplever” også alt det, som mor oplever – helt som alle andre celler i “mor” potentielt gør det.

Efter ca 9 måneder er det vokset til en foster og videre til en baby: Et spædbarn.
Hvilket nyt potentiale. Det ligger bogstaveligt foran porten til et helt nyt liv.

En åbning det enten skal presses ud igennem, eller det kan risikere meget pludseligt at blive “hentet ud” igennem et såkaldt Kejsersnit.

Far? … Også i superposition?

“Hvem er mon derinde?” – spørger mor – far? Ja altså ikke hendes far, men den far, som lige nu ikke er klar over, hvad det betyder. Også “han” – befinder sig i “superposition.

Jeg gør lige en pause.

Kan du fornemme at uanset hvor jeg “slår ned” i forløbet fra den første date, over liderlighed, parring, befrugtning, etc… så er vi alle steder i en slags “superposition”? Det videre forløb beror på hvordan der iagttages – dvs. bevæges?

Mulighederne er mange… måske uendelige og dog på en eller anden måde også determinerede? Af hvad?

Af hvordan de iagttages!

Lad mig fortsætte:

Skrigende eller tavst kommer Baby ud.
Naturligvis ikke “til verden” som vi siger.
Der har “den” hele tiden været.

Den? … Er det da ikke en pige?

“Den” skriver du?… Ja!

“SE! Mette Margrete… Det blev en sød lille pige!”.. siger Jordemoren, og lægger den op til Moren.
“Uhh… “…
“Der er du jo!” Svarer Mor til SIN lille pige…

Ved den lille “pige”, hvem hun SELV er?
Nej… Så absolut ikke.

Der går lige lidt før hun f.eks. opdager, at hun er “dyyyygtig” hvergang hun skider, INDEN den friske ble er kommet på..

Og derfra tager det fart.

Hvem bliver hun så til?
Det afhænger af?

Ja af hvad?
Af hvordan hun iagttages – bevæges.

…..

Jeg vil efterlade dig her!

Hvis du vil høre mere om: 



Hvordan et SELV, muligvis opstår alene igennem iagttagelse? Fra det vi kan kalde for en “Superposition”, hvor det er måden, der skelnes på, der er afgørende for, hvad udfaldet er

Hvordan en sådan superposition enten kan “kollapse” eller fastholdes afhængig af, hvordan den måles dvs. bedømmes?

Hvordan de identiteter, kategorier og dualiteter vi opfatter verden igennem, simpelt kan forstyrres til at miste deres sammenhængskraft og måske regenerere den igen, og reelt set igen egen eksistens kan have?



Hvordan vi og alt, hvad der er, kan ses som i et kontinuerligt potentiale eller “bliven- til”-mulighed.

…Så må du følge med på Facebook, på hjemmesiden eller endnu bedre være med i vores Praksisfællesskab omkring systemisk tænkning og Tantra.



Jeg siger bare: Det er spændende!

… Og du gør det ikke for dig SELV .. eller dit SELV eller …af dig SELV.
Det sker sammen…