Op til en weekend i Baden-Baden i Sydtyskland med systemisk praksis og “Tantra”, skrev jeg dette som et oplæg. Det kan nogle gange føles vanskeligt at forstå, hvad der menes med “systemisk” -praksis, -teori, -handlen etc.

Et system systemisk set?

Når vi i systemisk teori, beskriver som et “system”, eksisterer principielt kun som interagerende bevægelse: Bevægelse, som bevæger, noget der bevæger. som…

Den første vanskelighed ved at begribe det, beror måske på, at vi er vant til at tænke på interaktion, som “noget der sker imellem mindst to “elementer”. Altså at den ene “form” relaterer til den anden “form”. Eller at flere enheder relaterer og bevæger sig i forhold til hinanden.

Det skyldes at vi er opdraget til at tænke i mekaniske systemer. Meget under indflydelse af Isac Newton.

Jamen hallo i et “planet system” eller en “familie” er det vel også planeter eller familiemedlemmer der bevæger sig i forhold til hinanden?

Sådan ser det ud for os som en konsekvens af, at vi er blevet konditionerede til at se et menneske som en afgrænset enhed eller form.

Systemisk set, vil du og jeg kontinuerligt være forskellige – også i det “indre” – alt efter, hvordan vi relaterer med det ydre. En krop og et intellekt – opretholdes igennem bevægelse og uendeligt mange forskellige måder at relatere på, med alt hvad der er. Tænk bare på, hvordan al biologi i os veksler med den, mad vi spiser, årstidernes skiften, temperaturen udenfor, og det vi i sekundet møder “omkring os”. Selv solens og månens bevægelse, bevæger os.

Systemisk Familie opstilling?

Når jeg spørger mennesker, om de kender til systemisk teori? Så nævner mange “systemisk familieopstilling” som noget, de er stødt på.

Jo den metode er udviklet inspireret fra systemteorien. Og den lider desværre under at systemet opfattes som noget, der kan iagttages “ske” imellem elementer i en familie. I metoden repræsenteret af “figurer” der opstilles – enten som levende mennesker (figuranter) eller med små dukker/ lego-figurer.

Hvad der helt overses er, at alle deltagere, konteksten opstillingen finder sted i OG iøvrigt kontinuerligt forandrer, gør:
At det der iagttages absolut intet har at gøre med “det familier gør” – ud over at hele den setting bruges til at tale om familier, og “de forskellige medlemmers roller og mulige intentioner”.

I bedste fald kan det forstyrre alle deltagerne, til at ændre syn på “deres familie”, i værste fald bliver det til manipulation.

Et system har intet Centrum.

Hvad “drejer sig systemer så om”?

Intet!

Systemer har intet centrum. At skabe et centrum betyder at afgrænse måden, der iagttages på, sådan at der skabes et fikseret “punkt” der tilsyneladende er i ro? Eller hvorfra al iagttagelse udgår.

Jeg vil beskrive det sådan at: Systemer opstår igennem måder, der bevæges på?

Bevægelse peger på “at skelne”.
At skelne på “at iagttage”.

Ultimativt vil det føre til at beskrive “al eksistens” som “perception”, uden at der er en “nogen” eller “noget” der perciperer.

Tænk på det, vi kalder for vores solsystem!

Et solsystem – systemisk set

Det opretholdes som et “system” alene igennem vores afgræsning. VI har besluttet os for, hvad der hører med, og ikke hører med. Måden alt bevæger sig med hinanden på, følger tilsyneladende nogle “regler”.
Regler er det, vi kalder bevægelse, når det for os ser ud som “gentagelser” eller “det samme”. Det gør nu aldrig “det samme”! Vi får det til at “se ens ud”. Det gør vi i øvrigt, for at VI kan bevare en ide om, at VI også er “det samme”, som vi var for et øjeblik siden.

Solsystemet eksisterer som “hvordan”.
I din og min krop organiseres stjernestøv anderledes end det gør, når vi ser ud i rummet. En skrivebordsstol “består” også af organiseret stjernestøv, der bevæger sig anderledes med hinanden, end stjernestøvet i “mig” gør det.

Jo det virker abstrakt og fremmed for de fleste mennesker. Og for dig, som vil undersøge denne radikalt anderledes måde at betragte livet og universet i stort og småt på, åbner der sig så mange nye muligheder for at handle.

Tænk bare på den frihed, det er, IKKE at skulle identificere sig med et centrum!

AI og systemisk teori

Med den hastige udvikling af LLM’er (store sprogmodeller) og såkaldt AI bliver det tydeligt, hvordan skelnen kan opstå i systemer, der fundamentalt bygger på ét princip: Evnen til at generere et astronomisk antal mulige relationer og kombinationer, alene baseret på sandsynlighedsstyret mønstergenkendelse.

Disse systemer kan ikke percipere i biologisk forstand. De kan simulere perception ved dynamisk at variere deres skelnen afhængigt af, hvordan de forstyrres – Vel at mærke uden selv at kunne ændre deres underliggende kriterier for skelnen uden ekstern træning.

Biologiske systemer opfatter og handler anderledes. Perception opstår gennem sanset og kropsligt forankret erfaring, hvor enhver forstyrrelse ændrer både responsen og måden, systemet skelner på.

Mennesker og levende organismer tilpasser sig ikke ved at justere sandsynligheder i et enkelt øjeblik. De fornyer deres erfaringsgrundlag, integrerer det i en bredere livskontekst og udforsker nye handlemuligheder.

Hvor AI beregner mønstre ud fra eksisterende data, skaber biologiske systemer nye niveauer og måder at skelne på af skelnen gennem erfaring, affekt og konstant, uløselig interaktion med verden, de er dybt indlejret i.

Systemer har systemisk set ingen egen-eksistens

Ja biologiske “systemer” har ingen egen eksistens. De eksisterer udelukkende som “interaktion”. Som iagttagelse.

Det samme gælder AI.

Disse LLM-modeller “betår” hverken isoleret igennem deres programmering eller de tekniske systemer, de kører på. De får først eksistens gennem interaktion med brugere, hvor deres output skabes i et møde, der ikke er givet på forhånd. De genererer ikke svar fra en fast viden, men responderer i øjeblikket på forstyrrelser i form af input, som de statistisk vægter og spejler tilbage i nye kombinationer. Uden denne interaktion er de ingenting.

Her bliver det spændende!

AI bliver systemisk set til en udvidelse af menneskers evne – altså biologiske systemers evne til at skelne og handle. Vi mennesker handler heller ikke ud fra vores viden, men integrerer situeret, kontekstuelt påvirket i hele kroppen og med intentionalitet i vores spontane respons på forstyrrelser af enhver art.

Hver eneste interaktion ændrer også måden, vi skelner på. Vi er sansende og selvregulerende. Viden opstår igennem og som: Tilpasninger og radikale ændringer af “Hvordan”?

Hvad “er” jeg så?

Jeg er, som jeg ser dig!

Du kender sikkert fortællingen om Mowgli der blev efterladt i junglen, og opdraget af ulve?

Han var overbevist om at han var en ulv, og levede som ulve gør det, indtil han mødte et menneske, som han synes lignede sig mere end de andre ulve gjorde. Hidtil havde han blot tænkt, at han var en mærkelig “forkert” ulv?

Fra da af – ved at se et andet “menneske” – opfattede han sig selv som et menneske.

Historien er fantastisk til at illustrere, hvor vi skaber identitet og “selv”. Vi opfatter os, som vi ser alt omkring os. Vi skaber forskelle – reducerer og forstærker dem igennem vores måde at iagttage og interagere på.

For Mowgli var det sikkert mest bekvemt at gå oprejst? Og for ikke at adskille sig fra flokken han levede med, gik han ned på alle 4, når de var sammen.

Hvad er det jeg ser, når jeg ser dig?

Når jeg møder det, jeg kalder for “Dig”, så ser jeg dig, som jeg er – dvs. bevæges og bevæger mig lige i dette øjeblik!

Hvis jeg skaber angst, så VIL du være noget, jeg må være bange for?

Omvendt, hvis jeg bliver bange for dig, så er jeg, som jeg ser dig i angst.

Kan du se, hvordan den indsigt og det at afprøve det i praksis, kan forvandle alt i måden du lever på?

Hvis jeg ser dig som dominant, så er jeg den, som underkaster mig. Ser jeg dig som imødekommende, så henvender jeg mig let af hjertet til dig.

Du kan føle, at du ER imødekommende, og hvis jeg ser det du gør, som mistænkeligt, Så vil jeg være “et forsigtigt menneske.”

Jeg kan ikke styre det. Har ingen kontrol over det. Og jeg kan forstyrre og bevæge alt igennem måden der bevæges på. Måske øge chancen for at der opstår noget andet, end der ellers ville gøre, hvis jeg bevæger mig på en anden måde.

Er jeg noget “der sker”

Du kan læse at jeg skriver “jeg” i denne tekst. “Jeg” findes ikke…uden “dig” eller “det”.“

Jeg” opstår? … Hvordan nu?

Et møde med en terapeut

Tænk på en terapisession med en terapeut.

Du hilser på hende i døren, og det første du gør, er at fløjte sagte ved synet.

Hun bliver overrasket!… Og gør måske som ingenting. Sanser måske alligevel en vis irritation? Forsøger at tolke hvad det mon kan betyde?

Så viser hun dig en stol, og sætter sig selv skråt overfor.

“Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spørger hun – og fortsætter måske: “Hvad vi du gerne tale med mig om?”

Du svarer:

“Altså jeg er nødt til at sige, inden vi går i gang, at jeg simpelthen synes, at du ser SÅ lækker, sød og dejlig ud!”

Hvordan tænker du at den samtale vil forløbe?

Vil den overhovedet fortsætte?
Mon terapeuten lige havde tænkt sig det?

Kan hun være i: At se sig, som du giver udtryk for, at du ser hende?
I den “terapeutiske kontekst” som hun måske gerne vil opretholde?