Systemisk set er livet noget, som sker med os. Vil det sige at vi overhovedet ikke kan være i kontrol? Ja! – uanset hvor meget vi forsøger på det, vil det være forgæves. Hvad kunne alternativet være?

Forestil dig et simpelt mekanisk system!

Det består af 5 strenge der er udspændt på en fast ramme.

På hver af strengene er der en skyder, der kan ændre fastholde strengen i en bestemt længde.

For hver streng, er der en anordning, der med en lille blød “hammer”, der kan slå på den.

Både skyderne og hamrene kan reguleres af et menneskes hænder.

Under strengene er der et resonansrum, hvis størrelse også kan reguleres: Det kan gøres mindre eller større.

Nu har jeg skabt et simpelt instrument, der umiddelbart kan reguleres i to retninger (reelt i uendeligt mange), i et rum der kan åbnes eller lukkes ..

Med denne simple maskine eller instrument, kan der frembringes uendeligt mange forskellige lyde, ganske enkelt ved blot at bevæge skyder, hammerslaget, og resonansrummet.

I interaktionen med et menneske vil dette system opføre sig både mekanisk forudsigeligt (hvis vi isolerer hver delfunktion), og samtidig uendeligt uforudsigeligt i sin helhed, idet dets output afhænger af den levende interaktion, det indgår i.

Systemisk set virker det igennem:

Dynamisk regulering – Alle parametre (strengelængde, slagstyrke, resonans-rum) kan justeres kontinuerligt, hvilket gør systemet i stand til at tilpasse sig.

Relationel lydskabelse – Systemet producerer ikke lyd i sig selv. Lyden opstår i mødet mellem det og den, der interagerer med det.

Ikke-lineær respons – Strengene påvirker hinanden (resonans), og da slaget, skyderen og rummet er gensidigt afhængige, kan man ikke forudsige, hvilken lyd der vil opstå i en given situation.

Emergens – Lyden kan ikke reduceres til summen af de enkelte strenge, men opstår som et komplekst mønster, der ikke kan reduceres til sine dele.

Sansende handling – Den, der spiller på instrumentet, må lytte og justere i realtid. Systemet kan ikke “spilles” ud fra en fastlagt plan – det kræver fornemmelse, intuition og samspil.

I det sekund dette menneske interagerer med min maskine eller instrument, har vi forvandlet det mekaniske system til et “levende system”

En metafor for hvordan systemisk tænkning fungerer

Hvad jeg har beskrevet her kan ses som en metafor for, hvordan systemisk tænkning fungerer:

Systemet kan ikke forstås igennem enkeltdelene – Vi kan lære det at kende igennem måder at bevæge os og det på.

Ingen handling er isoleret – Enhver ændring af én parameter ændrer hele systemet.

Forudsigelighed er en illusion – Vi kan lære om systemets principper, og ikke styre det igennem kontrol.

Erkendelse opstår ved at handle – Vi lærer systemet at kende ved at spille på det, ikke ved at analysere det udefra.

Omgivelserne bevæger systemisk set mere end alt andet

Hvis blot temperaturen eller fugtigheden i omgivelserne ændrer sig en smule, vil lydene ændre sig, med mindre det spilles på en måde, der tager hensyn til det.

Det skal med andre ord spilles “følsomt” og på en sådan måde at den, som spiller på det, sanseligt tilpasser sig forandringerne i omgivelserne i måden vedkommende bevæger sig på.

Hvis denne opmærksomhed på omgivelsernes bevægelse ikke er der, vil det være let at tro, at instrumentet pludseligt er “ude af stemning” – uden at forstå hvorfor?

En fast metode vil derfor ikke virke. Den som spiller på det må bevæge- og tilpasse sig sammen med – eller som ET med instrumentet og omgivelserne.

Kompetencen handler med andre ord ikke om at opnå “kontrol” men om relationel følsomhed og evnen til at bevæge sig på nyttige måder i det uforudsigelige der opstår.

To mennesker – systemisk set kan de ikke adskilles

Hvis jeg nu udvidede eksemplet til, at det ikke var en maskine/instrument det handlede om, men to mennesker eller bare to levende organismer der mødtes, så ville uforudsigeligheden være total.

Den mekaniske forudsigelighed, ville være væk.

Reelt set kunne vi ikke længere adskille de to levende systemer fra hinanden. Hvad ville spille på hvem?

Det hele ville være “noget som sker!” uden den mindste chance for meningsfuldt at beskrive hverken årsager eller virkninger.

VI kunne måske, og da blot momentant, iagttage hvordan det sker? Og da erkende, at det vi så, ikke blot ville være de “to” der blev til en, men nu tre, der blev til en!

Det iagttagende og det iagttagede – ville være et system, endda uden egeneksistens i de omgivelser de dannes af.

Systemisk set sker Verden!

Hvad, jeg skriver her, er ikke noget abstrakt!

Det er sådan, verden sker! Og med den vi sker!

Vi kan ikke forklare det “sandt”, og vi kan omsætte det til en iagttagende praksis.

Det forandrer vores syn på det “at relatere” og på erkendelsen af, hvad “eksistens” kan være? og hvordan?

En “systemisk” praksis

Igennem 35 år har jeg bogstaveligt levet af at undersøge, hvordan vi i dette meget anderledes perspektiv på livet og det levende, kan udvikle andre måder at bevæge os på med hinanden og det, som er.

På en anden måde det den traditionelle rationelt, logiske, mekaniske tankegang byder på.

Først og fremmest har jeg inviteret til at erkende det relationelt kropsligt.

Det har jeg kun kunnet gøre, ved at bringe mig intimt ind i kropslige møder med mennesker, UDEN at skabe en professionel distance og angst for gensidig berøring.

At leve ER intimt!

Vi lever både indefra og ud og udefra og ind..

At mødes i grænser, bliver at mødes på overfladen.

Du kan selv fornemme om du længes efter noget andet end “overflade kontakt”?

Den opleves ved, at der er nogen, som vil “give dig noget” og helst ser dig “modtage det”.

“Det hele skal handle om DIG” – siger de gerne. Uden at at se eller ville vise, HVOR umuligt det lige er!

Og OK.. Så “gør vi som om, at det er muligt”..

Spiller skuespillet og følger underholdnings-samfundets forkærlighed for at skøjte hen over den glatte kolde is.

Hvis du vil noget andet!?

Så tag kontakt