Jeg læser og hører ganske ofte mennesker sige, at de gerne vil være frie af deres tanker?
Sådanne udsagn finder jeg ganske forunderlige.

En tanke findes ganske enkelt ikke!
Hvis en Hjernekirurg åbner ind til hjernen på et menneske, vælter det ikke ud med ord og tanker.
Der vil være et hav af såkaldte “hjerneceller”. …Og tanker…? Nej ikke en eneste.

Du kan selv gøre forøget, om det er muligt for dig at fastholde bare en tanke?
Nej vel? ..Det er ikke muligt at fastholde noget, som ikke er.

Men hallo.. Jeg tænker jo?
Ja helt som jeg også bevæger mig. Og det sker ikke igennem en lang række “bevægelser”, som kommer efter hinanden som perler på en snor.

At bevæge, at tænke, at kysse, at elske, at svømme, at sanse, at møde, at spise, at ånde ud og ind …. Alt dette er hinsides form.
Formen opstår, når vi vil måle og bedømme det som “noget”, en “nogen” gør.

Sådan fungerer vores sprog. Det bruger form til at pege på noget, som er uden form.
Det fryser bevægelse, som en anden Sne-dronning der gør alt, hun peger på, til is.
….

LaoTzu´s tanker om krukken

LaoTzu viser det meget elegant ved at spørge: Hvad nytten af en krukke er? Altså som form?

Ligger den i det brændte ler og glasuren? Eller omkranser krukken ganske enkelt “ingenting”? Nytten af krukken må bero på, at der ingenting er i den? Det gør, at jeg kan fylde noget andet i den, end den selv er.

I al sin enkelthed er dette et metafor på du og jeg.
Nytten af mig er ikke at rumme mig… men noget andet, end mig.

Alt det der er “derude”…
Ja sådan beskriver vi det.
… og i virkeligheden er det også derinde.

Se lige på den tomme krukke igen!
Det – vi måske vil kunne kalde for indersiden – dvs. den konkave side af krukken – er lige så meget ydersiden af keramikken og glasuren, som den konvekse side er det. En “krukke” kan jeg jo også lave ved at slå en dyb bule i en tynd plade af jern, eller grave en fordybning i sandet. På den måde vil oversiden af jernpladen eller sandet også åbenlyst være indersiden i fordybningen

Det derude er med andre ord også det derinde.

Hvis nu Karin siger til mig! “Jesper! Jeg skal bruge en krukke”, og jeg sætter mig ved drejeskiven og drejer en til hende. Så forventer hun, at den er tom. Hvis den er fyldt med brændt ler, er den ikke til nogen nytte som krukke? Måske kan den så anvendes som en dekorativ dørstopper?

Hvis der ikke er tanker, hvad er der så?

Hvis ikke der er tanker i mit sind, hvad er der så?
Ingenting… Det er tomt.

Men hvad er det så, der føles som tankemylder, eller at hovedet er fuld af bekymringer, det jeg skal nå, eller være, længsler, sorg eller håb?

Illusionen om “mig”

Det opstår alt sammen ved at have gjort det vigtigste til illusionen om MIG.

En magisk krukke – der kun vil rumme det, den selv vælger, at den skal rumme – er virkelig ikke til megen nytte.

“Jeg er simpelthen SÅ fuld af alt det, jeg skal nå for at være mig”… “Jeg har nok at gøre med at bekymre mig om mig selv og mine grænser. “ “Se bare hvor grænseoverskridende verden er blevet!”

Når jeg er færdig med mit projekt om at blive fri fra mine tanker, og alt det andet vigtige i mit liv, så skal jeg nok være der!…

Det er på ingen måde muligt “at få styr på det derinde”.
Det ville svare til at få styr på alt det derude!

Hvad så?
Bevæg og lad dig bevæge! .. Det er det, som sker, uanset hvad jeg ellers forestiller mig?
Livet er for dig og mig, som vi bevæger os og bevæges af alt det derude. Det “derinde” er såmænd blot et spejl af det.

Lad os pudse spejlet! …Og se at støvet på det kaldes for “mig”.
Den praksis kaldes nogle gange for “meditation”.. <3
Det betyder at iagttage hinsides “at give form”.

Det kan være svært.
Det svære er, at dette “mig” hele tiden forstyrrer. Det er som om dette mig, føler sig vigtigere end dig og det andet derude!?

Illusionen om mig stiller sig imellem…

“For ….hvad får jeg lige ud af at meditere?
Ikke engang en “oplevelse”?”

“Næh… Absolut ingenting. Du ved: Det der med den rummelige tomme krukke <3 “

Kom og vær med og undersøg elskovskunst som meditation..