Når jeg bliver spurgt om det, som vi tilbyder i Mahamudrainstitut, skal forstås som “forløb” svarer jeg. “Nej”

Er Tantra: At være i proces?

Intet forløb kan bringe mig til at se….

Enten ser jeg, eller jeg ser ikke?
Enten er der lys, eller der er intet lys…der findes ikke en mellemting imellem lys og fravær af lys…
Enten har jeg forstået, eller forståelse er endnu ikke der?

Mit intellekt søger kontinuitet og forudsigelighed: “Mon jeg får det, som jeg forventer?”. “Indeholder seminaret/retreaten” nu også det som jeg kunne tænke mig at beskæftige mig med?

Der er ingen vej til bevidsthed

Der er ingen “vej” til at bevidsthed. Sætningen: “Jeg nærmer mig bevidsthed…” er absurd? Det handler i min beskrivelse ikke om “at være i proces”. Enhver “proces” må indeholde en ide om at skulle et eller andet sted hen? Og vil ikke netop den forestilling stille sig i vejen for at du ser? …for ikke at sige skabe en ambition, og dermed forårsage lidelse?

Et rum for undren

Det jeg gør, er at skabe en situation – intet andet. Et rum som du kan iagttage i. Et rum for undren. Du kan også kalde det for en invitation?
Ingen ville vel forveksle en indbydelse til en fest, med festen selv? Invitationen du får er med andre ord ikke det, som du inviteres til.

Gør du din undren til et forsøg på “at regne” det ud, kommer dit intellekt på overarbejde. Hvis du derimod går fuldstændigt opmærksomt ind i mødet, (og kan du ikke det – så iagttag, at det er det, som du ikke kan) vil du få øje på de mellemrum, hvor der intet er.

Det sker i det øjeblik du ophører med at se efter “noget”, og bare ser…

Kærligst Jesper