Leves livet i en sindstilstand, hvor vi igen og igen inviteres til at søge efter noget?

Igennem opdragelse, uddannelse og det sociale liv lærer vi at være optaget af en konstant søgen efter at opnå noget: Forstå, finde meningen, blive en bedre mand eller kvinde, eller “en rigtig” en af slagsen, bedre til sex, mere avanceret i sengen, længere orgasmer …”før 5 minutter” nu “27 minutter”… mere spirituel, længere meditationer, være sund og klog, få en flot figur, finde den rigtige partner, have penge, status, magt. Uanset om det, som søges så også findes, så fortætter denne trang. Måske fordi det, som der ledes efter, bliver uinteressant i det øjeblik, det haves?

At gå i søvne

Når jeg lever mit liv i denne vedholdende søgen efter tilfredsstillelse af en eller anden ambition hensætter jeg mig i en søvngænger tilstand, hvor det, som fylder mit sind er drømmen om det næste. Ved jeg overhovedet, hvad det er, som jeg søger efter? Og hvad er det, der gør, at det tilsyneladende gennemsyrer hele vores samfund?

En mente her på facebook for nogle måneder siden at vi burde være “venner” her, da vi sikkert delte visionen om at skabe en bedre verden?
Jeg har ingen vison om at lave om på verden end ikke en forestilling om at skulle ændre på mig selv! Drømmer ikke enhver politiker, om at revolutionere, reformere, udvikle og gøre en forskel? Er det ikke det som driver mennesker ind i politik? At få magten til at kunne gøre en forskel for mennesker? Lige som det driver præster, kirker og alle religiøse samfund? Er der i grundsubstansen forskel på at være en Hitler og en Gandhi, en Busch eller en Obama, en Mother Theresa eller Paven? Jeg kan sætte spørgsmålstegn ved, om jeg deler de nævntes syn på verden, og det er i denne sammenhæng irrelevant, fælles for dem alle er deres søgen efter en drøm, og ønsket om at få magten til at virkeliggøre den.

“I have a dream” udtalte Martin Luther King….

Bliver drømme nogensinde “virkelige”? Kan nogen “virkelighed” rummes i en drøm – i en ordnet række af bogstaver eller billeder?

Det sorte hul?

Det er, som sidder der i hver eneste af os et sort hul, som suger alt til sig? Umætteligt er det. Knapt er det ene behov dækket, før end der dukker et nyt op, som sluges i det øjeblik også det er blevet opfyldt. Et sort hul, som driver os fremad og fremad i en cirkel efter mere tilfredsstillelse, blot for igen at vi står sultne tilbage. Som også viser sig i det kollektive paradigme, der taler om “vækst” som et synonym for “udvikling”.

Mindfulness kurser

Når jeg ser hvor mange “mindfulness” kurser og træningsforløb som udbydes, må jeg igen forstå det som en søgen efter drømmen om “at være mindful”. Selv i seminarbeskrivelser optræder det som en forudsætning: “Du skal kunne være mindful i samtalen”!
Ser udbyderen at denne søgen vil stille sig i vejen for enhver tale om “mindfulness”?
“Jeg prøver, men det lykkes ikke så godt” siger nogle, der kommer til mig og mener at de skal undskylde.

Du ER spællevende!

Jeg tilbyder ingenting! Du kan intet få ud af at beskæftige dig med tantra! Du kan intet opnå! Intet af det, som du kan drømme om, vil blive realitet …heller ikke igennem tantra.
Du skal intet “prøve”, ikke nogen steder hen. Du ER spællevende!

Da jeg var omkring 40 år gammel gik det op for mig, at der intet var mere i verden som jeg ønskede mig. Jeg havde nået alt det, som jeg kunne forestille mig. “Mere af det samme”? spurgte jeg mig selv. Først oplevede jeg det som en krise. En eksistentiel en af slagsen. “Er livet blevet meningsløst?” Når der ikke længere er nogle drømme, ingen mål ingen tilfredsstillelse hvad er der så tilbage af livet?

Illusionen om at slippe illusionen

Ligger livets essens i det som søges? Er disse drømme ikke netop illusionen? Ja selv drømmen om at slippe denne illusion fremstår OGSÅ som et fatamorgana?

“Hvem er den søgende?” …Blev spørgsmålet i mig. Altså ikke HISTORIEN om “mig”, men historiefortælleren bag historien…hinsides enhver historie?
Og lige netop dette spørgsmål kan ikke besvares uden øjeblikkeligt at gøre svaret til endnu en historie.

Intet at søge, noget at slippe?

Tantra er at slippe masken. Uden hensyn til konsekvensen. Hvis jeg skal blive i metaforen, så er der intet at SØGE, kun noget at SLIPPE. Og det starter med at slippe enhver ide om, at der er noget at finde “derude”.

Hvorfor overhovedet deltage i seminarer hos Mahamudrainstitut?

Hvorfor så overhovedet deltage i seminarer hos Mahamudrainstitut – eller hos nogen anden? Derfor! …. Der er ingen “grund”. Du kan skabe den, hvis du vil. Hvis du behøver en begrundelse for at relatere i kærlighed med mennesker, nyde kontakten, berøringen, stilheden, friheden for at skulle nogen steder hen, mærke den seksuelle puls dunke – livet selv – forbindelsen imellem roden og hjertet? Skal der være nogen som helst grund til at le og glæde sig? Til at græde og grine? Til at lade sig falde i hengivelse til livet selv hensides forbehold?

Kærligst

Jesper