Tantra og psykoterapi – en væsentlig forskel
Tantra og psykoterapi er væsensforskellige i deres invitationer. Så forskellige at de ganske enkelt intet har med hinanden at gøre.
Hvordan kan det at have haft en vanskelig barndom være en kvalifikation til at hjælpe andre mennesker, som også fortæller en historie om en opvækst, der ikke føltes let?
Kan det at være blevet overfaldet på gaden kvalificere til at hjælpe andre mennesker, som er blevet overfaldet?
Betyder det at have erfaret sorg, at være god til at hjælpe andre i sorg?
Er anorektiske psykologer gode til at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelser?
Hvis jeg som voksen definerer mig selv med afsæt i en problematisk opvækst? Er jeg så fri af den?
Kan det være en fordel at holde fast i den fortælling i forhold til at kvalificere mig til at hjælpe andre som kan og vil identificere sig med en tilsvarende fortælling?
Tantra og psykoterapi har forskellig praksis
Det er præcis her, at Tantra og psykoterapi har vidt forskellig praksis.
Psykoterapeuten lever i ovennævnte eksempler af at fastholde sin egen kvalificerende fortælling, og dermed vel også klienternes?
En Tantra inviterer til at få øje på at ingen fortællinger, beskrivelser, eller historier på nogen måde definerer og dermed betinger naturen af det, du og jeg er.
Ingen af os kan være beskrivelsen af os!
Når vi fortæller om os selv, taler vi om noget andet, end det vi er.
Vi polerer hos psykoterapeuten masken endnu engang. Den facade, vi synes er nødvendig for ,at vi vurderes, som vi gerne vil bedømmes af andre. I den psykoterapeutiske samtale så bare af psykoterapeuten som ovenikøbet holder en professionel distance.
Det kan gøre både træt og vred. “Hvorfor kan jeg ikke bare være, som jeg nu engang er? Og i øvrigt hele tiden forskellig! Jeg gider sku ikke mere at skulle leve op til, hverken mine egne eller andres forventninger til “form”! Jeg vil leve uden anstrengelse – naturligt og spontant !!
Se det! inviterer en Tantra
Det eneste, der skal til – inviterer en Tantra – er at se det! .. Og det kan ikke gøres ved at skabe nye fortællinger, som binder.
Hvad de derimod i særdeles høj grad kan medvirke til, er at fastholde både dig selv og andre menneskes syn på dig i en illusion om, at du er den fortælling, der så hårdnakket genfortælles.
“Vel er du syg, ramt, såret, offer, eller helt” siger psykoterapeuten. “Og det er godt, for det er det, jeg lever af at hjælpe dig med!”.. ligger der underforstået.
En Tantra peger på den måde metaforisk på, at det ikke hjælper en kriminel mere at være sammen med ex-kriminelle, eller en syg at være sammen med ex-syge – end at være sammen med mennesker, som overhovedet ikke tænker i at definere hinanden igennem, hvad de kan skrive på et visitkort.
Det handler IKKE om at forstå, men om at anerkende.
… Og det begynder måske med at erkende forskellen imellem de to?
At iagttage er IKKE at forstå…
At anerkende peger på at SE det, som er, som det er. UDEN at ville noget med det. Bare at iagttage..
Forståelse fungerer som en intellektuel proces, der gerne, som processer nu gør, foregår trinvist. At forstå betyder at kunne forklare og begrunde det, som forstås, med noget andet end fortællingen om det, som var eller måske er? Forståelse rummer gerne “fordi”.. eller “derfor”. Grunde og årsager, undskyldninger og forklaringer.
Kærlighed kan overhovedet ikke forstås. Beder du nogen om at forklare den, dør den bevidste kontakt til den i forsøget. Forklaringen vil betinge alt og alle..
Hvis anerkendelse tillægges en grund – forvandles den i et splitsekund til bedømmelse og accept. Det sidste: “Accept” har intet med at anerkende at gøre, men med at vurdere som “ok” eller “ikke ok”.
