Har tantra noget med “seksualitet” at gøre?

Tantra har intet med seksualitet at gøre, og tantra ER sex.
Hvilken forskel ser jeg imellem de to?

Bevidsthed?

På et nyligt seminar fik jeg spørgsmålet: “om den udøver af kampkunst, der mestrer sine slag og spark så godt, at vedkommende ikke behøver at tænke længere over dem, men blot oplever at de kommer umiddelbart i den rigtige situation, kunne betragtes som at være blevet “bevidst”?

Kampkunst KAN udvikles til bevidsthed i det øjeblik at enhver automatiseret bevægelse forsvinder, og erstattes af en “kompetence”, der ikke afhænger af en bestemt stimulus. Før dette sker vil udøveren bruge det lærte, måske til perfektion, således at der til “ethvert angreb hører et bestemt forsvar”. Dette behøver ikke at ske som en “reflekteret handling”, men kan udemærket fungere automatisk eller i en refleks. Til en bestemte stimuli, udløses bestemte reflekser. Det foregår hinsides overvejelse, og derfor meget hurtigt.

Der er ikke nogen, der handler

Bevidst handlen betyder, “at der ikke er nogen, som handler”. Handlen sker, og denne handlen har ingen “form”. Form gives af intellektet som en betydning og/eller en beskrivelse af en given bevægelse.

I eksemplet ovenfor vil handlingen være uforudsigelig. Det der sker, passerer hinsides enhver tillært form. Der handles bare. I praksis betyder det at forskellen imellem den som handler, det der handles, og den verden som der handles i er forsvundet.

Bevidsthed – som jeg benytter ordet – kan således ikke forstås med intellektet. Bevidsthed opstår, hvor intellektet afstår fra enhver identifikation med form. Dette udtrykker et paradoks, idet intellektets eksistens ER at give form. Præcis som denne tekst prøver det umulige: At give bevidsthed en beskrivelse, som vil afgrænse det, som lever hinsides grænser.

Seksualitet – foretrukne aktiviteter af erotisk karakter?

Når der tales om  “seksualitet, så henviser ordet i gængs brug, til bestemte aktiviteter og seksuelle præferencer. En “tantrisk seksualitet” kategoriseres således på linie med “SM” og Homoseksualitet. Seksualitet opstår, hvor sex gives en form.

Livet udfolder sig igennem sex. Det må være uomtvisteligt. Med ordet “sex” mener jeg her, den kontinuerlige formering og død, som kendetegner alt levende, og som sker “helt af sig selv”. Livet skaber så at sige sig selv – og til livet hører også døden.

Det som lever, lever igennem sex

Tantra inviterer til at møde denne impuls hinsides enhver beskrivelse og “form”. At erkende, at alt det (i mig) som lever, lever igennem denne sex puls. At erkende at sex, i det øjeblik den forvandles til en eller anden “seksualitet” gives en form, som vil fastholde (mig) i ambition og automatiserethed.

Form gives et navn

I de former for kampkunst som jeg har mødt, gives de forskellige bevægelser, der skal læres som “svar” på typiske angreb, navne. Formen gives et navn.
Det svarer til at danse koreograferet dans. De enkelte skridt beskrives, hvilket gør det lettere at undervise i dem. Med navnet peges på en bestemt bevægelse.

Polaritet

I tantra-sammenhæng møder jeg tilsvarende “former”: “Sæt jer overfor hinanden og mærk polariteten”. “Gør orgasmen til en hyperbevidst handling”. “Lær at blive seksuelt kontinent!”

Det, som kan opleves imellem mennesker, ER ikke polaritet! Polaritet er blot et ord – et navn, en form. Det der peges på, erkendes først når enhver ide om det er forsvundet, uden at det, der sker, er erstattet af en automatiseret adfærd.

Hver eneste celle i min krop deler sig igennem princippet om polaritet. “Mitose” er navnet, som vi giver den form for “polaritet” (eller “Meiose”, såfremt det handler om kønsceller).
Polaritet eksisterer altså ikke “udenfor mig” eller “imellem os”. Den kan erkendes som et helt grundliggende livsprincip. Gøres polaritet – blot for at tage det som et eksempel – til noget, som har med “det kvindelige” og det “mandlige” at gøre, i en bestemt form, så opstår der et ideal. Idealet om at være “rigtig kvindelig” eller “rigtig mand”. Til dette ideal knyttes der en ambition. Intellektet vil elske det!

Når vi mødes, kan vi så, i stedet for at forholde os til det, som der sker, imens det sker, se “efter” polariteten…eller mere præcist vores forestilling om den: “Ja… Hun er rigtig kvindelig, og sikke feminin og samtidig også “Kali-agtig””. “I samvær med HENDE mærker jeg tydeligt “min” maskulinitet …Godt at jeg lige har været på seminar og lært at stå ved at være MAND.” 😉

Form udtrykker ideal

I det øjeblik, jeg sætter en “form” på noget, opstår idealet. Formen selv udtrykker en IDE.
Der ligger udgangspunktet for lidelse: I identifikationen med ideen.
Jeg ser mig i spejlet og ser efter ideen om det kvindelige eller det maskuline, og forhindrer mig dermed i overhovedet at se. Jeg optages af det ydre: af den fremtræden som jeg giver mig selv?