En skygge over dine “skygger”?

Terapeutiske retninger fungerer som al anden mode. De skifter med årene. I en periode er det NLP dvs. “Neuro Linguistisk Programmering” så er det “Familieopstillinger”, “Enneagram”, “Matrixtransformationer” eller “Skyggearbejde”. Opfindsomheden er stor, når det gælder om at finde måder, hvorpå mennesker kan bringes i terapeutiske forløb?

Ja selv et gammelt begreb som “Mindfulness” kan bruges i den forbindelse, og uddannelser til at blive “instruktør i Mindfulness” kan også gøres til business?

Det har måske alle dage været en ambition hos behandlere, at finde den “knap”, det “håndgreb” eller “værktøj” som giver mennesker, der oplever problemer eller har “ondt i livet” lindring? …og fælles for stort set alle “behandlere” er, at en sådan hjælp har en grænse? Der skal findes en “professionel distance”?

Behandleren behandler sig selv?

Nogle gange stiller jeg mig selv det spørgsmål, om den som behandles i virkeligheden er behandleren selv? Om ikke den dybtfølte interesse for at hjælpe andre opstår ud fra en egen oplevelse af, at livet er svært og problematisk? I gennem mit liv har jeg mødt mange terapeuter, som har valgt den vej, med udgangspunkt i deres egen kamp? Egen psykisk lidelseshistorie gøres til levevejen. Den som selv har levet i en dysfunktionel familie og derigennem er blevet trænet i at fornemme skift i stemninger og humør hos andre, bliver senere til “familieterapeut”? Den anorektiske pæne pige, bliver til psykolog med speciale i spiseforstyrrelser?

Skyggearbejde

For nyligt faldt jeg over en hjemmeside som f.eks. beskriver “skyggearbejdet” som at: “Finde gaven i de egenskaber eller sider, som vi ellers har travlt med at fornægte”, søge “svarene dybt i sig selv” …”fra hjertet” vel at mærke. Elsk alle sider af dig selv! Lød opfordringen, med et terapeutisk tilbud om hjælp til dette.

Lad mig lege med på legen og antage, at jeg skulle have forskellige “sider”? Hvorledes skal jeg bære mig ad med at beskrive disse sider, uden at gøre beskrivelsen til en historie om mig? En historie som med hjælp fra en terapeut kan gøres mere og mere troværdig og begrundet? Som en god “skygge-terapeut” må hun undervejs sørge for at holde sine egne projektioner borte. I den sidste ende sidder vi med en beskrivelse af “den, som jeg virkelig gerne vil være”…med “bevidsthed” om alle mine sider – også de som ligger i skyggen?
Har du nogensinde tænkt over, at hver gang du drejer dig for at se din skygge, så forandrer den sig?

Hunden vælger fingeren frem for kødbenet

Overhovedet at ville “være noget” eller “nogen” er måske det, som skaber allermest lidelse? Ikke fordi der i sig selv er noget i vejen med at opfinde en vision eller “et bedre jeg”, men af den enkle grund at selv ikke den mindste blomst nogensinde kan blive til den beskrivelse som gøres af den. Der ER simpelthen ingen anden sammenhæng imellem beskrivelsen og det som “er” end at beskrivelsen “peger”. Det er vældigt praktisk at være god til at pege, og temmeligt unyttigt når hunden, i stedet for at gå efter kødbenet som du peger på, gnaver i din finger!

En ekspert til at tolke?

Når en terapeut forklarer sin indsats med, at der skal en ekspert til at “tolke” på dine drømme og projektioner, så må alle røde alarmer lyse? Præcis som den tekst du læser lige nu og her, igennem sine spørgsmål inviterer dig til at tænke i en bestemt retning, så vil ethvert spørgsmål fungere på den måde. Tolkningen bliver til en autoritet der, fuldstændigt ubemærket kan tage din frihed. I virkeligheden er det måske ligemeget, da friheden alligevel forsvandt med troen på terapeutens ekspertise.

Lad os sætte dig i en kasse

Noget af det, som man i dagens samfund kan tjene allerflest penge på, at at opfinde metoder til at typologisere mennesker. “Hvilke type er du”, er blevet til et spørgsmål, som de færreste sætter spørgsmålstegn ved? At gøre sig selv eller andre til en “type” er i min forståelse, at gøre dem til “historien om en type”. En “type” må nødvendigvis fungere som en beskrivelse? Og kan nogen VÆRE det? Biler kan få en type-betegnelse, eller maskiner.

Prøv at forestille dig at du elsker, og den du er sammen med pludselig spørger dig: “Hvilken “type” sex har vi lige nu?” … Interessant billede ikke? 😉 ….. Hvis du indlader dig på at svare på spørgsmålet, vil enhver kontakt til det der sker, så ikke være væk?

At gøre mig til en “type” er det samme som ikke at skulle forholde sig til mig. Det er så meget lettere at være “professionel” over for en “type” end at mødes hinsides beskrivelse. Det sidste indebærer nemlig at jeg inviteres til at mærke “mig selv”. Og dermed mener jeg ikke “historien” om mig selv. “Typer” kan behandles på sammen måde som diagnoser kan det. Der er ikke nogen forskel på de to ting i min beskrivelse.

Troens pris?

Hvorfor forekommer det tilsyneladende så attraktivt at kaste sig over sine “skygger”, finde sin “type”, lære at omprogrammere sin hjerne, gå til psykolog eller et orakel som mener at kunne tale med engle eller at kunne heale? Om der siges: “Englene fortæller mig at….” eller “Jeg kan mærke energien….” gør ingen forskel. I begge tilfælde påberåbes der en autoritet. Der gives en invitation til at tro, og i troen kan jeg tilsyneladende slippe mine “byrder”. Prisen er vel friheden?

Tantra og terapi

Det vanskelige ved “tantra” ligger måske i det paradoks, at “tantra” kan gives så mange forskellige betydninger, og at ingen af dem nogensinde vil være “sande”, netop fordi de bare optræder som beskrivelser. Det er også grunden til at tantra vil forblive “mystisk”. Det mystiske ligger ikke i “hemmelige ritualer og recepter”, indviklede teknikker, eller urgamle skrifter som kun med vanskelighed kan forståes. Det mystiske opstår i og med, at det der skal forståes, ligger hinsides enhver beskrivelse. Beskrivelsen står i vejen for forståelsen.

Tantra er ingen filosofi. Tantra er intet, som kan udtrykkes i ord. Derfor kan ingen “læse” sig til tantra. Det giver lige så lidt mening som at sige, at meditation kan jeg lære ved at læse, eller at jeg kan “forstå” et kys, ved at læse sexologi?

Ordene kan have en magisk funktion. For at forstå kysset, må jeg f.eks. kunne give  opfordringen: “skal vi kysse?” igennem tegn eller ord. At bruge ordet kan fungere som et håndværk og kan blive til kunst. Og end ikke den dygtigste kunstner kan skabe en mekanisk fugl, som blot har det mindste liv. Også H. C. Andersen forstod dette.

At acceptere sig selv som man ER?

Sætningerne: “At acceptere sig selv som man ER” eller “Vi ser ikke verden som den er, men som vi ER”, er meget lumske. Umiddelbart lyder det jo rigtigt, at den verden som ses farves, filtreres og forvrænges af den som ser? Og den tager udgangspunkt i at jeg “ER”. dvs. at jeg er isoleret fra den verden, som jeg iagttager? Der er “noget” at se, fra “noget andets” perspektiv. Dette er præcis den illusion som skaber ethvert individ. Det er intellektets funktion. Nogen kalder det for “Ego´et”. Præcis som hvis jeg som skribent kunne forfalde til at tro, at jeg kan skrive noget som helst “sandt” om terapi og tantra? Naturligvis kan jeg ikke det.
For at forstå tantra, frihed eller kærlighed må der kontakt til. Når illusionen falder – og det gør den ikke igennem en anden illusion, som erstatter den – er der direkte adgang til lyst og liv. Kontrol kan ikke kontrolleres væk!

Fuldstændig opmærksomhed?

I det møde, der sker hinsides “forbehold”, “professionel distance”, teknik eller metode, diagnose, “type” og “koncept”; hvor alt hvad der er, er “tilstedeværelse”, eller hvad jeg kan beskrive med “fuldstændig opmærksomhed”, begynder forståelsen.

Tør du gå ind i sådan et møde? Det er et spørgsmål om mod. Intellektets død. Personlighedens død. Alle dine “Siders” død…. Du er fuldstændig uinteressant. Jeg er fuldstændigt uinteressant. Der er ingen “underholdning”, ingen “oplevelse” at få…
Hvad er der så?…. Ingenting …Intet der kan rummes i nogen beskrivelse. Og for nemhedens skyld kalder jeg det for “kærlighed”… eller “Livet”.