Er der en “Tantra proces”?

At få øje på, eller være på vej?

Det synes fuldstændigt absurd at ville søge efter sandheden eller måske bare med et andet ord: – efter kærligheden?

Hvis det er muligt at SØGE efter den, så må der vel, for at det skal give mening, allerede være en forestilling om, hvad der skal ses efter?

Det er, som når jeg leder efter en nøgle. Jeg må have en ide om, hvordan denne nøgle ser ud, ellers vil det ikke være muligt at finde den?

Hvis jeg allerede en ide om sandheden,  er der så brug for at lede efter den? HVIS den vel at mærke kan rummes i en ide?

Sandhed som kontinuerlig bevægelse?

Forholder det sig nu sådan, at sandhed netop IKKE rummes i ideer eller beskrivelser, men i noget, der er hinsides enhver forestilling? Nytter det så at lede efter en ide?
Kunne det tænkes, at det, der peges på med ordet “sandhed”, fungerer som kontinuerlig bevægelse og forandring , og derfor aldrig vil kunne fastholdes i et udtryk som: “Ja! DET er sandheden. DER er den!” ?

En forestilling om kærligheden?

Var jeg i stand til at lede efter kærligheden, så måtte den forestilling, der var forudsætningen for, at min “søge-proces” eller “vej” gav mening, vel komme fra min erfaring? Dvs. fremstå som “noget”, jeg tidligere havde oplevet og beskrevet som “kærlighed”? Eller alternativt fra en fortælling, hvor andre har skrevet eller fortalt om “den sande kærlighed”?

Hvis kærlighed peger på det, som er hinsides betingelse, hvordan kan det så lykkes at “finde den”, når min søgen er betinget af en sådan forestilling?

At få øje på?

Hvis det virkeligt er absurd at søge efter, eller være “på vej hen imod” sandhed og kærlighed, er der så et alternativ?

Måske handler det bare om “at få øje på”? Og når der ledes efter noget bestemt, eller man er undervejs på “sin vej”, så er det meget svært netop “at få øje på”.

DET sker kun, når der bliver stille: Som at lytte til den sprøde tone af en spire, der skyder op ad jorden, eller lyden af vandet der bevæges af en dråbe?

Være helt stille!

Jeg kalder det indimellem “at fordybe sig”. Det har intet med tid at gøre, men med at være vågen, bevægelig, sansende og åbne sig for at undres.

At SE er ikke “at være i proces” – heller ikke i en “tantra proces” 😉 ?