Under vores nylige træf i arbejdsfællesskabet på Abildgaard stødte jeg på igen på udtrykket: At være eller blive en “tantralærer”. Det gav anledning til reflektion.

At iagttage naturen af det, der er

Den helt grundliggende invitation, en tantra beskriver, vil jeg beskrive som “at iagttage naturen af det, som er”.

Zhuangzi beskriver det som: At “lade sig bevæge spontant” af det, som er.

At erkende: At forsøget på at kontrollere det, som er, for at få det til at passe med en “ide om det, som bør være” blot vil invitere ind i lidelse.

Den lidelse, der nødvendigvis vil opstå af-sig-selv for et menneske, der som en anden søvngænger vil orientere sig efter sine drømme og forestillinger, frem for bevidst, opmærksomt at erkende den direkte kontakt, til “det, som sker og er”.

“At lade sig bevæge spontant” – rummes f.eks. metaforisk i billedet af den hule bambus, der svajer for vinden og dermed ikke stiller sig “imod den”? Eller af hvirvlen i floden, der opstår som naturen af det strømmende vand i floden, og opløses igen..

Kan nogen mon “lære” det af et menneske, som vil være “lærer”?

En tantralærer – Som at lære en hest “at være sin natur”?

Svarer det ikke til f.eks. at ville lære en hest “at være sin natur”? … Eller et barn at gå og bevæge sig, som det gør af sig selv?

Kan nogen lære mig at se og sanse, som jeg er født til at kunne?

Vil en lærer ikke bestræbe sig på at få hesten til at bevæge sig efter lærerens ide om en “veltrænet” hest? Eller barnet til at gå “pænt og ordentligt?”

En lærers opgave bliver at lære nogen, noget…
Ingen vil kunne lære mig eller nogen anden at være det, jeg allerede er.

Vores skolesystem blev opfundet først af kirken og siden af industrien. Børn skulle lære at sidde stille og høre efter. Vigtigst af alt: At adlyde autoritet, møde til tiden, og reagere automatisk på at klokken ringer ind og ud. De skulle “lære” at blive til gode arbejdere og soldater. Til “Medlemmer af samfundet” – gode kristne, muslimer, jøder, hinduer etc..der kunne opføre sig “ordentligt”.

Det er der ikke ændret på. Børn sendes i skole, med henblik på at drive deres naturlige adfærd ud og erstatte den med “kultur”. Det er lærerens opgave!

Det kan være ganske praktisk i forhold til at få en gruppe til at fungere og kunne kommunikere med hinanden, at vi alle har “lært” de nødvendige regler for såvel kommunikation og social adfærd. Det vil i naturen være forældre og gruppens medlemmer, der tager sig af den opgave.

At være levende betyder “at lære”. Alt levende forandrer sig af sig selv i symbiose med forandringer omkring sig. Det levende både bevæges AF det levende – og bevæger det, som er.

Et æbletræ lærer ikke at være et “æbletræ”. Det ved end ikke, at det er det, som det kaldes. Det vokser i overensstemmelse med naturen af det, som er. “Sin” natur.. og naturen af “sine omgivelser”.

Er en Tantralærer et udtryk for ambition og kontrol?

Vil ikke ethvert forsøg på at “lære det noget andet” end det, som det lærer “af-sig-selv” – være et udtryk for kontrol og ambition?

På samme måde vil også enhver “lærer” – om han/hun kalder sig for en “tantralærer” eller “tysklærer” – møde “sine elever” i ambition og stræben. En Tantralærer bygger sin identitet på det.

Jeg har med andre ord ikke brug for en tantralærer for at lære. Et menneske, der vil stille sig overfor eller bare over mig, vil nærmere blive til en hindring?

Læring sker af-sig-selv.

Hvordan lærer jeg godt?

For mig giver det mening at reflektere over, HVORDAN jeg lærer godt?

Det gælder altså også i forhold til “Tantra” – dvs. at iagttage naturen af det, som er, og få øje på alt det, jeg gør, for IKKE at ville erkende og anerkende denne natur.

Jeg lærer godt, når jeg lærer sammen med andre mennesker. Mennesker jeg føler mig trygge med, og frem for alt, mennesker der er klare, åbne og tydelige i det det gør, imens de gør det.

Jeg lærer godt, når jeg har mulighed for at spejle mig. Afprøve og undersøge – og derigennem øge mine muligheder for at bevæges af og -med det, som sker.

Jeg lærer godt, når der ikke stilles illusioner imellem os, om afstand, roller, og masker, men at vi mødes i det, som sker lige nu, som det er…. Autentisk, naturligt og afspændt.

Jeg lærer godt når, jeg føler mig ansvarlig og ikke “under pligt”. Samtidig er det meget praktisk, når det sker i en tydelig ramme.

Læring sker skridt for skridt – og erkendelse opstår på et øjeblik!

Intet andet menneske kan lære mig at “få øje på”. Pludselig ser jeg det selv. BUM…

Et arbejdsfællesskab at lære i

På Mahamudrainstitut/Abildgaard er vi værter for et arbejdsfællesskab. At være vært, ser jeg som at sætte rammer, skabe rum og gøre det lettere at kommunikere med hinanden.

Læring opstår af-sig-selv når der er vilje og lyst til at gøre noget sammen. Til at bevæge sig med hinanden – undersøge og iagttage med alle vores sanser hvad der sker, og hvordan det sker “derinde” og “derude”.

Hver gang der dukker en ambition op om at ville “lære nogen noget” i de møder, vi har med hinanden, så oplever vi at de bliver anstrengte.

Det betyder omvendt ikke, at enhver “bare kan gøre som han/hun selv vil…”. Det ville stille sig i vejen for at rummet opleves som trygt.

Det fungerer metaforisk på samme måde som at mødes om at “bygge et hus” og i det fælles arbejde sammen at undersøge “naturen af huse og det at bygge dem”.

Hvis nogen så hellere vil “undersøge naturen af at jage” eller “naturen af at slås” – så må vedkommende finde et arbejdsfællesskab med nogle rammer, der passer til det.

En Tantralærer finder du altså ikke på Mahamudrainstitut. Og jeg oplever – som jeg hører det fra de andre i vores arbejdsfællesskab – at vi sammen og hver for sig – netop ved at arbejde sammen – lærer en hel masse hver eneste gang, vi mødes.

Måske netop fordi det ikke handler om at “være på kursus” eller “gå i skole”?!