Jeg støder ind imellem på markedsføring fra udbydere af tantra-arrangementer for kurser, der indeholder konkret aktiv, fysisk, seksuel adfærd. Nogle gange bliver der lagt vægt på, at de “inviterer ind i et terapeutisk rum”. Her for en dags tid siden mødte jeg det igen.

Det fik mig virkeligt til at studse.
Frem for alt gør det mig nysgerrig.

Hvordan elsker vi?

Da Karin og jeg for nu mange år siden første gang inviterede mennesker til sammen at undersøge “Tantra”. Så handlede det fra begyndelsen af om, at se disse tantras i perspektivet af, “hvordan vi elsker”.

En sådan invitation indeholder dermed også: “Hvordan vi elsker MED hinanden?” – Det vi beskriver som “elskovens kunst”. En kunst og praksis der rækker langt ud over “akten”. Den inkluderer alt det, som bevæger og bevæges, når vi mødes, relaterer og inviterer hinanden ind i intimitet.

De klassiske Tantras siger ikke meget konkret om elskov. Hvad, de peger på, er “at iagttage naturen af det, som er”.

At se “direkte” og i samme åndedrag også at få øje på, hvor let det er at lade sig forføre af alle mulige ideer, forventninger og forestillinger til det som burde være, var, eller helst skal komme.

Alle de fortællinger, vi bruger til at afgrænse og adskille det, vi kalder for et “jeg”, fra det, som er.

Vi åbner IKKE et terapeutisk rum

Fra den allerførste gang var det helt afgørende for os, at det IKKE var et “terapeutisk rum”, vi åbnede.

Når det stod- og stadig står- så klart, så hænger det ikke mindst sammen med min livslange interesse for mennesker, bevægelse, elskov, og måder vi relaterer på. I den forbindelse også for terapi, samtale og i særdeleshed systemisk teori og praksis. Jeg har flere terapeutiske flerårige uddannelser i rygsækken.

At åbne et “terapeutisk rum” for en gruppe indebærer for mig at se en lang række etiske udfordringer. Når et “terapeutisk rum” så oven i købet også kan indebære konkret seksuel aktivitet imellem deltagerne i det, så stiger risici for både lederen af det og for deltagerne til et niveau, som for mig er helt uacceptabelt.

“Spirituel swingerklub”

Det har ved flere lejligheder være mennesker som i en hensigt om at skade os, har kaldt Mahamudrainstitut for en “spirituel swingerklub”.
På virkelig mange måder kan det, vi inviterer til ikke være fjernere.

Et særligt forhold passer imidlertid som hånd i handske med den sammenligning:

INGEN vil se en swingerklub som et “terapeutisk rum”!

At det bestemt kan virke – ifølge tyske undersøgelser – terapeutisk for mennesker at besøge en god swingerklub.. (Især for par) .. Gør det stadig ikke til “et terapeutisk rum”.

Forskellen på de to, ligger bl.a. i, hvordan konteksten og rammen på forhånd gøres klar.
At både en swingerklub og et terapeutisk rum, skal være trygge at færdes i, skal der ingen diskussion være om.

Forskellen beror på hvordan?

Lederen af et terapeutisk rum bærer det fulde ansvar

Hvis jeg møder op for at deltage i en gruppe som mødes i et terapeutisk rum, der ledes af en eller flere terapeuter, så må det være helt lysende klart, at det er terapeuterne, som bærer både det juridiske ansvar og det helt praktiske- for at det er et trygt rum at være i. Det skal også tilbyde terapi og virke terapeutisk!
Virker på hvad?.. Traumer f.eks.?
Hvilke diagnoser?

Det kræver virkeligt gode kvalifikationer og omfattende indsigt at lede et terapeutisk rum overhovedet.

Når, klienterne kommer i en gruppe med behov for terapi af seksuel karakter, så stiger behovet for denne kompetence.

Inviteres der så ovenikøbet til at deltagerne berører hinanden intimt på sanselige måder, der uden tvivl vil invitere i lyst, så vil det praktisk talt være fuldstændigt umuligt at løfte den opgave.

Lad mig gøre rede for det:

I en terapeutisk relation vil fysisk kontakt begrænse sig til det, som er klinisk passende. Dvs. der skal være et klinisk, velfunderet, fundament, som en sådan aktivitet bygger på.

Fortrolighed er et nøgleord i al terapeutisk intervention. I et terapeutisk rum, opløses rollerne meget let, således at deltagerne på mange måder vil interagere og internere terapeutisk med hinanden. Det gør de, uden at lederen af rummet på nogen måde kan bevare overblikket over det, som sker.

Hvordan kan den ledende terapeut overhovedet styre fortrolighed i den sammenhæng?

Når dette så ovenikøbet sker i øvelser, uden tøj på, af sanselig og også erotisk karakter, og måske blot to og to, så er det ganske simpelt ikke muligt at tilgodese en eneste af de øvrige normale retningslinjer, der gælder for etikken i terapeutisk sammenhæng.

Kommunikationen imellem gruppens medlemmer foregår nonverbalt, direkte, kropsligt intimt, emotionelt særdeles bevægende… fuldstændigt uden på nogen måde at være transparent for den “terapeutiske leder af rummet”.

Jeg kunne skrive mange sider om dette og uddybe dem med litteratur-referencer, og det vil blive til en lang artikel!

Forskellige kontekster – Et terapeutisk rum tilbyder hjælp og behandling.

Jeg ser i udgangspunktet voksne mennesker som ansvarlige. Vi er nysgerrige, undersøgende og forskellige som sandkorn på stranden. Nogle af os er gode til at passe på os selv, for andre kan det knibe.

Vi slæber alle rundt på erfaringer og ar fra alt muligt forskelligt. Det er sårbart at være levende. At leve ser jeg som lidelse.

Når vi mødes, så føler vi os godt tilpasse, når rammerne er klare. Til det bidrager invitationerne en hel del. En invitation handler om en hel del mere end det, der står i en reklame. Det, som inviterer, vil jeg beskrive som en vigtig del af “konteksten” .. Derfor vil de fleste, som tjekker hjemmesider f.eks. for en swingerklub, også meget hurtigt få en god fornemmelse for, om det ser ud til at være et rart sted at gå hen.

Hvis, de møder op, vil den fornemmelse udvides, ved at se måden rummene er indrettede på, møde menneskerne, om der er rent, farverne, musikken, lyset.. og stemningen.

Vi bruger virkelig et nuanceret sanseapparat til at afgøre, om vi føler os trygge eller ej.

Tager jeg et sted hen, med en forventning om at få hjælp. Altså med et særligt behov for at møde mennesker, der er kvalificerede til at hjælpe mig, så er jeg fra begyndelsen af farvet af den forventning.

Jeg åbner mig lettere, forventer fortrolighed, gør mig mere sårbart kommunikerende, end hvis jeg f.eks. går til en koncert. Det ændrer ganske enkelt perspektivet. Alt ses igennem det “filter” med et hav af uudtalte forventninger.

En af dem, er at den hjælpende “passer på mig”. Hvilket må være helt rimeligt!

En gruppe der mødes for at undersøge og lære sammen.

Hvis jeg derimod er helt med på, at den gruppe jeg mødes med, er der for at undersøge og lære noget sammen.

• At det tydeligt tilkendegives at gruppen IKKE tilbyder terapi.
• At der er nogle værter, som leder og inviterer og stiller nogle klare rammer til rådighed.
• At der vil være husregler som medvirker til klarhed omkring adfærd – og at de håndhæves.
• At det forventes at jeg kun deltager i det, jeg selv kan stå inde for.
• At det er mit ansvar, at tage vare på min og integritet i alle situationer.
• At det at bevæge sig i integritet også indebærer at passe på andre.
• At jeg til enhver tid, før, under eller efter fælles øvelser uden den mindste forklaring kan afbryde.
• At jeg selv må vurdere, hvem jeg vil være fortrolig med.
• At der ikke opereres med en professionel afstand, men alle potentielt kan øve og undersøge med alle, hvis det er gensidigt villet.

Og sidst men ikke mindst:

• At alt sker på et gennemsigtigt, tilgængeligt, velfunderet teoretisk og praktisk nedskrevet grundlag, der til enhver tid kan efterprøves og undersøges for sin stadige relevans…

Så møder jeg det ganske enkelt anderledes, end hvis jeg opfatter det som et “terapeutisk rum!”

At danse – kan om noget bevæge og forandre mennesker. Jeg anbefaler det til enhver!
Det er måske noget af det mest helende, jeg kan komme i tanke om, ved siden af at relatere med dyr og at færdes i naturen. Det kan i den grad skabe nye perspektiver!..

Og nej! … Hverken vandringer i naturen eller at danse sammen er “terapi” lige så lidt, som det “at elske” er det. Hvor ER jeg glad for det! <3