The Art of Connecting – ‘Sådanhed’
Når nogen spørger, hvad vi inviterer til på Mahamudrainstitut, så svarer vi:
Til at undersøge “kunsten at forbinde” – The Art of Connecting.
“Forbindelses-kunst” kan vi også beskrive det som.
I virkeligheden handler det måske om at se, hvordan- og hvad vi gør for at skabe illusioner om adskillelse? … Og derigennem få øje på det, jeg vil kalde for “Sådanhed“. At opdage, at vores “eksistens” er udtryk af, noget der sker.
Eller udtrykt på japansk: 無自性 – Mujishō (intet har egen væren – alt-sammen-væren) eller 如 ichinyo (ét-som-Sådanhed).
På Både Pali og Sanskrit:
Tathatā (तथता) – “sådanhed”. Tathāgata, dvs. “den der kommer/er som sådanhed” – benyttes også som betegnelse for Gautama Buddha.
Handler vi ud fra et mangel-perspektiv?
Det er som om, vi i vores moderne kultur tænker, sanser, handler og iagttager ud fra et “mangel-perspektiv”.
Vi vil have noget, vi ikke mener, vi har,
noget vi tror, vi behøver,
for at blive lykkelige.
Det gør os ganske enkelt til klagende forbrugere af livet og det levende.
Et kreativt undersøgende perspektiv.
Vi inviterer i fællesskabet til at sanse, bevæge, iagttage, relatere og leve fra et kreativt undersøgende perspektiv.
Det har vi givet et navn:
Forbindelses-kunst – Verbindungs-kunst – The Art of connecting.
Eller: At opdage Sådanhed.
Opstår dette “mangel-perspektiv” af en stadig større følelse af at være adskilt og afgrænsede fra andre og alt det andet? At føle sig “tom” med en længsel efter at blive fyldt op?
Har individualiseringen skabt en overflod af forbrugende, sukkende, ensomme mennesker, som kæmper med deres egne problemer? Og får det meste til at handle om mig selv og min selvrealisering?
Vi blev givet muligheder, og gjort ansvarlige for vores egen selvstændighed.
Vi forventes at blive til nogen, helst på egen hånd.
Vi skal vælge selv – og ud fra et hav af færdigproducerede identiteter. Ser således ikke at valg binder i illusion.
Og resultatet bliver?
At føle sig alene om alt, hvad der sanses og erfares.
At søge årsager til egen lidelse – og fornemme byrden ved at skulle løse dem.
Altså forsøger vi at optimere, forstå os selv, blive lykkelige, blive “hele”.
Det bygger på den skjulte antagelse, at vi er separerede væsener, afgrænsede og adskilte.
Et praksisfællesskab omkring the art of connecting
Et praksisfællesskab omkring “forbindelses-kunst” inviterer til at bevæge sig anderledes.
At erkende, hvordan vi hænger sammen i relationel resonans – og samtidig fælles interaktion – hinsides egen-eksistens.
At opdage at følelsen af adskilthed er tillært. … I vores tid for at gøre os til nyttige forbrugere. Tidligere for at gøre os skyldige overfor “Gud”.
