I det øjeblik jeg indså at det, som jeg kalder:

“Den kronologiske tid” dvs. 365 dage, 24 timer, minutter og sekunder blot var opfundet med henblik på at styre samfund og menneskene deri,

…og jeg erkendte at:

“Den psykologiske tid”, som deler i fremtiden, nuet og fortiden, alene havde med henholdvis: mit begær og min angst, mit ego og alt det, som jeg ikke ville slippe, at gøre –

… forstod jeg, at tiden ikke er en “proces”.

Når vi vil beskrive bevægelse som “en proces”, gives den en form med en start, et forløb og en slutning. I beskrivelsen af processen skabes der en retning og dermed også en ambition? Retningen beskrives af en iagttager, som ikke ser, at han/hun selv er en del af sin egen iagttagelse. For overhovedet at kunne beskrive noget som en “retning”, må denne iagttager vel have taget afsæt i sig selv som reference for beskrivelsen?

Det som skaber bevægelse, vil forblive formløst eller hinsides form.

Tænk på hvirvlerne i en flod! For en tid kan de ses i deres stadige bevægelse, for pludseligt at forsvinde igen. Intet af det, som skabte dem er væk. Intet er forsvundet. Består en sådan hvirvel af vand? Eller er vandet blot det medium, som hvirvlen skabes i? Er det vand, som de opstår i, til stadighed i denne hvirvel, eller skabes de igen og igen i en kontinuerlig foranding netop ved at vandet strømmer og bevæges?

Den hvirvel i floden, som mener at være “noget særligt”, har ikke forstået at alle hvirvlerne opstår i det selvsamme vand. “Se!” siger den: “hvordan floden strømmer omkring mig. Hvor mon den kommer fra, og hvor flyder den hen?”. I manglende forståelse, beskriver den sin egen eksistens, identificerer sig med den som værende adskildt fra det, der bevæges, og ser ikke, at selv dette “at beskrive” også blot er en hvirvel i sig selv.