Torben anmeldte sommercampen på Abildgaard
Torben S skrev efter sidste års camp følgende:
“Det var med spænding, at jeg gik igennem portåbningen med den brede låge til Abildgaard og Mahamudrainstitut.
Jeg havde hørt meget om det sted og havde alligevel ingen anelse om, hvad der ventede mig. Anledningen var den årlige sommercamp.
Allerede velkomsten med smil og afslappede glade mennesker, fik sommerfuglene i maven til at falde til ro. Hvilken indbydende gårdhave og skønne lokaler.
Abildgaard ligger midt i en stor frugthave, fyldt med grønne frodige kroge og hjørner, summende insekter og brisen med den friske luft fra havet ikke langt væk. Flere havde fundet plads til deres telte, og i den ene længe gik snakken blandt de, som havde valgt at sove i fælles soverom.
Jeg blev fulgt op til mit værelse på 1. salen af det store stuehus. Det var lyst, indbydende og komfortabelt med udsigt over den blomsterende have. En følelse af “ferie” bredte sig i min krop. Det sted inviterer virkeligt ned i gear!
I grunden er det meget svært at beskrive, hvordan det er at være på sommercamp på Abildgaard!
Når mennesker mødes igennem berøring i et rum der føles så trygt, som det gjorde, så gør det simpelthen noget ved ALT!
Det bliver enormt enkelt at åbne og lukke når, jeg lige trænger til tid for mig selv. Det føles afspændt, enkelt og ukompliceret. Samtidig fik jeg øje så så meget nyt i forhold til at mødes i intimitet og lade masken falde.
Det er uden sammenligning den mest sanselige ferie, jeg nogensinde har erfaret! – Og på mange måde den mest lærerige.
Jeg valgte overvejende workshops med berøring og Mahamudra Tantra massage. Der var meget nyt at få øje på, og formidlingen skete i en lattermild atmosfære på en måde så alle kunne være med.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde en ide om at kunne komme til at føle mig akavet, inden jeg trådte ind ad den låge? Den blev i hvert fald gjort grundigt til skamme!”
Torben S