Transparens – Hvad stiller jeg op med et menneske, som ikke vil lytte eller se? Kan jeg overhovedet gøre noget ved det?
En der lukker sig om sit selv. Ofte med en attitude om at: “Det kender jeg godt” eller “Ja ok jeg ved godt hvordan!”.

Det inviterer på igen måde i medfølelse. Det er edda på trods af, at jeg kan se, at det, vedkommende gør, bestemt ikke er særligt heldigt i møder med andre mennesker. At hans/hendes adfærd nok vil gøre ensom?!

… På trods af at jeg ser det, så søger jeg spontant distance. Måske lidt som at jeg også holder god afstand på fortovet, hvis jeg ser et menneske, der er helt optaget af “sine egne tanker” komme imod mig.

Kan denne lukkethed forstyrres?

Jeg har ofte reflekteret over, om det er muligt at forstyrre denne lukkethed og hvordan?
Jeg kommer frem til, at det enkelte menneske må smide den maske af frygt, afgrænsning og kontrol “spontant”! At det simpelthen ikke er muligt igennem direkte invitation fra andre.


Mange har igennem tiden sagt, at man skal børste støvet af sine sandaler og gå sin vej, hvis ingen vil lytte. Det giver overhovedet ingen mening at forsøge at overbevise nogen om noget. Ethvert forsøg på det vil med det samme fremprovokere et forsvar.

Vi kan ikke tvinge nogen til at åbne sig uden derved at gøre dem fortræd. Hvis du er i tvivl om det, så tænk på en levende musling!

Jeg tænker, at det altid vil være sådan. Jeg går i heller ikke i diskussion med nogen.

At tale med et menneske, der kun kan se sig selv og det vedkommende vil have- eller allerede mener at vide, svarer til at banke på en lukket dør, hvor der ikke er nogen bagved til at lukke op.

Transparens?

For at se og sanse det, som sker omkring os, må vi være i stand til at lade os bevæge. Der må være en bevægelighed eller evne til lade erfaringer, følelser og indtryk passere igennem uden at forsøge at fastholde eller kontrollere dem.

Det får mig til at associere til “transparens”. Transparens peger for mig på at “lade bevægelse umiddelbart bevæge”.. At den ikke forvrænges f.eks. af et selv, der stilles i vejen.

Det er, som hvis jeg sidder i naturen ved en rivende foss, og sanser vandets voldsomhed bevæge alt!

Jeg kan også lytte til et menneske synge og spontant bevæges uden at ville forhindre det eller opretholde en maske.

I møder med Gandalf eller Mille – vores to firbenede bofæller – bevæges jeg også
på den måde.

Sårbarhed er transparens

Det er sårbart.
Måske peger denne gennemsigtighed og erkendelsen af at være det på sårbarhedens natur?

Det handler om opmærksomhed. Den har umulige kår hvis alle forstyrrelser først skal igennem en “personlig grænse” af frygt, vurdering og kontrol, før de får lov til at bevæge os. Og da kun efter at det er “fundet egnet til det”.

Fremfor alt handler det jeg skriver om her på igen måde om at “forsøge at være åben”, men om “at træde til side” så det, der er, umiddelbart kan flyde igennem og opløse fortællingerne om- og forventninger til det, der bør være?

Det går også op for mig, hvad det er som gør, at det føles meget ubehageligt at blive mødt af et menneskes forventninger i et møde?!
Det sanses som at møde noget “hårdt” og u-sensibelt – som at blive gjort til et middel til den andens tilfredsstillelse.

Meditationens essens er at undersøge denne uanstrengte umiddelbare bevægelighed og transparens. Det er en praksis vi kan øve, ikke bare på puden eller skamlen, men i alt hvad vi gør, imens vi gør det.