Tro
Når jeg iagttager udviklingen i verden – er det som at se en langsom men sikker tilbagevenden til den mørke middelalder. Et samfund præget af tro og deraf følgende ambition. En kultur, hvor dagsordenen sættes af nogle få magtmennesker, der mestrer kunsten at forføre uoplyste folkemasser med gode historier.
Jeg funderer i disse dage over, hvad det er, som udspiller sig for mine øjne og ører?
Opium for folket
Karl Marx citeres for udsagnet: “Religion er opium for folket”.
I dag ville det måske skulle hedde: “Underholdning er som heroin for folket”.
Den hensætter mennesker i ubevægelighed, inviterer til kedsomhed når underholdningseffekten ikke er høj nok, fjerner opmærksomheden fra livet og det levende selv, giver en kort rus, og skaber stor afhængighed.
De såkaldte “sociale medier” – som jeg vel nærmere vil karakterisere som a-sociale – regner jeg med til dette fix.
Tro og religion er ikke forsvundet
Dette betyder dog ikke at religionen er forsvundet ud af billedet. Jeg forundres over mængden af fantastiske fortællinger, klar-seersker, healere, for ikke at tale om alle mulige former for “energi-arbejde”, englekort, og vibrationer fra de fjerne kroge af universet.
… Og hvis det ikke er i den kategori, så trives ideologierne på samme vis i bedste velgående. “Ideologiernes tidsalder” kunne jeg kalde det. Hvor ideologi glider ind, flyder forstand ud. Det er praktisk. Hvor vanskeligt er det ikke at forføre mennesker, der er velorienterede og vidende?
Sjov nok pakkes disse historier gerne ind ind i pseudovidenskabelige betegnelser, og der hører al lighed med videnskab så også op.
Er videnskab en trossag?
Nu vil jeg så blive mødt med udsagnet: At “videnskab” jo også blot er en trossag!
Nej … I videnskab er der ikke noget at tro på, ingen sandheder, ingen “beviser”…og en hel masse at undre sig over.
Videnskab udtrykker viderefølelsen af de traditioner, hvor jordbundne mennesker igennem iagttagelse og beskrivelse hele tiden rejste spørgsmål ved gældende antagelser og søgte at opnå indsigt i, hvordan vores verden og liv fungerer. De har alle dage været der disse mennesker. Også fra før noget blev kaldt for “videnskab”.
Fælles for dem har været, at de ved deres måde at handle på, typisk brød med gældende tro, vanetænkning, og tradition. For de religiøse var de farlige.
Måske overvejende kvinder?
Nej de var ikke kun mænd, men nærmere overvejende kvinder?
Kvinderne optræder blot sjældent i historiebøgerne, der blev skrevet af religiøse eller ideologiske mænd.
Ingen kan samle bær og urter, høste frugt, trøste børn, bygge huse, stifte fred, elske og være omsorgsfulde i kraft af ideologi.
Derfor undrer det mig også såre, at det er som om mange kvinder i dag falder for disse fantastiske og forføriske “spirituelle” fortællinger? “Terapeut”-uddannelser er fyldte med dem. Okay i den katolske kirke trænges skarer af helgen-dyrkende kvinder også?
Hvordan gøres et “tarot-kort” trykt i 100.000 af kopier på papir med trykfarve, og et sentimentalt eventyrbillede på forsiden til noget, der er mere “spirituelt” end at elske, favne, kysse, håndværke eller blot det at tage en bid af et frisk æble?
Moral gør ingen fremskridt
Moral og religion gør ingen fremskridt. De konserverer i den orden, som de selv skaber . Dvs I regelbundethed, belønning og straf.
De fleste mennesker ser det nok som et “moralsk fremskridt”, at vi for nogle hundrede år siden holdt op med brænde hekse i Danmark?
Måske forholder det sig ganske anderledes?
Forestil dig et samfund som tror fuldt og fast på – ja anser det for at være kendt viden – at et menneske kan indgå i pagt med djævelen og igennem magiske besværgelser, formularer og ved at se med “onde øjne” forgifte mennesker til sygdom, skabe splid og slå mennesker ihjel OG rent faktisk gør det!
Ville det ikke være let at opnå enighed om at disse personer ville være så farlige, at end ikke indespærring ville være straf eller sikkerhed nok?
At hekse ikke længere brændes på bålet i Danmark, hænger sammen med at troen på, at noget menneske kan have sådanne færdigheder og indgå sådan en pagt, forsvandt.
Forandring igennem indsigt
Nogen ændring i menneskers moral har der altså ikke været tale om. Forandringen er sket igennem indsigt.
Denne sammenhæng imellem moral, tro og indsigt synes jeg er meget spændende af have for øje.
Nu kunne jeg få den ide, at jeg kan undersøge min tro, ved at fjerne min tvivl? At dette ikke rigtigt fungerer står klart i eksemplerne med heksene. De beviser, som blev fremført som nødvendige FOR at fjerne tvivlen, tog nemlig udgangspunkt i det, som folk mente at “vide” om heksenes “kunster”. Tro og tvivl følges på den måde ad.
Indsigt opløser tro og tvivl på en og samme gang. At opnå indsigt i noget, har overhovedet intet at gøre med at “bekræfte” eller “afkræfte” sin tro, men at undersøge HVORDAN noget mon kunne fungere? Vel at mærke på en sådan måde, at der aldrig træffes en endegyldig konklusion og at noget bevises som “sådan er det!”.
Indsigt kan på den måde komme til at betyde: “At handle stadig mere kompetent i undren”.
Et paradoks
Dermed opstår der et paradoks som måske er velkendt? Nemlig at den erkendte “viden” svinder i takt med større indsigt. Med indsigt VOKSER den kompleksitet, der ses. Sikkerheden forsvinder – især skrå-sikkerheden – og erstattes af et stort “måske”?
Hvor noget gøres “sandt og falsk”, “rigtigt og forkert” bliver det let at handle og forsvare sine handlinger med afsæt i en tros-baseret moral. Mange ville sige: “De vidste ikke bedre” om hekse-afbrænderne, og det er helt misvisende. Måske ville det være mere passende at sige: “at de troede bedst”?
Tro skabes for at kontrollere
Tro skabes for at skabe kontrol. En kontrol der indføres i et forsøg på at reducere den angst der opstår, når man ikke formår at bevæge sig med uforudsigelighed og et liv i usikkerhed.
Derfor beskæftiger de fleste trosretninger sig måske så meget med døden? Angsten for, hvad der så skal ske med “mig”?
Nogle gange kalder jeg “EGO” for “angst”. Jeg kunne i samme åndedrag kalde det for “kontrol”.
Hvis et menneske er funderet i tro, er det meget ubehageligt at skulle forholde sig til spørgsmål, der kan åbne for usikkerhed. Igen handler det ikke om tvivl. Uden tro ingen tvivl og omvendt.
Usikkerheden opstår af en manglende lyst og evne til at ville og kunne bevæge sig med den uforudsigelighed, der opstår. Tro er religioners og ideologiers fundament. Som bekendt skal fundamenter jo helst være solide og urokkelige.
Ryster nogen f.eks. igennem spørgsmål eller nye hypoteser et sådant fundament, er det næsten givet, at det udløser forbitrelse. Mange kræfter lægges så i at lappe revnerne ved f.eks. at udlægge spørgsmålene som værende “tvivl” eller som “dumme”.
At se – som-det-er ?
Indsigt betyder nemlig også troens fuldstændige ophør: SES en blomst – som-den-er – giver det ikke længere mening at sige: Jeg tror at en blomst er…
VED jeg så, OM jeg SER noget som helst, som det er?
Det spørgsmål stilles ud af den undren, som videnskab er gjort af.
En tantra vil IKKE handle om at tro men om at se. Det er det, som får mig til at beskrive “tantra” som såvel a-religiøst og udenfor moral. Den fungerer som en nøgtern, undersøgende, praktisk og jordbunden invitation til at få øje på frihed, kærlighed, lyst og ansvarlighed.
