Trusler i parforhold og opdragelse
Hvad gør trusler ved vores måde at relatere med hinanden på? Er de integreret i vores måde at se verden og os selv på?
At leve med trusler
Når jeg ind imellem overværer en konflikt – om det er imellem et barn og en af sine forældre, eller imellem par, så er det nærmest mere reglen end undtagelse at trusler indgår i den.
“Hvis ikke du kan opføre dig ordentligt, så kommer du ikke med hen til bedstemor!”
“Hvis du ikke kan spise ordentligt, så tager jeg din mad væk!”
“Næste gang du gør noget forkert, så skal jeg nok vise dig, hvordan det føles at få kritik! – Så kan du mærke det på din egen krop!”
“Hvis du skal flirte med andre kvinder, så må du finde dig en anden kæreste! Det bliver uden mig!”
“Hvis ikke du tager dig sammen i skolen, så bliver du aldrig til noget”.
“Jeg køber aldrig en cykel til dig mere, når du ikke kan behandle den ordentligt!”
Vi opdrages med den måde at kommunikere på. Den gennemsyrer hele vores samfund og måden, vi kommunikerer med hinanden på.
Trusler som adfærdskontrol
Når jeg samtaler med mennesker, kan jeg ofte høre, at truslen som adfærdsregulerende middel er blevet til en integreret måde at tænke på:
“Hvis der ikke snart sker noget andet, så finder jeg aldrig en ny partner!”…
“Han følte sig nok berettiget til at tage hende på låret? Nu kan han så lære det, kan han!”.
Trusler bygges gerne op efter strukturen: “Hvis xx – så yy” …
Vi hører dem så mange gange igennem vores opvækst, at vi tilsidst ser livet, som en sammenhængende kæde af årsag-virkninger, eller valg og konsekvenser.
Skyld, straf og gengældelse
Det fører til, at de fleste konflikter – om de alene finder sted i vores sind, eller udspiller sig åbent i mødet med andre mennesker kommer til at handle om skyld, straf og gengældelse.
Religioner bygges på dette. Politik skabes på den baggrund. Krige føres og begrundes med det. Overgreb af enhver art “retfærdiggøres” med det.
Truslen er den næring som angst vokser af.
Hvor der er angst, vil vi forsøge at kontrollere. Angst føles frygteligt ubehageligt. Kroppen reagerer med stress og høj spænding.
Et barn, der igen og igen hører truslen fra sine forældres velmenende ønske om at opdrage, lærer, at nærhed og ro er betinget af andre menneskers accept.
De som står mig “nært” har åbenbart også retten til at true mig? Truslen går typisk på at afbryde kontakt, undlade at anerkende – dvs. se og sanse mig – eller at gøre den kontakt, som er, meget ubehagelig.
En mor kan med skinger stemme råbe til sin datter:
“Se nu hvordan du har griset din nye kjole til! Jeg gider ALDRIG mere købe dig noget nyt tøj mere, når du ikke kan passe bedre på det!”
.. Alt imens hun med voldsomme bevægelser tørrer den plet af, som er kommet på den “fine nye kjole”.
Barnet spænder op i hele sin krop, og forsøger impulsivt at trække sig væk, men “fryser” i bevægelsen. Hvis hun flytter sig fra sin mor i den situation, så bliver det bare værre”! Hun MÅ ikke bare flytte sig…
“Bliv stående, imens jeg taler til dig!”
Hvæser mor…
… I frustration over den forsinkelse og forstyrrelse som pletten på kjolen giver anledning til. .. måske tænker hun: “Åh nej .. sådan kan vi ikke tage til børnefødselsdag med en plet på den fine kjole…”.
Vi trænes i ikke at flytte os spontant
Alle disse mange tusinde gange vi har stået der, med truslerne regnende ned over os fra mennesker, vi troede stod os nært, har vi øvet os i ikke at flytte os spontant!
Vi har trænet: “At holde ud!” … Vi har øvet os i at “fryse” og afskære os fra at sanse og bevæge os impulsivt og på den måde passe på os selv.
Relationen til “den anden”, ønsket om at “bevare den” og truslen i vores sind om “alt det, der kan ske hvis jeg gør det…” har været det, som har betinget både os og relationen.
Det er det, trusler gør: De betinger! …
De lærer os fra barnsben af ikke at kunne sige “Nej”, som det så populært kaldes.
De fleste forældre gør sig stor umage med at lære sine børn præcis det: “Gør som jeg siger … ellers så er du selv ude om det. Det bliver din egen skyld! Helt din egen!!… Så kan du lære det på DEN måde kan du!”
Børn – på den anden side – gør ikke hvad forældrene siger, men hvad forældrene GØR.
De spejler. Det er sådan de lærer.
De spejler også, at forældrene selv ikke flytter sig spontant. Og AT de truer..
Hvad kan jeg gøre ved det?
Hvad gør jeg ved det som voksen?
Jeg ser det!
Ser hver eneste gang, jeg selv griber til truslen som middel til at få nogen til at gøre noget…
Ser, hvor jeg i mig skaber en årsag-virknings fortælling – eller historier om skyld og konsekvens.
Iagttager når jeg fryser. Igen gør det, jeg har trænet, fra jeg var spæd…
Jeg øver at bevæge mig spontant – og at høre truslens “natur”. Måden den vil invitere ind i angst, kontrol og betingelse på. Hvordan den virker.
Hører, at den taler om noget, der ikke findes. Den er udtryk for en mulighed af uendeligt mange. Den inviterer mig til at fokusere på det ene, frem for opmærksomt at iagttage det, som er og sker.
Jeg kan ikke argumentere med en trussel. Det giver ingen mening. Argumentet vil næsten altid virker efter samme skabelon: “Hvis…så”.
Der kan vi så stå og true og betinge hinanden?
Måske kan jeg genkende mig i den anden? Se afmagt og angst? Føle med… og uden at “lide med”.
Det begynder der. Med at iagttage.
Hvis jeg ikke kan se, kan jeg ikke flytte mig – eller bevæge mig med.
