Kan andre end jeg selv “gøre mig tryg”?

For mig er det lige så absurd en tanke, som at andre skal kunne gøre mig glad, ked af det, bekymret, overstadig eller tage ansvaret for en hvilken som helst anden følelsestilstand, jeg kan beskrive.

Når nogen kommer til mig, og forlanger “et trygt rum”, eller føler sig utryg må jeg spørge: “Hvad gør du for at skabe utrygheden i dig?”

Jeg ønsker ikke at overtage forpligtelsen for at nogen skal føle sig “sikker” og “tryg”. For mig er denne fordring umulig at indfri.

Tryghed kommer indefra

Tryghed kommer indefra og konstrueres af det intellekt, der i samme øjeblik, det “trygge” erkendes som “trygt”, er beskæftiget med fortællingen: “at dette ikke er farligt”. At tænke på tryghed tager således afsæt i frygten?

Angsten for døden

Hænger ikke al angst sammen med angsten for døden? Ideen om at “jeg” ikke længere er der? Bekymringen om “hvad der så skal blive af alle mine nærmeste”, tankerne om alt det, som jeg ikke har nået”…og jeg kan fortsætte opremsningen

At regne livet ud?

Kan der være kontakt til frihed, hvor der er behov for tryghed? Kravet om at føle sig tryg, må bero på forudsigelighed? På at “jeg” kan regne det ud? Dermed betinges også min handlen i jagten på at føle mig sikker?

At danse sammen

Se på det “at danse” sammen som en metafor:
Hvor jeg hele tiden forsøger at regne ud, hvilket skridt den anden tager, i ambitionen om at følge med, vil usikkerheden vokse i mig. Det svarer til at nogen med ord undervejs befaler mig, hvordan jeg skal bevæge mig: “Nu venstre ben, så højre ben, …” Den dans bliver næsten umulig at danse.

Hvor jeg derimod hengiver mig til at danse, og åbner mig for at bevæge sig med den bevægelse, der opstår i mødet af sig selv, vil jeg slippe frygt og angst.

At føle sig tryg ved at danse, bliver til at kunne sanse og bevæge og lade det impulsive umiddelbare “nej” få plads. Et “nej” som viser sig ved, at jeg ikke “lader mig blive danset med”, men møder dansen i tydelighed i alt, hvad der gøres, imens det gøres. Denne klarhed opstår KUN i opmærksomhed. Ved at sanse, at der sanses, at der sanses, at der sanses… Hvor intellektet forsøger, blot for et kort øjeblik at vurdere hvad der sanses, standser mødet, og det at danse gøres til “en dans”.

Det fungerer for mig som at kysse eller elske: et uendeligt flow af små gensidige invitationer til at lade den bevægelse, som opstår i mødet, smelte sammen til een. Begge er frie i mødet og kan netop – og KUN – derfor handle ansvarligt.

Kærligheden i det usikre og uforudsigelige

Hvor jeg beskriver både tryghed og frygt, som intellektets forsøg på at skabe orden, må kærligheden leve i det usikre og uforudsigelige? Det fungerer som med livet selv: Ethvert forsøg på at kontrollere og styre det, som var det en maskine der skal arbejde “effektivt”, efter regler og programmer og med forventninger til en sammenhæng imellem “input” og “output”, vil begrænse og indskrænke det, som i sin natur “lever af sig selv og for sig selv”. Livet skaber kontinuerligt sig selv. Det sker bare.

Frøet

Se bare på et frø! I denne lille kerne er der alt, hvad der skal til for at et stort træ kan vokse op, uden at der er sikkerhed for noget som helst. Selv det skarpeste intellekt på jorden kan ikke få dette træ til at vokse. Det vokser “af sig selv”, når det falder i god jord, får regn og sol.

Leve et “utrygt” liv

Hvis jeg ikke kan tage ansvar for andre menneskers tryghed, hvad KAN jeg så tage ansvar for? Hvis mit eget behov for tryghed vil stille sig i vejen for kontakt til både kærlighed og lyst igennem sin betingethed, må jeg så affinde mig med at leve et “utrygt liv”?

“Jeg´et” vil altid fungere som en identifikation med fortællingen om sikkerhed og forudsigelighed. Det er det, som “jeg´et” består af: En kontinuerlig fortællen, hvor den ene historie afløser den anden.

Intellektets død

Hvor der bliver “stille” – ikke sådan at forstå, at der ikke længere tænkes tanker, skrives eller siges noget, men sådan at fortælleren erkender, at det, der fortælles, blot ER historier og at fortælleren selv OGSÅ må være en fortælling – da er der “ingenting” tilbage. Dette kan beskrives som intellektets død.

“Ingenting”

I dette “ingenting”, som ligger hinsides intellektets uendelige strøm af ord – forenes alt, hvad der er. Hvor der ikke længere gøres nogen forskel; hvor der ikke skelnes imellem “mig” og “dig” fordi der slet ikke ER noget “mig”, hvor døden er indtruffet…Der opstår “ansvarlig handlen” og “medfølelse”. Den opstår ud af “ingenting” af sig selv, for sig selv, som livet selv. Den er hverken “god” eller “ond”, “rigtig” eller “forkert”, “positiv” eller “negativ”, eller for den sags skyld “tryg” eller “skræmmende”.