ubevidsthed og lidelse
Lidelse opstår af ubevidsthed. Dette er centralt i Tantra. For at forstå det, må jeg undersøge såvel lidelse og ubevidsthed.
Lidelse opstår af at give betydning uden at se det. Af at måle og vurdere uden at se, at det er det, der gøres.
Lidelse opstår af angst – af fortællingen om det, der kunne være eller vil kunne ske?
Lidelse opstår ved at ville noget med sig og gøre sin identitet afhængig af dette ønske.
Lidelse opstår af ubevidsthed.
Ubevidsthed
Ubevidsthed beror på at ville være “nogen” eller “noget” . Ved at identificere sig med en (sin) fortælling: “Sådan ER jeg, sådan fungerer jeg altså. Sådan ser andre mig. Sådan bør jeg være, for at være rigtig eller ikke forkert.”
Denne fortælling er ikke kun “min egen” den skabes i kontekst. Midlet er fortællingen der konditioneres af trangen efter anerkendelse: At blive set.
Ubevidsthed næres af troen på – og erfaringen med, at jeg tilsyneladende ses, når jeg lever op til andres forventninger eller beundring, og den manglende indsigt i, at dette ikke er at blive set, men accepteret, bedømt, målt og vejet.
Hvor jeg ses… er der ingen betydning eller bedømmelse, men blot den rene iagttagelse. I den er der ingen deling imellem den, der ser og, den der ses, men kontakt: Der er intet, som står imellem.
Kan jeg se “mig” sådan, kan jeg se “dig” sådan. Det ene går ikke uden det andet.
Der er ingen rejse og ingen vej.
Et træ vokser i begge (alle) retninger… nedad og udad i jorden, opad og udad i luften. Det “rejser” ingen steder hen, og dog modnes det fra frø til ælde og død. I frøet er det hele. Intet tilføres ud over vand, sol og næring. Træet er (i) frøet.
Så længe der er “rejse” er der ingen opmærksomhed, men et ønske om at “komme hen”. I opmærksomheden er iagttagelse – intet andet.
Det ubevidste holder sig indenfor sine grænser. En mur af bekvemmelighed og angst. Det opmærksomme og vågne er grænseløst.
Igennem spiritualitet og religion kan man søge en “vej”. En vej der går mod større ufølsomhed. Et bedøvelsesmiddel eller narkotikum. Et sted at flygte hen – en måde hvorpå angst, ubehag og meningsløshed kan glemmes for en stund.
Afhængighed af en rus
Tag heroinen fra et menneske, og se hvad der sker! Ubehaget og lidelsen stiger til uanede højder. Bliv tilskuer til vrede og aggression, kval og pine!
Han eller hun vil være parate til at slå dig ihjel uden at blinke, hvis rusen har været stor nok.
Intet – absolut intet – vil i det ubevidste sind være større eller have højere prioritet end adgangen til rusen.
Den findes hos den fordrukne, misbrugeren, i forelskelsen, hos den trætte der vækkes fra sin dybe søvn, hos politikeren og den religiøse der taber fodfæste i sin overbevisning, den spirituelle som ikke føler sig taget alvorligt i sin sentimentalitet og tro.
At modnes?
Hvordan modnes det bevidste i mig?
Ved at være mig min krop bevidst.
Igennem den erkendes det, som er.
Hvordan være bevidst om et andet menneske, hvis jeg end ikke sanser og kan være opmærksom i det, jeg gør, når jeg bevæger mig?
Ved at være mig mine tanker bevidst.
Opmærksomt iagttage hvordan de tænkes og skabes. Denne stadige kværnende mølle af betydninger, tolkninger, mål og ambition. Denne evige stræben efter kontrol. De har indflydelse på alt, hvad jeg gør. Et ord er nok, og straks bevæges hele min krop, og med den alt omkring mig.
Af opmærksomheden på kroppen og sindets bevægelser åbnes en dør til at iagttage emotion og stemning.
Disse subtile og ganske fine forskelle, der ligesom bevægelsen fra en enkelt tone, der forstærkes i øret, bevæger pulsen eller rytmen i hele kroppen.
Det hele samles som instrumenterne i et symfoniorkester.
Bevidsthed om bevidstheden opstår.
Det sker af sig selv og kan ikke forlanges, søges eller kræves. Der bobler lyst, naturlighed og bevidst kontakt til det, der sker af sig selv, for sig selv… fuldstændigt uden anstrengelse.
Det er nøgternt, klart, usentimentalt.
Det kaldes også for “meditation”. – Det opstår af-sig-selv, hvor der er opmærksomhed.
