Det jeg vil beskrive som uhæmmet lyst, har været min udfordring, så længe jeg kan huske. Hvor ofte har jeg ikke spurgt mig selv, om jeg virkelig kunne være den eneste, som havde det sådan?

Med “sådan” mener jeg en stadig tilbagevendende, spontan, kropslig, lysten fornemmelse. Nogle ville kalde det for “liderlighed”. Og for mig er det udtryk blot en nuance af en palette med uendeligt mange farver.

Udfordringen har været, at den overhovedet ikke er “ordentlig” eller tilpasset. Metaforisk beskrevet virker den som en magnet.

Lidt om magnetisme

Alle atomers byggesten er magnetiske. Både kernepartiklerne (neutroner og protoner) og elektronerne i sig selv fungerer som små stangmagneter med det, som kaldes for et: “dipolmoment”
Det er en iboende egenskab ved kernepartikler, at de er magnetiske i en eller anden grad.
Vi benytter ordet “elementarpartikler” om partikler, der ikke kan deles op i mindre dele

Elementarpartiklerne snurrer om sig selv. Det skaber et moment – Dvs en kraft som skaber bevægelse – vi kalder det for “dipolmomentet”. For elektroner – som et eksempel på elementarpartikler – gælder det, at deres spin kun kan antage to værdier: Op og ned.

I de fleste stoffer organiseres elektronerne omkring atomerne på en sådan måde at disse kræfter parvist neutraliseres. Det betyder at det magnetiske egenskab ved to elektroner samlet fjernes.

For nogle stoffer, f.eks. Jern, er det imidlertid ikke muligt at parre alle. Det fører til at hele atomet som sådan får et sådant dipolmoment. Jo mere “parallelt” disse momenter organiseres, jo stærkere vil et materiale opføre sig magnetisk.

Alle kender til at magneter beskrives med to forskellige “poler”. De beskriver “hvilken vej bevægelsen/kraften løber”. Dvs. der breder sig et “felt”, som løber fra “syd til nord” omkring det parallelle gitter, som materialet består af.

Hvis jeg forsøger at presse to nordpoler sammen, vil de fra støde hinanden. Omvendt vil en sydpol i en magnet, øjeblikkeligt søge mod en nordpol i en anden magnet.

Denne “polaritet” er i moderne udgaver af “tantra”, blevet brugt som en metafor på det kvindelige og mandlige, og ville med andre ord betyde at mænd skulle frastøde mænd, og kvinder frastøde kvinder, men at mænd og kvinder tiltrækker hinanden?
Jeg vil sige at et et simpelt kig på, hvordan venskaber og relationer opstår iblandt mennesker, overhovedet ikke skaber evidens for sådan en forestilling.

Uhæmmet lyst og magnetisme

En magnet har altså den egenskab, at den skaber bevægelse. Den frastøder og den tiltrækker. Vel at mærke kun materialer, som også har magnetiske egenskaber.

Måske fødes vi med forskellige “magnetiske” egenskaber?
Et er sikkert. En magnet har overhovedet ingen “kontrol” med sin magnetisme – Dvs. frastødende og tiltrækkende egenskab – den ER det.

Er vi født mere eller mindre nysgerrige?
Er vi født med anlæg for en stærk eller svag krop?
Er vi født med anlæg for at udvikle høj eller lav intelligens?

Vi er under alle omstændigheder hver især fuldstændigt unikke. Atomerne er ganske enkelt som helhed betragtet arrangeret forskelligt i os alle, omend der vil være betydelige ligheder trods alt 😉

At kontrollere uhæmmet lyst?

Hvad vil der ske med et menneske, som med al magt vil have en meget stærk krop, uden at agte på, at han/hendes knogler måske ikke er bygget til det?… Sundt vil det ikke blive?!

Hvis “uhæmmet lyst” forstået som denne magnetisme på samme måde er medfødt, hvordan føles det så at skulle kontrollere den og tilpasse den til et samfund og normer som samlet set måske stræber efter det neutrale?

Spontan bevægelse ER meget uordentlig. Disciplinerede mennesker skal ikke være impulsive. De skal indordne sig øvrigheder, som i øvrigt selv følger regler og faste overbevisninger.

Ja det kan være en pine…

Kan jeg afmagnetisere mig selv?

Gennem mange år forsøgte jeg at “afmagnetisere mig selv” . Det ledte til stress og i perioder mismod. Jeg følte mig “forkert”. I andre perioder gav jeg los for uhæmmet lyst, hvilket også meget nemt kunne bringe mig i situationer som mine omgivelser fandt upassende.

Det var det med magnetisme! Den virker både tiltrækkende og frastødende afhængigt af, hvilken pol den møder.

Jeg har i dag lært vigtigheden af at anerkende min natur, og samtidig være kontinuerligt undersøgende på, hvordan jeg møder andre mennesker så klart, åbent, medfølende, og tydeligt som muligt.

Hvis noget frastødes – eller jeg selv gør det som en del af min natur, så er det f.eks. vigtigt ikke at “holde fast”eller at forsøge at binde nogen.

Jeg står ved, at jeg ganske enkelt er vild med det kvindelige. Overhovedet ikke i ønsket om at være som det. Det ville svare til at bringe en nordpol til en nordpol. Nej jeg tiltrækkes af det. Kraften og bevægelsen går den vej…

Bevægelse og kraft har ingen “form”. Vi er så tilbøjelige til at skabe helt bestemte billeder af, hvad en “rigtig mand” eller en “rigtig kvinde” er?
At kalde noget for “en magnet” gør den ikke til en magnet. At insistere på det – virker ej heller.

At møde det i forundring

Vi opdager det med samme forundring som et lille barn der første gang erfarer, hvilken kraft der er sådan en lille sort stykke metal, i mødet med f.eks. jernet i en køleskabsdør.

Tænk lige på, at al den energi, vi bruger som “elektricitet”, opstår af helt den samme kraft! Der flyder ingen elektroner igennem ledningerne i vores huse. Der strømmer ikke elektroner ind i støvsugerne, når vi tænder for den. Det hele drives af at noget “spinner om sig selv” og skaber kraft og retning. Af uhæmmet lyst 😉

Er det ikke fascinerende?

Kender du uhæmmet lyst i dig?

Hvis du også kender til magnetisme og til uhæmmet lyst i dig, som du har forsøgt at kontrollere igennem livet? Vil noget andet end at undertrykke den? Give den udtryk i sin naturlighed? Så er det måske noget at være med i vores praksis-fællesskab omkring elskovskunst og Tantra?